BMI reducerer menneskets sundhed til ét tal

I en sektor, hvor vi arbejder med sygdom og sundhed, er det indimellem vigtigt at stille spørgsmål ved de redskaber, vi bruger til at vurdere både det ene og det andet.

Et af de mest udbredte værktøjer, som vi stadig bruger i stor stil, er BMI (Body Mass Index), når vi definerer vægt. Og ganske utroligt så jeg for nyligt ”ekstrem fedme” (ifølge BMI) opstillet som diagnose i en patientjournal. Det gjorde mig paf. For hvorfor ligestiller vi overhovedet en høj vægt med en diagnose?

BMI er forsimplet og en nedkogt matematisk formel. Og netop denne enkelhed, mener jeg også, er dens største svaghed. BMI skelner ikke mellem fedt, muskler, eller hvor fedtet er placeret på kroppen. Når vi benytter os af denne som enestående målestok, er det for mig at se med til at reducere et menneskes helbred ned til ét enkelt tal.

At ramme udenfor normalområdet på BMI-skalaen bør absolut ikke være en diagnose i sig selv.

Ja, konsekvenserne af fedme kan være store og kan agere katalysator for alvorlige komplikationer og sygdomme. Men at proklamere det som en sygdom i sig selv er faktuelt forkert.

Når der eksisterer så mange alternativer og supplementer til BMI, såsom fedtprocentmåling og taljemål, mener jeg, at vi med BMI stigmatiserer og beretter om noget ufatteligt forenklet. Det bør ændres.