Fra elever til livsvidner

Aase Damtoft griber fat i den blå, blomstrede dug for at få bedre greb om champagneflasken.

Kampen mod korkproppen afslører, at kræfterne ikke er, hvad de har været.

Champagnen popper. 

”Bravo,” udbryder en fra bordenden.  

Vi er hjemme hos 81-årige Aase Damtoft, der har inviteret sin sygeplejerskeårgang til jubilæumsfejring. Champagnen går på omgang, og de 10 tidligere sygeplejeelever får bobler i glasset. I dag er nemlig en festdag af de større. 

”Tak, fordi I ville komme, og tillykke med os,” siger Aase Damtoft i sin velkomsttale.

”Ja, tillykke med os,” lyder det enstemmigt fra alle rundt om havebordet i høj septembersol.  

”Jeg er så glad for, at jeg må holde det. Vi skulle bare have været mange flere, men folk falder jo fra. Vi er stadig så unge, og jeg synes ikke, vi ser en dag ældre ud, end da vi var 18 år og startede,” fastslår Aase Damtoft, inden hun afbrydes af skeptisk latter over det udsagn.  

Datoen er den 15. september 2024. Den markerer, at de nu pensionerede sygeplejersker blev færdige som sygeplejerskeelever for 60 år siden i 1964 fra Bispebjerg Hospital. 

”Jeg kan slet ikke fatte det. Når vi har været sammen i fem minutter, er det fuldstændig som dengang, vi var elever. Hver enkelt personlighed er der,” siger Aase Damtoft.  

Måtte ikke tage børnene op 

Fejringen i dag i fælleshuset i den københavnske forstad Måløv bliver – ud over med champagne og chips – også fejret med et middagsmåltid med steg, flødekartofler og sovs. Men ingen fejring af elevtiden og afgangsåret 1964 uden at tale om gamle dage.

”Det var kæft, trit og retning,” siger Margrethe Østergaard.  

Flere episoder fra de svundne år hænger fast i hendes hukommelse. Hendes stemme bliver mere alvorlig, da hun fortæller, hvordan hun blev beordret til at passe på børnene på en børneafdeling. 

”Jeg kan få helt ondt i sjælen, når jeg tænker på det. Vi måtte ikke tage dem op og give dem flaske. De skulle ligge i sengene og få flaske. Vi vidste, det var forkert, men sådan var oversygeplejersken. Vi filosoferede over det, men vi gjorde ikke noget ved det,” fortæller Margrethe Østergaard.  

Også Elsebet Lillevang bekræfter tendensen om kæft, trit og retning. Hun kan stadig huske en af de første gange, hun var på en hospitalsafdeling og skulle stå for medicinuddeling.  

”Jeg var førsteårselev, og jeg blev sat til at dele medicin ud til patienterne. Det havde jeg jo aldrig prøvet før. Man blev bare smidt ud i tingene,” konstaterer hun.   

Overlægens askebæger

Fælles for fortællingerne denne dag rundt om bordet er, at elevtiden var god, men hård. Det var en tid, hvor man måtte stå model til meget skældud, hvor besøgende i sygeplejeboligen blev jaget ud inden kl. 22.00, og hvor spørgsmål nærmest var strafbart. 

”Der var ordrer på afdelingen, og man skulle lave noget hele tiden. Hvis man havde dødvande, så skulle vi rulle vattamponer og lave vatpinde, som man jo køber i løsvægt i dag,” fortæller Aase Damtoft og fortsætter: 
”Når vi havde stuegang, så stod man altid som den sidste elev bagest i køen og skulle sprøjte desinficerende middel i overlægens hånd, når han gik fra seng til seng. Inden overlægen kom, blev vi beordret til at glatte dynerne på sengene. Patienterne skulle ligge pænt med hænderne ovenpå dynen, og det skulle være glat det hele. Det var ordre på ordre.” 

Også Margrethe Østergaard husker stuegangen som noget særligt. I en hale efter overlægen gik læger, oversygeplejersken, sygeplejersker og til sidst elever ned ad gangene på hospitalet. 

”Der kunne snildt være over 10 personer, og bagest i rækken gik så eleven med et askebæger, så overlægen kunne aske i det med cigaren. Det var utroligt tidstypisk dengang,” siger hun. 

