Sygeplejestuderende i 1956: "Vi vil så gerne hjælpe, men er bange for at gøre noget forkert"

De fleste elever går sikkert ind til sygeplejen drevet af en vis idealisme, og denne idealisme får os til at skele temmelig stærkt til det etiske ved vort fremtidige arbejde. I løbet af forskoletiden skal man dog nok opdage, at det ikke er nok at være venlig, smilende, forstående og tålmodig, kort sagt at udøve alle de egenskaber, som er omtalt i indledningen i vores håndbog.

[…]

Når forskolen er overstået, bliver vi sendt ud på afdelingerne, spredt for alle vinde. Vi virker vist meget forvirrede og er ofte i vejen, især hvis der er travlt. I løbet af 0,5 har vi glemt alt, hvad vi lærte i forskolen, og er pinligt klare over, at vi går for meget og bestiller for lidt. Vi vil så gerne hjælpe, men er bange for at gøre noget forkert. Allerede når morgenmaden serveres, viser det sig, at for os er alt fremmed og intet naturligt. Vi ved så udmærket, hvad vi skulle have gjort – når først assistenten har gjort det.

Når madbakkerne er bragt ud, og vi begynder at gøre patienterne i stand, er vi igen generte og forvirrede, indtil assistenten sætter os i gang. Først når man får lov til at arbejde lidt alene, uden at nogen ”overordnet” ser på det, begynder hukommelsen at fungere igen, og man mobiliserer noget af sin lærdom. Men sker det så, at man gør en fejl, trækker man igen følehornene til sig som en snegl.

Det hjælper lidt, når man bliver sat i gang med rengøringen, for det kender man da heldigvis noget til.

[…]

Nu lyder dette måske nedslående, men i løbet af en 8 dages tid er man dog kommet så meget ind i den daglige gænge på afdelingen, at man kan begynde at bruge alle de ting, man har lært, og virke mere fornuftig. Samtidig får man også bedre tag på arbejdet og begynder at glæde sig over de opmuntringer, man indhøster i form af patienternes taknemlighed og assistenternes eventuelle ros.

Det er jo rigtigt, som en sygeplejerske engang sagde: Samtidig med, at vi får vor månedsløn, får vi hver dag en løn for vort arbejde gennem patienternes taknemlighed.

Meget betyder for os nybegyndere den modtagelse, assistenten og kammeraterne på afdelingen giver os, og hvor er det en stor støtte, hvis de andre elever i stedet for at afvise os forklarer os ting, som for dem måske er ganske indlysende – og hvis assistenten trods sin travlhed gør noget for at sætte een ind i arbejdet.