“Jeg er sygeplejerske, hvorfor passer jeg så børn?"

Omkranset af betongrå blokke smyger plejehjemmet OK-Fonden Lotte sig op som en mastodont i otte etager på det ydre Frederiksberg. Indenfor spreder varmen sig; radioen spiller gamle hits og personalet gør klar til eftermiddagens jazzkoncert.

Ved et bord sidder fire kvindelige beboere og spiser morgenmad. Deres bevægelser er forsigtige og samtalen stille, indtil Cristal, der arbejder som sygeplejerske og afdelingsleder på plejehjemmet, slår sig ned hos dem.

“I ser så flotte ud i dag,” siger hun med høj stemme og puffer lidt til en af damernes hår, der netop er blevet farvet lilla.

Udseendet er nu ikke, hvad det har været, mener den ene. Eller også er det spejlene, der er noget galt med. Cristal griner højt. Det kan der godt være noget om, siger hun.

39-årige Cristal Tolosa Warburg er født og opvokset i Filippinerne. Hun kom til Danmark i 2008 for at arbejde som au pair, selv om hun allerede dengang var uddannet sygeplejerske. At få godkendt sin autorisation i Danmark er nemlig ikke så ligetil, og derfor har det taget Cristal mange år, før hun kunne begynde at praktisere sit fag.

Det har været en vej fyldt med udfordringer - både personlige og faglige - og det glemmer vi sommetider at tale om, mener Cristal, særligt nu, hvor regeringen har sat sig for at rekruttere sundhedspersonale fra bl.a. Filippinerne.

Koste hvad det vil  

Cristal var blot 22 år, da hun første gang satte kurs mod Europa. Hun havde fået job som au pair i Holland og var spændt på den store verden og de mange muligheder, der nu ventede hende.

“Allerede fra jeg var helt lille, har jeg drømt om at rejse ud. Det var derfor, jeg blev sygeplejerske. Jeg havde en masse tanter, onkler og kusiner, som arbejdede som sygeplejersker i USA. Dem så jeg op til. Det var spændende; muligheden for at komme ud og opleve noget andet, måske få lov til at se sne,” siger Cristal.

Men efter de første tre måneder var det alligevel så svært, at det eneste, hun kunne, var at græde.  

“Jeg er uddannet sygeplejerske, tænkte jeg, hvorfor arbejder jeg så med at passe børn?”

Den tanke strejfer hende stadig, når hun dagligt bliver kontaktet af filippinske sygeplejersker, som drømmer om en fremtid i Danmark. Mange af dem vil formentlig komme til at arbejde med noget andet, hvis det skulle lykkes dem at komme afsted.

“At komme til Danmark handler ikke kun om held og penge. Det handler også om følelser og vilje, for der kan hurtigt gå flere år, før man kan få arbejde, og der er mange udfordringer i forhold til kultur. I Filippinerne er vi vant til at være i konkurrence, men her hersker der et ideal om lighed,” siger Cristal eftertænksomt.  
“Det undrede mig meget i starten,” griner hun så.

Derfor anbefaler Cristal heller ikke altid de opsøgende filippinske sygeplejersker til at forfølge drømmen om Vesten.

“Målet er, at man gerne vil ud - koste hvad det vil. Men bør man gå på kompromis med sin uddannelse? Jeg prøver at være ærlig og fortælle dem, at det også er udfordrende at komme hertil” 

“En af de heldige”

Men den ærlighed kan være tabubelagt, mener Cristal, fordi man bliver set på som en af “de heldige”. Og hun understreger også, hvor taknemlig hun er for alt det, Danmark har “givet hende.”

“Jeg føler mig vildt privilegeret, men det har været hårdt. Det er hårdt. Det kræver, at man pakker sig selv væk, fordi alt skal gøres på den danske måde.”

Den følelse har hun bl.a. haft i sit sygeplejearbejde.

