Da sygeplejeforskningen for alvor tog fart

Når sygeplejerske og klinisk sygeplejespecialist Maria Brudsø finder remedier som flaskevand, krus og engangssprøjte frem for at screene en patient for dysfagi, skyldes det årtiers forskning og udvikling, som også danske sygeplejersker har været involveret i.

Maria Brudsø arbejder på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Blodpropper og Blødninger i Hjernen på Rigshospitalet, Glostrup, hvor alle patienter med stroke skal screenes senest seks timer efter indlæggelse.
Det sker vha. værktøjet ’Screening for dysfagi GUSS (Gugging Swallowing Screen)’, som bl.a. omfatter en vandtest, som allerede i 2000 blev beskrevet i den første danske kliniske retningslinje om ernæring til apopleksipatienter.

En af retningslinjens ophavskvinder var sygeplejerske Doris Christensen, der i 1998 blev ansat som den første kliniske sygeplejespecialist på det daværende Århus Kommunehospital. Med sig havde hun mange års forskning i sygepleje til apopleksipatienter og en ambition om, at sygeplejen skulle udvikles og baseres på evidens.

Svært at finde viden

Som sagt, så gjort. I 2000 offentliggjorde hun sammen med sin kollega fra Bispebjerg Hospital, klinisk oversygeplejerske Susanne Zielke Schaarup, de første tre danske kliniske retningslinjer om hhv. ernæring, udskillelse af urin og obstipation på området.

Begge sygeplejersker har for længst forladt arbejdsmarkedet, men Susanne Zielke Schaarup sætter et par ord på deres samarbejde.

”Vi mødtes på en sygeplejekongres om evidens, som vi begge havde fået økonomisk støtte til at deltage i fra Dansk Sygeplejeråd. Det var her omkring år 2000, evidensbølgen rullede ind over Danmark, og vi ønskede begge, at sygeplejen til patienter med apopleksi så vidt muligt skulle baseres på evidens,” siger hun og fortsætter:

”Vores plan var at lave kliniske retningslinjer for Virginia Hendersons 14 behovsområder, men vi nåede kun de tre. Det var et stort og komplekst arbejde, og det var svært at finde evidensbaseret viden om sygepleje dengang.”

Højaktuel i dag

Her to årtier efter er apopleksi som fagterm altså skiftet ud med stroke, fortæller Maria Brudsø, der sammen med sine to sygeplejerskekolleger, Pernille Raun Olsen og Lone Lundbak Mathiesen, som også er kliniske sygeplejespecialister, bruger det meste af arbejdstiden på at udvikle sygeplejen og integrere nyeste viden, forskning og retningslinjer i klinikken.

De tre kliniske retningslinjer er for længst udløbet, og andre er kommet til sammen med lokale guidelines mm. Men de kliniske sygeplejespecialister kender godt til deres forgængeres store arbejde, hvoraf meget stadig er relevant.

”Især deres arbejde om ernæring og patienternes risiko for stressmetabolisme, og hvorfor det er vigtigt at ernæringsscreene, er også højaktuel viden i dag,” siger Maria Brudsø.

Viden fra 2. Verdenskrig

’Screening for dysfagi GUSS’ er i dag en indikator i Dansk Stroke Register, som er en af 80 kvalitetsdatabaser i Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram. Databaserne skal bl.a. belyse kvaliteten af forskellige behandlinger og bidrage til forbedring af indsats og resultater.

Lone Lundbak Mathiesen, der også er kvalitetskoordinator på afdelingen, fortæller:

”Dysfagi-screening har stor effekt på patienternes outcome, da aspirations-pneumoni kan være en alvorlig eller dødelig komplikation.”

Marie Brudsø tilføjer:

”Sidste år fik vi en opdateret regional vejledning om underernæring, hvor det blev præciseret, at screening for refeeding også skal være en systematisk og integreret del af ernæringsudredningen. Det bygger på viden tilbage fra 2. Verdenskrig, hvor man identificerede det her refeeding-syndrom hos krigsfanger, som havde sultet i længere tid,” fortæller hun og uddyber:

”De fik ødemer og blev ofte alvorligt syge, når de begyndte at få mad igen, så man kan ikke bare gå på fuld ernæring, hvis man har været underernæret i længere tid. Evidensbaseret sygepleje og udvikling baseres altid på nyeste viden, men selvfølgelig også på alt det, der kan bruges af ”det gamle”.”

Danmark langt bagud

I Danmark kan vi ikke bryste os af sygeplejeforskning fra 2. Verdenskrig. Først i 1960 italesættes sygeplejeforskning som begreb af søster Benedicte Ramsing, skoleforstanderinde på Sankt Josephs Hospital i København. Og først i 1976 - årtier efter sygeplejersker i f.eks. USA - erhverver den første danske sygeplejerske sig en ph.d.-grad. Det var Margarethe Lorensen, som dog måtte til netop USA for at få den i hus.

