Her lærer sygeplejersker læger at koloskopere

 ”Gør det lidt ondt nu?”

”Ja,” lyder det lavmælt fra patienten, og sygeplejerske Stina Munk Laursen lægger en hånd på hendes anspændte skulder.

De kigger begge på skærmen, hvor de hver især kan følge med i lægens vej gennem kvindens tyktarm: Patienten fra briksen, hvor hun ligger på venstre side med knæene trukket halvvejs op og Stina Munk Laursen fra sin plads ved siden af. Farverne på skærmen veksler mellem beige, lyserødt, hvidt og let gulligt.

”Lige nu er vi på vej op igennem det første sving i venstre side. Når vi er igennem, bliver tarmen rettet, og du vil mærke, at det letter igen,” forklarer Stina Munk Laursen.

Patienten nikker og trækker vejret dybt.

Ved midten af briksen står læge Nadia Thrane Riahi Hovgesen og fører koloskopet, der skal finde vej helt til bunden af kvindens tyktarm. For et halvt år siden fik patienten fjernet en polyp, og nu er hun til opfølgende tjek. Formålet er at se, om de har fået hele polyppen med sidste gang, eller om der måske er kommet nye til.

Ved siden af lægen står sygeplejerske Mia Vestergaard Christensen. Indimellem taler hun og Nadia Thrane Riahi Hovgesen sammen om, hvad de ser på skærmen. Turen gennem tarmen er en kringlet rejse, der kræver både viden, håndelag og en vis portion tålmodighed, hvis det ikke skal være unødigt ubehageligt for patienten.

Efter et par minutter slapper kvinden på briksen synligt af igen. Skulderen sænkes lidt og musklerne i ryggen løsner op. Det værste er overstået.

”Tyktarmen kan godt slynge lidt, så nogle gange bliver man nødt til at trække i den for at komme igennem. Dét kan patienterne mærke,” fortæller Stina Munk Laursen. ”Til gengæld kan vi, når vi fjerner polypper, både brænde og klippe derinde, uden det gør ondt.”

Alle bliver bedre

Vi er på Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers. Opgaverne her er mange og forskellige, men som Region Midtjyllands største afdeling for screening af tarmkræft og én af landets største for behandling af samme sygdom, udfører de koloskopier hver eneste dag.

Afdelingen er dog ikke helt som andre steder, hvor man laver kikkertundersøgelser. I Randers er det nemlig sygeplejerskerne, der lærer de unge læger op i koloskopiens kunst. Til stor fordel for begge faggrupper, fortæller oversygeplejerske på afsnittet Kikkertundersøgelser, Hanne Lindberg Hvam.

”Vi bliver alle sammen bedre af det. De yngre læger bliver lært godt op og bliver hurtigere rutinerede, og det holder også sygeplejerskerne skarpe. Samtidig piller det lidt ved det traditionelle hierarki,” siger hun.

Lægerne manglede struktur

Initiativets rødder strækker tilbage til 2012, da den nationale uddannelse for koloskoperende sygeplejersker blev oprettet. Uddannelsen medførte et struktureret oplæringsprogram, som koloskopisygeplejersker skulle igennem, før de kunne kalde sig færdiguddannet.

Hanne Lindberg Hvam, der selv har taget uddannelsen, blev i den forbindelse ret hurtigt opmærksom på, at de yngre lægers oplæring ikke var tilsvarende struktureret.

”De blev ikke rigtig taget i hånden og stod meget alene med det. Det fik mig til at tænke, at når jeg ikke var den, der koloskoperede, så kunne jeg måske i stedet stå ved siden af dem og øse lidt ud af min viden,” forklarer Hanne Lindberg Hvam.

Det vidste sig ret hurtigt at være en god idé. Når Hanne Lindberg Hvam stod sammen med de yngre læger, kunne de hjælpes ad og sparre med hinanden undervejs, og hun kunne give dem gode råd.

Hun foreslog derfor den daværende ledende overlæge på afdelingen at oprette et formaliseret oplæringsforløb til lægerne med sygeplejerskerne som mentorer – og sådan blev det.