“I Danmark forsøger man at bibeholde de ældres funktion, hvilket jo er godt. Men hvis jeg tænker på, hvad jeg ville gøre som filippiner, så ville jeg hjælpe dem med ALT og gøre det hele for dem. Jeg ville ikke forsøge at holde dem aktive. Så arbejdet kræver, at jeg forstår det, og gør det, og det betyder, at jeg må lave om på min faglige tankegang,” forklarer hun.

Sprogligt har det også været udfordrende. For som Cristal siger, handler meget sygepleje om kommunikation, og derfor har det sproglige ofte gjort hende usikker.

“Jeg er stadig meget bevidst om mit sprog den dag i dag, og jeg bruger utrolig meget energi på at tale klart og gøre mig forståelig.”

Af samme grund forsøger hun også at være ekstra tålmodig, hvis der starter nye medarbejdere med udenlandsk baggrund på hendes arbejde.

“Jeg prøver at anerkende dem og give dem succesoplevelser, fordi jeg selv har været igennem det og ved, hvor frustrerende og hårdt det kan være.”

Luftforandring  

Oppe på plejehjemmets syvende sal har Cristal fået indrettet et simulationsrum, hvor hun planlægger at lave case-scenarier med de ansatte. En torso af en veltrænet mand med sort manke ligger på sengen med to store sår klistret på sixpacken.

“Jeg ville egentlig gerne have købt en gammel dame,” siger Cristal, idet hun hiver et sår af manden. 
“Men hun koster 150.000 kroner, så nu må vi nøjes med ham her.”

Det har længe været Cristals drøm at lave simulationstræning med de ansatte.

“Jeg vil gerne støtte medarbejderne, så de føler sig trygge i det, de laver. Det kan være svært i sundhedsvæsenet, og jeg vil gerne give dem stolthed; få dem til at mærke, at de godt kan.”

Der er ingen tvivl om, at Cristal er værdsat på plejehjemmet. Kollegerne lovpriser hende for alt det, hun hele tiden sætter i gang, og selv om beboerne indimellem må bede hende om at gentage et par ord, lyser de fleste op, når de ser hende.

Men sådan har det ikke altid været. 

Asian Sensation  

For at lære det danske sundhedsvæsen at kende, begyndte Cristal i 2013 på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Det var ikke en nem beslutning, men hun tænkte, at det var en god mulighed. Og ganske rigtigt, for da hun i forbindelse med et praktikophold på et plejehjem fortalte, at hun allerede var sygeplejerske, førte det til en prøveansættelse, som endte i en autorisation.

Efter et par år på plejehjemmet, blev Cristal ansat som sygeplejerske på Herlev og Gentofte Hospital. Her arbejdede hun i seks år. De sidste tre som assisterende afdelingssygeplejerske.

“Årene på Herlev var gode, men det var også hårdt,” siger Cristal.

Ofte måtte hun fra patienter og pårørende høre for, at hun så anderledes ud, at hun burde tage hjem til der, hvor hun kom fra, og at hun snakkede dårligt dansk. En patient sagde en dag, at hun burde være rengøringshjælp frem for sygeplejerske.

Men det sværeste var, da Cristal, efter sin forfremmelse til assisterende afdelingssygeplejerske, hørte, at flere af hendes kolleger også gik og sagde, at hun ikke var kompetent nok til jobbet.

“Jeg var så stolt og glad for, at min leder havde valgt mig, og jeg følte, at jeg fik rigtig meget opbakning. Men så hørte jeg, at nogle af mine kolleger talte bag min ryg. De syntes ikke, jeg var dygtig nok eller talte godt nok dansk, og det satte sig dybt i mig.”

“I forvejen føler jeg, at jeg kæmper hele tiden, fordi jeg kommer fra et andet land og bor i et fremmed land. Når jeg så får de her negative kommentarer, så rammer det hårdt, fordi jeg i forvejen så ofte tvivler på mig selv. Tvivler på, om jeg er god nok.”

