Unge: Indlæggelser gør os mere syge

Unge kan være så forpinte i sindet, at selvskade og spiseforstyrrelse kan føles som en lettelse og en oplevelse af kortvarig kontrol. Adfærden bliver meningsfuld, fordi den fungerer som en pause i et uoverskueligt liv med et belønningssystem, som for de hårdest ramte føles som en nødvendighed for overhovedet at overleve.

Det fremgår af interviews med 18 unge, som indgår i forskningsprojektet Sammenhængende pædagogiske, social- og sundhedsfaglige indsatser til unge i mistrivsel med symptomer på psykisk lidelse. 

Projektet er et samarbejde mellem UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Faaborg-Midtfyn Kommune. De tre samarbejdspartnere har ønsket at undersøge, hvordan unge i mistrivsel oplever den hjælp, de tilbydes, og hvilken hjælp de kunne drømme om. 

Projektet har derfor et participatorisk design og er tværprofessionelt, så det inkluderer medarbejdere fra sygeplejeuddannelsen, det pædagogiske område samt lærer- og socialrådgiveruddannelsen.

Netop sammenhæng i indsatser (Integrated Care) med mere samarbejde mellem forskellige fagligheder er et af de indsatsområder, de unge i projektet mener, der er brug for.

”De unge føler sig generelt ikke hørt og mødt i sundhedsvæsenet. De synes ikke, de har megen gavn af psykologsamtaler, gruppeterapi eller indlæggelse, som er de tilbud, de får, hvis de er ’syge nok’,” forklarer Sinthuja Vasantharajan, som er sygeplejerske og cand.scient.san., adjunkt på UCL og en af forskerne i projektet.

Konkurrenceprægede fællesskaber

Henved 75.000 danskere lider ifølge Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade af en spiseforstyrrelse, og op imod hver tredje pige og hver syvende dreng i niende klasse har erfaring med selvskade.

De unge i projektet fra UCL fortæller, at de nuværende tilbud med psykologisering og indlæggelser trækker dem væk fra det hverdagsliv, som de så stærkt ønsker at være en del af, og som kan holde den patologiske adfærd på afstand. 

”Set udefra er det jo godt, at de kommer i trygge rammer, når de bliver indlagt med en livstruende spiseforstyrrelse. Men de unge oplever et alt for ensidigt fokus på somatiske markører som vægt og madindtag under indlæggelse, hvilket er næring til spiseforstyrrelsen,” forklarer Sinthuja Vasantharajan.

Under indlæggelserne opstår der lynhurtigt konkurrenceprægede fællesskaber, hvor de unge inspirerer hinanden til selvskade og spiseforstyrret adfærd. 

”De unge deler viden og ritualer omkring selvskade og erfaringer med at indtage færrest mulige kalorier og forbrænde flest. Interviewene viser, at de inspirerer og presser hinanden til at begå selvskade, uden at personalet opdager det, når de er indlagt,” fortæller forskeren.

De unge lægger også billeder på sociale medier for at opnå omsorg og anerkendelse. Kommentarer som ’jeg tror på dig og ’du skal nok klare den’ fastholder dem i adfærden. 

Konklusionen fra de unge er, at indlæggelser kan være med til at gøre dem mere syge.

”Vores interviewdeltagere kritiserer sundhedssystemet for at ville indlægge dem, selvom indlæggelserne ofte gør dem dårligere, hvilket øger forekomsten af tvang. De unge beder os om at redefinere hele behandlingsforløbet,” siger Sinthuja Vasantharajan.

Psykoeducation kan hjælpe

De unge i projektet efterspørger mere sammenhængende indsatser med god koordination mellem behandlingen i psykiatrien og kommunen for at støtte op om personlig og klinisk recovery og derved undgå indlæggelse.

En af anbefalingerne fra projektet går derfor på, at kommunerne ansætter psykiatriske sygeplejersker, der kan tilbyde forebyggende hjælp.

”Projektet peger på, at psykoeducation kan gøre en positiv forskel ved at understøtte de unge i at opretholde deres ADL-funktioner (Almindelig, Daglig, Levevis, red.) i eget hjem. Ligesom vi har hjemmesygeplejersker, der besøger ældre, bør vi have psykiatriske sygeplejersker, der kan tage ud til unge og hjælpe med at skabe sunde fællesskaber, gode kostvaner, motionere mm., som de unge ikke selv kan overskue at etablere,” siger Sinthuja Vasantharajan.

Anbefalingen ligger i tråd med psykiatriaftalen fra 2022, hvor rettidige, forebyggende og sammenhængende indsatser på tværs af sektorer og forvaltningsområder angives som en central del af løsningen på at bedre trivslen blandt unge. 

Den ligger også på linje med det faglige oplæg til en 10 års plan for psykiatrien i kommunerne, som arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang med sammenhæng i behandlinger og indsatser på tværs af sektorer og forvaltningsområder i kommunerne samt i samarbejde med almen lægepraksis. 

”Indlæggelser er meget dyre, så også økonomisk giver de unges anbefaling af større fokus på forebyggelse fremfor behandling rigtig god mening. Lad os møde dem meget tidligere,” siger Sinthuja Vasantharajan.

Som underviser og socialpædagogisk støttevejleder forventer hun, at indsigterne fra det tværprofessionelle projekt også kan komme studerende på UCL til gavn. 

”Vi har jo også sårbare unge på uddannelserne på UCL og kan spørge os selv, om vi har de rigtige rammer for at give dem følelsen af at lykkes. Er vi opmærksomme nok på det i vores undervisning?” spørger hun.

Sinthuja Vasantharajan mener, at mulighederne for at forbedre vilkårene for de studerende er blevet bedre på grund af projektet med de unge i mistrivsel.

”Det tætte tværprofessionelle samarbejde har givet langt større respekt for hinandens viden, teorier og arbejdsgange. Det samarbejde skal vi se meget mere ind i, for tit skal der jo kun mikrohandlinger til for at hjælpe de unge,” siger Sinthuja Vasantharajan.