Kronisk syge børn skal ses, men ikke skånes

Som sundhedsplejerske på en stor folkeskole møder jeg mange børn med kroniske sygdomme. Det kan være børn med diabetes eller astma. Mange af dem har bekymrende højt skolefravær. 

For mange af børnene fylder sygdommen meget, hvilket er forståeligt. For nogle er det dog blevet en identitet og en måde at være i livet på.

Disse børn har ambitioner, håb og drømme, men undersøgelser fra Egmont Fondens nye ’Egmont indsigt’ viser, at hver fjerde ung med alvorlig fysisk sygdom ikke får en uddannelse efter grundskolen. Det er ærgerligt, for med få ressourcer kan vi hjælpe disse børn godt på vej.

Gennem fraværsindsatsen ’Kom glad i skole - hver dag’ har vi succesfuldt hjulpet 75 pct. af de medvirkende skolebørn tilbage til en stabil skolegang. Det har vi gjort ved at spørge åbent og nysgerrigt ind til børnenes fravær. Mange af dem kommer med konstruktive løsningsforslag til, hvordan de kommer tilbage til en normal skolegang.

Det er vigtigt, at de voksne omkring barnet ikke synes, det er synd for barnet, men ser sygdommen som et vilkår. Jeg har set lærere, der i bedste mening ikke stiller krav eller har forventninger til elever, fordi de er kronisk syge. 

Hvis vi skal lykkes med at hjælpe denne gruppe af børn, skal de have en tovholder, som løbende støtter dem ift. en stabil skolegang og hjælper med at erstatte gamle fortællinger med nye narrativer.   

Vi voksne omkring kronisk syge børn skylder dem at klæde dem på til livet, gøre dem robuste og mestre de udfordringer, livet bringer.