Fortælling fra 1989: Ø-sygeplejersken lever i en verden helt for sig selv

Artikel fra Sygeplejersken nr. 41/1989, her bragt i forkortet form.

"Jeg skal nu igen for femte år i træk afløse hjemmesygeplejersken på tre små sydfynske øer i hendes fire-ugers sommerferie.

130 faste beboeres sygdom og sundhed hviler på mine skuldre i juli måned. Hertil kommer en del turister, ca. 75 børn og voksne i ø-lejr og 40 børn i en feriekoloni.

Den første uge er gået med stille sysler. En ældre mand må have et nødkalde-anlæg, fordi konen er indlagt i Svendborg. Han er ængstelig for at være alene, fordi han går dårligt, og hvad nu hvis han falder om og ikke kan nå telefonen? Jeg lover at lade min aftentur gå den vej omkring.

Jeg er indstillet på to fredelige fridage i weekenden. Nu kan jeg sidde længe ude i den lyse sommernat, for jeg kan sove så længe, jeg vil. Jo, go’morgen! Kl. 5.30 kommer min rare nabo, som har telefon, og siger, at en urolig mand har ringet, at hans kone ligger ude i motorbåden og kaster blod op. Jeg tumler ud af sengen. Uniformen er til vask, men det er jo heller ikke den, det kommer an på, så jeg får hurtigt noget kluns på, starter bilen og kører de fem km til færgehavnen, alt imens jeg spekulerer på, hvad jeg skal stille op.

Jeg springer hen over et par fiskerbåde på den øde havn og når over i den lille motorbåd. Patienten er dårlig og bange. Jeg spørger ud og tager blodtryk, som er alt for lavt. Jeg overvejer, om jeg skal køre op i byen og ringe efter helikopteren. Det vil betyde, at patienten skal fragtes til landingspladsen. Det vil let komme til at vare en time, før hun er på sygehuset i Svendborg. Hun bor på Ærø. Jeg kikker ud over det blikstille hav og beslutter at lade dem sejle til Ærøskøbing med det samme. Det kan gøres på en halv time, og så kan hun blive liggende, hvor hun er. Jeg skjuler min ængstelse og lover at ringe til sygehuset, så en ambulance kan stå klar på kajen. Jeg har det ikke rigtig godt, før jeg fra sygehuset har fået besked om, at hun er nået i havn i god behold.

Min mand er stået op. Der er dækket bord lige ned til havet med hjemmebagt brød, bacon og æg. Nu er der i alt fald ro lige til kl. 21. Da bli’r der ringet fra Falck i Svendborg, at jeg skal komme ud i ø-lejren. Der er et flækket øjenbryn.

Den sidste færge er gået, så jeg kan ikke sende patienten på skadestuen. Da jeg kommer ind i lejren, er der ikke rigtig nogen, der ved besked. Der er kollektiv ledelse, eller snarere ingen ledelse. Man mener, at jeg kan prøve at se i fællesteltet, men først har jeg kikket ind i ”Linsepostejen” og i ”Elskovshulen”. Jeg skal ved et senere besøg, hvor jeg ser på en sprængt akillessene netop i dette telt, erfare, at man godt kan have samleje to luftmadrasser fra, hvor sygeplejersken arbejder.

Nå, jeg finder omsider manden i det dunkle fællestelt. Han er let genkendelig, sidder stiv og strunk med en kæmpebandage om hovedet. Jeg vikler den af og beder om at få vandfad og sæbe samt noget lys på. En langhåret fyr bringer et stearinlys, men jeg forlanger, at der gøres plads ved gaslampen, så jeg i alt fald kan se, hvad der er i vejen. Der er en flænge på halvanden cm. Den renses og lappes sammen med ”sommerfugleplaster”.

Dagen efter kigger jeg ud i ø-lejren for at se til patienten. Efter nogen søgen får jeg øje på ham. Han er godt solbrændt, og ikke en centimeter af hans krop er skjult for mig. Jeg står der i min tækkelige sygeplejeuniform og hvide cowboybukser og fører en lang samtale med denne stenaldermand, hvis eneste påklædning er en ring i det ene øre og et hæfteplaster over det ene øje; men det er bare i orden.

I weekenden sover vi trygt og roligt med alle vinduer åbne mod havet. Kl. er 0.30, da vi brat vækkes af den alarmerende nyhed, at der ligger en dybt bevidstløs mand uden for forsamlingshuset (hvor der er bal), og at han er diabetiker. Det går gennem mit søvndrukne hoved, at så må de jo have bud efter natlægen, indtil jeg bliver så vågen, at det går op for mig, at jeg selv må tage affære.

At det forventes af mig på trods af fridag, frinat. Mens jeg kommer i træningsdragten, beder jeg min søvnige mand om at læse op af brugsvejledningen, hvordan man undersøger blodsukker. Det har altid været laboratoriearbejde, hvor jeg før har arbejdet. Jeg skal have grejet ned i tasken og når lige at få lidt vand i hovedet, mens de unge mennesker, der henter mig, vender bilen. De kender ikke den unge mand. Han er ikke her fra øen, men nogen har sagt, han har sukkersyge. De har allerede ringet efter Falck-båden for ikke at spilde tiden. Jeg pumper dem for oplysninger om patienten. De er sparsomme. Han er fundet ude på græsplænen, bevidstløs, kold og bleg.

Mens vi i susende fart kører ind mod landsbyen, prøver jeg at repetere for mig selv, hvad symptomerne er på insulinchock og coma. De kan forveksles, og det viser sig, at alkohol har sløret symptomerne til ukendelighed. Det ligner ikke det, der står i bøgerne.

Der er en forfærdelig larm fra musikken og de dansende. Der står en em af varm sved ud, da jeg åbner døren til det lille køkken, hvor de har lagt ham ind på gulvet. Jeg må genne nysgerrige væk.

Jeg finder ud af, at han mangler insulin og gi’r ham det, får bud efter båren, som stilles på fire ølkasser i Folkevognsrugbrødet fra butikken. Jeg rekvirerer tæpper og trøjer. Patienten ryster af kulde og utilpashed i den lune sommernat. Da han er kommet til bevidsthed, overlader jeg ham til en ædru ø-boer og løber selv til en telefon, hvor jeg får kontakt til vagthavende læge på sygehuset. Hun lover at gøre klar til at modtage ham, når Falck-båden kommer ind. Åh, hvor er det længe at vente på den.

Jeg vender hjem til det lille fiskerhus ved kysten, men jeg kan ikke sove, før jeg ved, om han klarer sig, den lille fyr. Først da jeg hører fra sygehuset, at alt er i orden, kan jeg få ro på mig til at sove."