Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Senfølger, AI og eventyr om omsorg

Sygeplejerskens redaktion får løbende tilsendt bøger fra landets forskellige forlag, både faglitteratur, fiktion og andre typer romaner. Her præsenteres et lille udvalg.

Sygeplejersken 2025 nr. 3, s. 50

Af:

Redaktionen

Kræftoverleveren, der ikke oplevede lettelse

Randi Lindeneg
Senfølger 
– om at finde livet igen efter kræft
Gads Forlag 2025
172 sider – 249,95 kr.

Da forfatteren af denne bog  i 2017 var færdigbehandlet for kræft, følte hun sig langt fra rask, og det er hun ikke alene om. I dag oplever syv ud af 10 kræftoverlevere en eller flere senfølger, som kan vare ved i årevis. Træthed, smerter, angst og identitetstab er nogle af dem. 

I bogen deler forfatteren sine personlige oplevelser med senfølger og fortæller, hvad der hjalp hende med at finde livet igen, da alt føltes forandret. Hun beskriver de svære følelser, men også de små skridt og redskaber, der førte hende til en ny livsforståelse. 

Derudover kan man læse bidrag fra fagpersoner, herunder sygeplejerske Marianne Nord Hansen, der informerer om, hvad senfølger er, hvilke rettigheder man har efter sygdom, og hvor man kan finde hjælp og støtte. 

Bogen henvender sig til alle ramt af alvorlig sygdom, pårørende og fagpersoner. 

 

Hvordan kan AI fremme sundhed?

Andreas Pihl, Aryan Dargahi og Thiusius R. Savarimuthu 
Kunstig intelligens i sundhed 
FADL’s Forlag 2025
327 sider – 399,95 kr. 

Kunstig intelligens (AI) ændrer vores arbejdsmarked, adfærd og sundhed. Men hvordan kan teknologien konkret hjælpe patienter og sundhedspersonale?  

Ved at beskrive de mest prominente danske AI-løsninger giver forfatterne et billede af, hvordan en AI-løsning bliver til, hvilke udfordringer, der kan være på vejen og kommer med bud på, hvordan vi opnår den bedste ressourcebesparelse med AI i sundhedsvæsenet.

 

Eventyr om omsorgstræthed

Susan Britt Hansen
Omsorgsgrøden
Saxo Publish 2025
74 sider – 249,95 kr.

Bogens første eventyr  ’Omsorgsgrøden’ handler om udbrændthed hos omsorgsgivere og den afledte manglende tro på egne evner. En følelse, som forfatteren – der er sygeplejerske – har erfaringer med.

De øvrige fire eventyr handler om frygten for at dø, om at føle sig fravalgt, om autismens udfordringer og muligheder og om, hvordan vi påvirker hinanden med vores psykiske tilstand.

Illustrationerne er genereret vha. kunstig intelligens.