Accepterer ikke diskrimination

Sygeplejersken har talt med Cristals tidligere kollega Katherine Luckmann, der arbejdede sammen med hende i den pågældende periode, og som også har filippinsk baggrund.

Hun bekræfter forløbet og fortæller, at Cristal ofte følte sig så håbløs, at hun overvejede at rejse hjem. Dertil fortæller hun, at Cristal og andre udenlandske sygeplejersker som hende selv ofte blev omtalt som “asian sensation” eller “asian mafia” af deres kolleger, når de kom gående sammen på gangene.

Herlev og Gentofte Hospital understreger i en skriftlig kommentar, at man fra hospitalets side er ked af at høre, at to tidligere kolleger har oplevet diskriminerende handlinger i løbet af deres ansættelser. 

”På Herlev og Gentofte Hospital accepterer vi ikke diskriminerende eller krænkende handlinger fra hverken patienter, kolleger eller pårørende,” skriver vicedirektør Helene Bliddal Døssing, men nævner samtidig at diskriminerende handlinger nok ikke kan undgås 100 pct.

Hospitalet arbejder dog på at skabe en “inkluderende arbejdskultur” og har særligt gennem det seneste år “haft ekstra fokus på inklusion og samarbejde” i forbindelse med, at de har udbudt flere evalueringsansættelser til internationale sygeplejersker.

Sund fornuft

Cristal vil heller ikke skabe et skræmmebillede, understreger hun. For hun er glad for at være i Danmark. Hun føler, at der er mindre pres og færre forventninger i det danske system, ligesom det har lært hende, at det er okay at sige fra, hvis man har for travlt.

“Vi taler ikke om stress i Filippinerne - det findes bare ikke,” griner hun.

“I det hele taget er det meget anderledes i Filippinerne: der er meget høje krav og store forventninger. Derfor er jeg meget taknemlig for alt det, jeg har her. Jeg kan rejse, jeg kan opleve, og jeg har både den danske og den filippinske kultur.”

Men netop derfor, mener hun også, at hun har et ansvar for at sætte fokus på de integrationsproblemer, der kan opstå i mødet med det danske sundhedsvæsen. Det er et fælles ansvar, men som det er nu, bliver det ofte den enkeltes problem.

“Det tager tid at lære et sprog og en ny kultur at kende. Og jeg tror, vi skal blive bedre til at være lidt mere tålmodige og hjælpsomme i den proces. Jeg oplevede det som en bombe, at mine kolleger pludselig sagde, at jeg ikke talte godt nok dansk, da jeg blev forfremmet, for det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig før - og det er aldrig noget, jeg har fået klager over, hverken fra pårørende eller patienter.”

“Jeg ville bare ønske, at nogen havde fortalt mig, hvis jeg udtalte noget forkert, i stedet for at grine af det eller tale om det bag min ryg,” siger hun, mens hun viser rundt i sit hjem i Taastrup, hvor hun bor sammen med sin mand, Fridolin Warburg.

De har lige været i Filippinerne i forbindelse med hendes forældres guldbryllup, og Cristal nævner hurtigt, hvor dejligt det er at være tilbage i Danmark efter et par uger i 45-graders varme. På den måde er hun blevet temmelig dansk, griner hun, mens hun stiller en anretning af hjemmebagte muffins frem og fint udskårne skiver af æble, agurk og kakifrugt.

Det beviser den indfødsretsprøve, hun netop har taget også. Her har hun fået 37 ud af 45 rigtige. 
“De sidste fem spørgsmål handler alle om danske værdier. Der må man kun have én fejl, selv hvis man har svaret rigtigt på de resterende 40 spørgsmål.”

Cristal griner sit høje grin, mens hendes mand tænder for stuens kolossale fladskærm for at vise en video af Cristal, fra dengang hun første gang søgte om opholdstilladelse i Danmark.

“Jeg fik alle rigtige,” siger hun.