”I starten kunne vi godt møde modstand fra nogle unge læger, der ikke helt kunne forstå, hvorfor det var sygeplejersker, der skulle lære dem op, men det sker ikke længere. Nu kan alle se gevinsten ved det. I sidste ende handler det jo om, hvad der giver den bedste oplæring,” siger Hanne Lindberg Hvam.

Genopfrisket faglighed

Et oplæringsforløb består foruden simulationstræning af 50 superviserede koloskopier, hvor lægen fører endoskopet, imens en af afsnittets koloskoperende mentorsygeplejersker er med på sidelinjen som observatør og rådgiver.

Inde på endoskopistuen er læge Nadia Thrane Riahi Hovgesen i gang med at fjerne noget recidiv fra en tidligere fjernet polyp. På skærmen kan man se, hvordan hun med en lille løkke på koloskopet klipper væv væk fra indersiden af patientens tyktarm. Snip, snip, snip. Imens ligger kvinden stadig på siden på briksen og følger med.

”Hvad er det det dér?” spørger hun en smule ængsteligt, da nogle pletter på tarmen kommer til syne.
”Det er der, vi har fjernet polyppen tidligere. Et lille, stjerneformet ar, det ser helt normalt ud,” svarer Stina Munk Laursen beroligende.

For Nadia Thrane Riahi Hovgesen er det en gave at have sygeplejerskerne ved sin side, når hun koloskoperer. Hun har ganske vist lavet flere end 100 koloskopier og er derfor færdig med oplæringsprogammet, men synes selv, hun har meget at lære.

”Der er stadig situationer, hvor jeg tænker, ”hvad gør jeg lige her?” eller ”nu slynger tarmen på den her måde, hvordan håndterer jeg det?” Så er det virkelig guld værd at have en sygeplejerske med, som er hundrede gange mere erfaren end mig,” siger hun.

Sygeplejerskerne nyder også godt af oplæringen, forklarer Mia Vestergaard Christensen. Mentortjansen tvinger dem nemlig til at reflektere.

”Som koloskoperende sygeplejerske tænker du ikke nødvendigvis hele tiden over, hvad du gør, for du gør det jo hele tiden. Når du skal forklare det til en anden, bliver du mere bevidst om det. Det genopfrisker din faglighed,” siger hun.

Godt for sammenholdet

Undersøgelsen er slut. Patienten skal have de blå koloskopibukser af og sine egne bukser på igen, inden Stina Munk Laursen kan følge hende op til hvilestuen, hvor hun kan komme til hægterne efter undersøgelsen. Bagefter rydder sygeplejerskerne hurtigt op og gør endoskopistuen klar til næste undersøgelse. Nadia Thrane Riahi Hovgesen laver diktat til patientens journal.

Det hele minder om en koordineret dans, hvor alle kender deres pladser – og hinanden - godt. Og det er faktisk ikke helt ved siden af.

”Man lærer hinanden bedre at kende sådan her. Det gør det nemmere, hvis man f.eks. skal ringe til lægen og spørge om et eller andet. At man kender den, men får i røret,” siger Mia Vestergaard Christensen.

Det tætte samarbejde betyder også noget for sammenholdet i afdelingen, mener både lægen og sygeplejerskerne. Da vi senere siger tak for besøget og Hanne Lindberg Hvam følger Sygeplejersken ud fra sit kontor, kommer vi forbi en lille billedkollage, der måske fint illustrerer, hvad der menes.

I kollagen er der fotos fra interne fejringer og mærkedage – og så et billede, der ved første blik er svært at afkode: Et snapshot taget med et endoskopkamera, hvor man kan se en lille lap papir, der sidder fast på siden af et svælg. På papiret står et ord.

”Det er fra en kikkertundersøgelse, jeg lavede,” forklarer Hanne Lindberg Hvam. ”Da jeg havde lavet 99 gastroskopier, sagde en af lægerne, at hun ville være min nummer 100. Hun havde noget i halsen, som generede hende, mente hun. Da jeg så kiggede derned med endoskopet, havde hun slugt en dymo-label, hvor der stod tillykke på.”