I 1973 oprettede Dansk Sygeplejeråd en forskningsfond, men midlerne blev typisk uddelt til deltagelse i kurser, konferencer og studiebesøg i udlandet. Kun få gik til deciderede forskningsprojekter, og selvom mange sygeplejersker talte om, hvem der skulle forske og hvordan, lykkedes det ikke for mange. Danmark haltede stadig langt bagefter især de nordiske lande.

Der sker dog noget i 1980, hvor Dansk Sygeplejeråd opretter Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning (DISS). I regi af DISS tildeler Det Lægevidenskabelige Forskningsråd og Dansk Sygeplejeråd efter kort tid forskningsstipendier til ”den første generation” af danske sygeplejeforskere, heriblandt Doris Christensen, der altså fordybede sig i sygepleje til patienter med apopleksi.

Langt og hårdt træk

Vi skal frem til 1987, før Danmark får sin første professor i sygepleje. Også denne gang løber Margarethe Lorensen med titlen, og igen efter en udlandsrejse, nu fra Oslo Universitet.

DISS blev nedlagt i begyndelsen af det nye årtusinde, da Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse ikke længere ville yde tilskud til driften. Instituttets formue blev indskudt i en ny fond: ”Den Sygeplejefaglige Forskningsfond”, som blev dannet i 2003.

DISS og Den Sygeplejefaglige Forskningsfond er bare to eksempler på, at Dansk Sygeplejeråd gennem mange år har arbejdet hårdt for at tale professionen op. Det mener næstformand for DASYS’ Forskningsråd, Søsserr Grimshaw-Aagaard, forskningsansvarlig sygeplejerske, ph.d., cand.cur. på Hjerteafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

”Det har været et langt og hårdt træk, hvor Dansk Sygeplejeråd har gjort et kæmpe arbejde for at sætte evidens og forskning på dagsordenen. Vores kandidatuddannelse er også forholdsvis ny (1991, red.), og det tager tid at etablere de her miljøer,” siger hun og fortsætter:

”Nu begynder det at kunne mærkes især på landets hospitaler, hvor der siden 2020 er kommet over 20 nye professorater i sygepleje. De er med til at skabe nogle stærke, lokale forskningsmiljøer, som giver nye spændende muligheder, også på tværs af regioner og sektorer.”

Større fokus på kommunerne

I dag er der omkring 400 danske sygeplejersker med en ph.d., mens antallet af professorer er omkring 40. Den positive udvikling skyldes også Dansk Sygeplejeråds insisteren på, at sygeplejersker skal lede, men også de faglige selskaber skal tilskrives en stor del af æren, siger Søsserr Grimshaw-Aagaard.

”De afholder fagdage og arrangerer fagspecifikke konferencer, hvor de deler udviklings- og forskningsresultater. Så der sker også en masse nedefra, og det er næsten allervigtigst, synes jeg: At sygeplejersker samles i forskellige interessefællesskaber og bliver nysgerrige på, hvordan de kan udvikle sygeplejen,” siger hun og påpeger, at der dog stadig er huller i dansk sygeplejeforskning, især i det nære sundhedsvæsen.

”Der findes så mange dygtige og fagligt kompetente sygeplejersker og udviklingssygeplejersker i kommunerne. Men de har slet ikke de samme organisatoriske rammer eller økonomiske muligheder for forskning og udvikling som på hospitalerne.”

Fagnørd med stort F

På Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet, Glostrup er de tre kliniske sygeplejespecialister heller ikke tvivl om, at professorer i sygepleje og stærke ledere er altafgørende for, at de kan udvikle sygeplejen til patienterne.

”Vores forskningsleder giver os plads til at vedligeholde vores akademiske kompetencer, og vores chefsygeplejerske vægter kvalitet og den evidensbaserede sygepleje højt. Der er afsat tid og ressourcer til vores arbejde,” fortæller Maria Brudsø.

På spørgsmålet om de tre kliniske sygeplejespecialister selv har overvejet at gå i Doris Christensens forsker-fodspor, svarer kun Maria Brudsø klart ja.

”Jeg er fagnørd med stort F. Lige nu stortrives jeg som klinisk sygeplejespecialist, men på sigt kunne jeg godt tænke mig at dykke ned i palliation til stroke-patienter. Det er virkelig et spændende og vigtigt sub-speciale.”

Kilderne til de historiske fakta i artiklen er:

• ”Kald og profession – sygeplejens historie 1863-2001” af Gunilla Svensmark s. 357-361.
• Susanne Malchau Dietz, sygeplejehistoriker, ph.d.