Klar til et nyt kapitel i historien

Fra væggen kigger de ned på os. 11 formænd har båret ansvaret for fagforeningen og udviklingen af faget før Dorthe Boe Danbjørg. Hun er i dag forkvinde for Dansk Sygeplejeråd (DSR) og står nu på trappen i Kvæsthuset og løfter hagen for at se tilbage på dem.

”Jeg tænker meget på dem, der var her før os. Som har skabt de resultater, vi står på. Det kan godt være, at vi synes, vi lever i vilde tider. Men det gjorde nogle af dem her også,” siger hun.

Fra starten, dengang i 1899, var det en mindre flok københavnske sygeplejersker, der ”ville varetage Sygeplejestandens Interesser indadtil og udadtil”. 34 år senere rundede DSR 10.000 medlemmer.

I dag har Dorthe Boe Danbjørg 72.500 medlemmer at tage vare på. Så mange sygeplejersker er forenede, men ikke nødvendigvis enige. Og sådan må det være. Sådan har det været hele vejen, siger hun.

”Når man kigger tilbage i historiebøgerne, kan man jo se, at de ikke altid har været enige. Den første formand blev vippet af pinden efter et par måneder. Og det er jo også det, der har præget os, at sygeplejersker er diskussionslystne og har stærke holdninger. Derfor er det også værd at fejre, at vi stadig har det her fællesskab 125 år efter, og at vi er blevet enige om udviklingen,” siger hun og minder om, at mange af DSR's succeser er opnået sammen med den øvrige fagbevægelse: Bedre løn, ferie, pension, barsel.

Hvilken retning vil Dorthe Boe Danbjørg nu tage DSR?

”For 125 år siden var der nogle ret visionære kvinder, der satte en retning. Den retning fortsætter. Det er jo kampen for, at vi er et selvstændigt fag i vores egen ret. Kampen for at præge vores fags udvikling. Vi har uddannelse. Vi har forskning,” siger hun.

Lønkamp på arbejdspladserne

Hun var næstforkvinde i DSR, da oprøret mod Tjenestemandsreformen rullede over landet for tre år siden. Da sygeplejerskerne stemte nej til OK21. Og da Covid-19 i de år skærpede opmærksomheden hos politikerne om, hvilken hovedpine sundhedssystemet står med, når sygeplejerskestillinger ikke kan besættes.

Endelig kom der med trepartsforhandlingerne i 2023 og OK24 hul igennem til lønstigninger, der er så betragtelige, at forkvinden nu møder sygeplejersker, der er ved at være tilfredse med deres løn.

”Kampen for ligeløn er ikke slut, og som jeg ser treparten, åbner der sig nu et nyt rum. Banen er tegnet anderledes op, end før, da vi gik efter et Christiansborgspor. Nu er banen præget af kortlægningen i Lønstrukturkomiteen, og at der skal være en mere bæredygtig og fleksibel løndannelse, mere lokalløn og mere skal forhandles på de enkelte arbejdspladser,” siger hun.

Med trepartsaftalen begyndte et nyt kapitel i lønhistorien. Med nye drøftelser om, hvordan arbejdsgivere og lønmodtagere kan udvikle løndannelsen i kommuner og regioner. Med det mål at få sygeplejersker til at søge derhen, hvor der er arbejde, der skal gøres. Det kan give ekstra penge på lønsedlen for nogle, mens andre ikke får.

”Det kommer til at kræve rigtig meget af os som organisation, vores tillidsvalgte og medlemmerne, fordi man vil opleve, at der kan være forskel på den løn, jeg får, og den løn, min kollega får. Men vi er nødt til at analysere situationen nøgternt. Hvor er mulighedsrummet? Og det er altså her.”

Dorthe Boe Danbjørgs forventning er, at lønspredning på sigt kan give et generelt lønløft. Men én ting vil hun holde øje med og aktivt modarbejde.

”Det er risikoen for, at vi bliver splittet, fremfor at vi bliver samlet som gruppe,” siger hun.

Fokus på sygepleje

Sygeplejefaget er det andet vigtige spor for Dorthe Boe Danbjørg. Hun ser en risiko for, at faget bliver udvandet. For der er en reform af uddannelser på vej, der var en Robusthedskommission, som sidste år – mod DSR’s ønske – anbefalede i højere grad at benytte ufaglært arbejdskraft, og der er endnu ikke nok specialuddannelser.

”Vi har masser af dokumentation, der viser betydningen af, at der er nok sygeplejersker,” siger hun og nævner som eksempel effekten af mundpleje før og efter en hjerteoperation: Hurtigere udskrivelse, færre infektioner, større overlevelse.

Det kræver veluddannede sygeplejersker, der kender værdien af pleje.

”Vi har lavet en professionsstrategi, hvori det hedder, at ’tiden er til sygepleje’. Det er sindssygt vigtigt at få fortalt. Hvis vi skal have et stærkt sundhedsvæsen i fremtiden, skal vi have meget mere fokus på sygepleje. På forebyggelse, sundhedsfremme, opsporing,” siger hun.

Hvad er det bedste scenarie for DSR om 50 eller 125 år?

”At vi er endnu stærkere. At vi er aktivt og konstruktivt til stede overalt, hvor der er sygeplejersker. Jeg synes, at vi har et stærkt udgangspunkt for at lykkes med det.”