Observation under puslespil

Jeg var meget spændt på at komme i min første klinik på 3. semester i psykiatrien. Det er et område, jeg intet kender til, og alt er anderledes end mine første klinikker på det somatiske område. Helt ned til at vi går i uniform det første sted og i eget tøj det andet sted. De psykiske lidelser udfolder sig helt anderledes end at studere patienter med cancer og knoglemarvstransplantation, som jeg arbejdede med i mine første to klinikker.

Overgangen lettes med en fin introduktion både fra de kliniske uddannelsesledere på Psykiatrisk Center København og ikke mindst mine to daglige kliniske vejledere Stine og Lilian på Bispebjerg Hospitals intensive akut døgnafdeling.

I psykiatrien snakker vi ikke om smerter, men om forpinthed. Jeg måler også vitale værdier her, men det væsentligste er mere subjektive vurderinger af f.eks. abstinenser, risiko for selvskade, selvmord og udadreagerende adfærd. Jeg kan ikke anvende data og observationer på samme måde som resultater fra blodprøver, for jeg skal lære at arbejde med et helt andet livsklogt klinisk blik på mennesker med psykiske lidelser, som ofte har en lang historie bag sig. Men det træner mine daglige vejledere og de øvrige sundhedsprofessionelle på mit kliniksted os i hele tiden. 

Det er første gang, jeg oplever konsekvent at blive bedt om at reflektere over samtaler, netværksmøder og observationer af patienters adfærd. Både i det små og det store: Når vi tegner eller lægger puslespil med patienter, deres adfærd i fællesrummet, når vi spiser sammen eller er med til fysioterapeutens faste tilbud med morgengymnastik, hvor stræk og åndedræt flytter fokus fra tankemylderet i hovedet og ned i kroppen.  

Jeg er kun i den spæde begyndelse med at lære at komme ind på livet af patienter, og evnen til at kunne skabe nærvær, empati og tryghed er afgørende. Det kan vi kun lære for alvor ved at gøre det. I et intensivt døgnafsnit møder jeg mennesker, der har det virkeligt skidt og kan gøre skade på sig selv eller andre. Ellers kommer de ikke her, hverken af sig selv eller bragt hertil af politiet. Men det er samtidigt et sted, hvor de finder ro til den afklaring, der skal ske sammen med os. 

Det er ikke skræmmende at være i psykiatrien, som nogle studerende tror. Der er – midt i de traumatiske og langvarige lidelser – også fyldt med fine oplevelser og en klinik, der giver mig stor menneskelig forståelse, som er helt nødvendig som sygeplejerske.