Vi tør rumme galskaben

Den mørkegrå dør til det lokale, der bedre kan betegnes som et lille frimærke, bliver lukket i. Solveig Rennebod sætter sig ved bordet, hvor der både er en boks med servietter, håndsprit og en blok med den næste halve times dagsorden på. Foran hende sidder hendes patient.  

”Vi plejer lige at snakke om, hvad der er sket siden sidst,” indleder Solveig Rennebod. 

Den 69-årige sygeplejerske har hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med psykiatrien. De seneste 19 år har hun arbejdet i lokalpsykiatrien og haft sin daglige gang nede ved havnen i Odense. 

”Har du styr på tankerne og stemmerne?” spørger hun patienten. 

Solveig Rennebod holder hele tiden øjenkontakten, mens hun sidder med sin kuglepen i hånden. Der bliver ikke noteret noget. I stedet taler de om ambivalens og struktur i hverdagen.  

”Men du holder ved, og det er det, der er sejt,” siger hun med anerkendelse i stemmen. 

Snakken fortsætter om symptomer og medicinering, men der er også plads til et lille grin i den seriøse samtale. 

Talte ikke om sygdommen  

Hvis man kunne spole tiden tilbage og spørge sygeplejeeleven Solveig Rennebod anno 1974, om hun kunne forestille sig at være sygeplejerske i ovenstående nutidige scenarie, ville svaret have været nej.  

”Det ville jeg ikke have troet på, og jeg tror heller ikke, at jeg dengang havde følt, at jeg kunne. Der er jo også sket en udvikling med mig,” siger hun.  

I løbet af sit arbejdsliv har hun været på en del forskellige psykiatriske afdelinger, alt fra åbne til lukkede. De sidste mange år har hun arbejdet inden for psykoseområdet og særligt med patienter med svær skizofreni.

Og den 1. oktober 2024 kunne hun fejre sit 50-års jubilæum i Region Syddanmark. 

”Der kan være nogle patienter, som er farlige eller kan være truende, og det har jeg da også oplevet. Hvis man siger, man aldrig har været bange, så tror jeg ikke på det. Og nu har vi jo alarmer. Det havde vi ikke tidligere, så det er en stor forandring,” siger hun.  

Alarmen hænger om hendes hals. Et lille symbol på, hvordan den psykiatriske sygepleje har ændret sig. For forskellene fra 1974 til nu er til at få øje på. 

”Jeg synes ikke, man talte så meget med patienterne om sygdommen dengang, og hvad der skulle til for at kunne lære at leve med sin sygdom. Det har forandret sig rigtig meget med psykoedukation, og jeg synes også, man er mere opmærksom på at tage udgangspunkt i den enkelte patient,” siger hun og fortsætter: 

”Man spurgte til symptomerne dengang, men man sagde ikke, at du har skizofreni, og det skal du lære at leve med, ligesom hvis du har diabetes. Man talte ikke meget om det.”  

Åben journal og flere stoffer 

Solveig Rennebod har set lidt af hvert. Hun har haft forklæde og kittel på som elev, mens oversygeplejersken havde lange ærmer på kitlen og kappe på hovedet. Hun har været med, dengang man sagde ”frue” og ”frøken”. Hun arbejdede i en tid, hvor ambulante opfølgninger ikke fandtes. Og så er hun blevet udsat for flere forskellige, digitale systemer. 

”Der er sket rigtig meget. Dengang skrev vi jo i Kardex. Patienterne er også mere oplyste i dag, og de kan gå ind på deres sundhedsjournal, og det gør de,” fortæller hun.

Faktisk mener hun, at man er blevet langt mere transparent i tidens løb. Både i kraft af digitalisering, men også i kraft af åbenhed og dialog med patienterne.  

”Patienterne undersøger, hvad vi har skrevet om dem, og hvis vi har skrevet noget forkert, må vi have en snak om det. Den ærlighed og åbenhed over for patienterne er vigtig, synes jeg. Det kan ikke nytte noget, at jeg skriver noget, der er helt hen i skoven. Hvis de siger, de har oplevelsen af, at de har dyr eller spindelvæv i ansigtet, så bruger jeg patientens ord. Jeg synes, det giver bedre mening, end at jeg skriver, de er psykotiske.” 

Der har dog ikke kun været en udvikling i klinisk praksis, når Solveig Rennebod tænker tilbage. For samfundet har også forandret sig. 

”Der er kommet mange flere stoffer, end der f.eks. var for 25 år siden. Dengang var det mere hash, men nu er der kokain og alle mulige stoffer, som ikke er det bedste for ens psyke,” siger hun. 

Præparater, galskab og tillid 

I det lille lokale spørger patienten nu ind til doseringen, og om medicinen kan skæres ned.  

”Jeg ville også gerne sige, at vi kan droppe de 50 mg, men det øger risikoen for tilbagefald,” svarer Solveig Rennebod. 

”Jeg kan godt forstå dit ønske, men det er den her medicin, der hjælper dig bedst. Den hjælper til at opretholde det liv, du har nu,” fastslår hun.  

Svaret modtages med forståelse på den anden side af bordet. Ifølge Solveig Rennebod er der sket en del ift. medicinering i hendes arbejdsliv.  

”Vi har fået mange flere præparater at gøre godt med, og lægerne er også mere oplyste i forhold til de forskellige præparater. Vi kan skifte præparat, hvis det ikke virker.” 

Det er frivilligt at komme i lokalpsykiatrien, og derfor kan man kun anbefale patienterne at tage den ordinære medicin, fortæller hun.  

I dag er tilliden til hende som sygeplejerske større, oplever hun, mens man fagligt også er blevet bedre til åben dialog og til at rumme den enkelte patient.  

”Omsorgen har jo altid været vigtig. Men man er mere nysgerrig og tør rumme noget af den galskab, som der også er. At man tør spørge ind til symptomerne og kan rumme, hvis de siger noget fuldstændig skørt,” siger hun og fastslår, at det er vigtigt at validere og anerkende patienten.  

Utænkelig festival og rummelighed 

Rent sygeplejefagligt kan hun ikke komme på noget fra fortiden, hun savner. 

”Man siger nogle gange, at det var bedre i gamle dage, men det tænker jeg ikke, det var,” siger hun.  
I september var Solveig Rennebod en del af en endagsfestival uden alkohol, som skulle skabe et frikvarter til psykiske syge. Et lukket arrangement med kunstnere som Poul Krebs og Shaka Loveless, som Psykiatrisk Afdeling Odense stod bag. Det er et godt billede på, hvordan psykiatrien har rykket sig, for sådan et event var utænkeligt i hendes elevtid.  

”At vi udviser ro og rummelighed, men også ind-gyder noget håb, er vigtigt. Man kan godt have et okay liv med en svær psykisk lidelse, hvis man finder ud af at agere i det.”  

I det lille mødelokale er vi ved at være i bunden af blokken med dagsordenen.  

”Kan vi slutte nu, tænker du?” spørger Solveig Rennebod sin patient, som nikker og siger, at det jo går meget godt. 

Inden seancen afsluttes, griber Solveig Rennebod sin sorte kuglepen, og sammen finder de en dato for næste aftale. Den bliver noteret i en fysisk kalender. De siger ”tak for i dag”, og patienten forlader lokalet. 

”Jeg kan godt lide, at der er mere opmærksomhed på psykiatrien. Forhåbentligt kan vi få tilført nogle flere penge, så vi ikke altid halter bagefter,” afslutter specialsygeplejersken. 

Solveig Rennebod forlader lokalet og lader den mørkegrå dør stå åben til næste patient.