Et håndværk af varme hænder 

60 år er gået, og meget er sket, både med de nu tidligere sygeplejeelever og sygeplejen. Rundt om bordet siger de ”nej” til spørgsmålet om, om de kunne være sygeplejersker i dag.  

”Jeg tror, det ville være for svært. Vi omgik jo også patienterne på en helt anden måde, end de gør i dag,” mener Elsebet Lillevang, der nu er blevet 82 år gammel. 

Men var alt så bedre i de berygtede gamle dage? Aase Damtoft har de seneste år selv været patient i det danske sygehusvæsen. Her har hun noteret sig, at der mangler noget i dag. 

”Det var et håndværk dengang. Vi var smadderdygtige til de varme hænder, dem kan der godt mangle lidt af i dag. Vi kunne snakke med patienterne og sætte os i deres sted. Det er ikke for at pudse glorien, men jeg tror heller ikke, der er den samme tid i dag,” siger hun. 

Generelt mener de pensionerede sygeplejersker, at nutidige ligesindede har mere travlt. Det mener Margrethe Østergaard også. Hun ser en klar forskel fra 1964 til 2024:   

”Jeg synes, at personalet er optaget af dokumentation hist og pist og sidder med ryggen til patienterne og kigger på computeren. De er ikke ved patienterne. Jeg synes ikke, at omsorgen fylder, hvad den skal.” 

Sammenhold i sygeplejebolig

Siden septemberdagen for 60 år har sygeplejerskerne mødtes mindst en gang om året for at fejre hinanden. Ved siden af det har de gennem årerne både rejst, cyklet, syet og været kulturelle sammen.

Elevtiden på Bispebjerg, hvor de boede to og tre sammen i den store sygeplejebolig, har været afgørende for et livslangt venskab.  

”Vi holder rigtig meget af hinanden, fordi vi havde de år sammen som ganske unge. Det har givet os et kæmpe sammenhold. Vi er ved at være godt sammenspist, må man sige,” siger Margrethe Østergaard på 81, inden Aase Damtoft supplerer:  

”Vi har oplevet så mange ting sammen, også vores første forelskelser og sådan noget,” siger hun. 
I dag er de lidt færre, end den gruppe på 25 sygeplejeelever, de var fra starten. Bispebjerg-årgangen er også blevet spredt rundt om i landet fra Greve til Vejle og Bornholm.  

Bundet sammen af elevtid

Efterhånden er tallerknerne tomme, og de sammenkrøllede limegrønne servietter vidner om, at festmåltidet er overstået. Men inden alle går hjem, så tager vi et kig i arkiverne. Flere af sygeplejerskerne har medbragt fotos fra fællesferier og fejring af afgangsåret.  

”Så unge. Fine sko og flotte ben,” udbryder den ene, mens en anden bryder ind: 

”Prøv at lægge mærke til de højhælede sko, som vender i samme retning. Vi havde ellers aldrig højhælede sko på. Det var kun på eksamensdagen.”  

Billederne går album for album med uret rundt om bordet, mens det i fællesskab bliver besluttet, at afgangsbilledet med de høje hæle altså er det bedste af sygeplejeeleverne.

”Vi kan snakke sammen om gamle dage. Vi er jo vokset op sammen på en eller anden måde,” siger Elsebet Lillevang.  

Det er ud over enhver diskussion, at de kan snakke i dagevis om gamle dage. Det skyldes, de mange stærke oplevelser, de har haft. Elevtiden består og binder dem sammen, nu på 60. år. 

”Jo ældre, jeg bliver, jo mere giver det mig. Der er mange, som er faldet fra, og flere er døde. Jeg har taknemmelighed over at have nogle livsvidner,” siger Margrethe Østergaard.  

Det er ikke længere Bispebjerg Hospital, der binder dem sammen, men minderne om et godt liv. 

”Vi kan juble, hver gang vi ser billederne. Vi dvæler jo ved den nostalgi, der er, og vi kan se dem gang på gang. Alderen spiller måske også ind, at vi ikke kan huske, vi har set dem,” siger Aase Damtoft, inden hendes latter fylder fælleshuset.