Kampen for den lille "mand"

”Sagen mellem DSR og Børneværnet afsluttet. Privatsygeplejerskerne skal have deres ugentlige betalte fridag.”

Sådan lyder overskriften på en notits i Tidsskrift for Sygepleje fra den 5. oktober 1941. Ifølge notitsen var en gruppe privatsygeplejersker, der havde vikarieret som sundhedsplejersker under Københavns Kommunes Børneværn, blevet nægtet deres ugentlige betalte fridag under vikariatet.

Men den gik ikke for arbejdsgiveren. Dansk Sygeplejeråd tog nemlig kampen op på privatsygeplejerskernes vegne. Afgørelsen i det daværende Arbejds- og Forligsnævn gav sygeplejerskerne medhold og pålagde Københavns Kommunes Børneværn at efterbetale løn og kostpenge for de fridage, privatsygeplejerskerne havde krav på.

Balladen om Børneværnet er blot ét eksempel på det utal af enkeltsager, Dansk Sygeplejeråd har hjulpet sygeplejerskerne med i de 125 år, der er gået, siden fagforeningen første gang så dagens lys. I den anledning har Sygeplejersken været en tur i arkiverne for at grave nogle stykker frem.

Men hvornår blev fagforeninger til de fagforeninger, vi kender i dag? Og hvornår begyndte man at slå sværdslag for det enkelte medlems rettigheder på arbejdsmarkedet? Det har vi spurgt historiker på Arbejdermuseet Ulrich Flaskager Hansen om.

Solidaritet på tværs af faggrupper

Fagbevægelsen i Danmark blev født i 1871. Inden da havde der været et par tilløb, men det var først, da den intellektuelle tænker Louis Pio placerede sig i spydspidsen af bevægelsen, at danske arbejdere for alvor begyndte at organisere sig og gøre fælles front.

Fagbevægelsen byggede på Karl Marx’ idéer og var organiseret som en dansk sektion af Første Internationale, også kendt som Internationale Arbeiter-Assoziation (IAA), der var blevet grundlagt i London ca. fem år tidligere af socialister og revolutionære republikanere.

”Det var dog først i 1880’erne, at fagbevægelsen blev etableret med nogenlunde samme strukturer, som vi kender i dag. Nogle af de første faggrupper, der organiserede sig som landsdækkende fagforbund, var snedkerne. Der var flere, men de var blandt pionererne,” fortæller Ulrich Flaskager Hansen.

Fagbevægelsen afløste i vid udstrækning de gamle håndværkerlaug og bragte en ny solidaritet på tværs af faggrupperne med sig. Nu blev der plads til, at kvinder også måtte være med i fællesskabet.

Sygeplejerskerne kom med på vognen, da en gruppe københavnske sygeplejersker i 1899 etablerede Dansk Sygeplejeråd som en standsforening. Samme år blev Septemberforliget indgået: Et skelsættende forlig mellem arbejdsmarkedets parter, som vi i dag kalder ”det danske arbejdsmarkeds grundlov.”

”Septemberforliget fastslog de fagretslige principper på arbejdsmarkedet. Principper, der i dag grundlæggende stadig er gældende, når vilkårene på arbejdsmarkedet om f.eks. løn, ferie, overtid, fritid og barsel forhandles mellem to ligeværdige parter: Arbejdsgiverne og arbejdstagerne,” forklarer Ulrich Flask-ager Hansen

Løntvister og uenigheder

Allerede fra fagbevægelsens start involverede fagforbundene sig i sager, når medlemmerne kom i klemme. I starten handlede sagerne primært om løntvister eller lignende uenigheder mellem lønmodtager og arbejdsgiver. I yderste konsekvens kunne de blive afgjort i Den Permanente Voldgiftsret, der senere kom til at hedde Arbejdsretten.

En af de ældste medlemssager involverende Dansk Sygeplejeråd, som Sygeplejersken har kunnet finde omtalt i fagbladet, er fra Tidsskrift for Sygepleje fra marts 1928. Her krydsede Dansk Sygeplejeråd også klinger med Københavns Kommune, denne gang pga. en sag, hvor seks stillinger til skolesygeplejersker var blevet slået op som ”honorarlønnede,” uden ret til sygeløn eller pension.

Hvordan tvisten endte, melder artiklen fra 1928 desværre intet om, men den var et godt eksempel på den slags sager, fagforeningerne involverede sig i, i starten af århundredet. Over tid kom sagerne dog også til at handle om andre ting end løn og goder, fortæller Ulrich Flaskager Hansen.

”Udviklingen i fagbevægelsen og på arbejdsmarkedet er sket glidende i samspil med samfundsudviklingen. Derfor er det svært at pege på specifikke årstal for, hvornår man f.eks. begyndte at involvere sig i sager om arbejdsskader. Det kræver, at man dykker dybt ned i arkiverne, men det er formentlig kommet i takt med, at man i samfundet og politisk er blevet optaget af andre emner end lønvilkår – såsom arbejdsskader, arbejdsmiljø eller uddannelse,” siger han.

Nattens dronning fik erstatning

Selvom vi i Danmark allerede i 1898 fik den første lov om arbejdsskader – en ulykkesforsikringslov, der slog fast, at arbejdsgivere havde udvidet ansvar for arbejderes ulykker under arbejdets udførelse – var det kun visse arbejdsgivere med særlig farlig virksomhed og dermed kun visse arbejdere, der var omfattet af loven. Gennem årene blev loven imidlertid udvidet ad flere omgange, så flere og flere faggrupper kom med ind under paraplyen.

I 1973 kom dagpengeloven, som samlede alle former for dagpenge uanset årsag under samme lov – herunder retten til dagpenge på grund af en arbejdsskade. I 1975 fik vi desuden arbejdsmiljøloven, der indeholder krav til arbejdsmiljøet, som skal overholdes på alle danske arbejdspladser.

Over årene har Sygeplejersken flere gange skrevet om sager, hvor sygeplejersker har fået erstatning for arbejdsskader. Et eksempel fra nyere tid er fra 2019, hvor intensivsygeplejerske Pia Gravang fra Rigshospitalet i Glostrup med Dansk Sygeplejeråds hjælp blev tilkendt en arbejdsskadeerstatning på 790.680 kr.

Pia Gravang blev af sine kollegaer kaldt for ”Nattens dronning,” men efter 18 år med nattevagter på intensivafsnittet udviklede hun aggressiv brystkræft – en direkte konsekvens af hendes natarbejde, mente lægerne. I første omgang afviste Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog at klassificere Pia Gravangs brystkræft som en arbejdsskade. Sammen med Dansk Sygeplejeråd ankede hun sagen og vandt. Pia Gravang døde godt en måned efter, hun fik sin arbejdsskadeerstatning.