Tal pænt

“Jeg har arbejdet en del år som sygeplejerske og har altid været stolt af det. Men efter at have oplevet systemet som patient, er jeg i chok over, hvordan man behandles som et problem, der hurtigt skal ryddes af vejen.”

Sådan lyder ordene fra sygeplejerske Fatma Makhdum, der for nylig har skrevet et debatindlæg om sine patientoplevelser i Dagbladet Information.

Det hele startede en aften, hvor hun faldt på en isglat vej foran sin bopæl og slog benet. Hun ringede 1818:

“Jeg fik at vide, at jeg bare skulle lægge is på og vente til næste dag, hvor jeg kunne gå til egen læge,” siger Fatma Makhdum, der arbejder ved Center for Alkohol og Stofbehandling i Roskilde Kommune.

Først da hun insisterede på at blive tilset og gjorde opmærksom på, at hun selv er sygeplejerske, blev hun tilbudt en tid i akutklinikken. Hun bor alene med sine store sønner og spurgte derfor, hvordan hun skulle komme frem:

“Tag en taxa,” lød svaret:

“Der var intet tilbud om ambulance eller sygetransport – selv om jeg hverken kunne støtte på benet eller køre selv.”

Du ringer?

Lægerne bekræftede, at skinnebensknoglen var brækket, og bruddet krævede en operation. Under indlæggelsen gik problemerne med patientplejen for alvor op for Fatma Makhdum.

“Når jeg ringede efter hjælp, kunne der gå 45 minutter, før nogen kom – kun for at sige, at det ikke var deres opgave,” siger hun og tilføjer:

“Og når jeg ringede på klokken, sagde de bare: “Du ringer?” i stedet for at smile imødekommende og sige, “Hej, hvad har du brug for?”

Hun er klar over, at arbejdsforholdene er pressede. Men alligevel har sundhedspersonalet et ansvar for at tale pænt til patienterne, mener hun:

“Det er vigtigt at være opmærksom på ens ordvalg og møde patienterne med venlighed.”

Efter operationen blev hun hurtigt udskrevet, men ingen sikrede sig, at hun kunne stå, gå, komme på toilettet eller havde hjælp derhjemme.

“Jeg kunne ikke hente vand, lave mad eller vaske mig. Så jeg ringede til hjemmeplejen, men fik bare at vide, at jeg kunne købe en robotstøvsuger og få et bækken, som mine børn kunne tømme.”

Hun understreger, at hun lige netop kunne få råd til at betale sig fra nogle løsninger. Men ikke alle kan det, og derfor spørger hun nu:

“Er det virkelig det sundhedsvæsen, vi er så stolte af?”

Det er først i forbindelse med genoptræning af benet, at hun har følt sig mødt og set af et venligt personale. Hendes oplevelser har nu fået hende til at skærpe sit eget fokus på at kommunikere endnu bedre med patienterne, og hun er blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er at blande sig i debatten. Hun har da også kun fået gode tilbagemeldinger på debatindlægget.

“Som repræsentant for sundhedsvæsenet synes jeg, det er vigtigt at få fokus på patientplejen. Patienterne er ofte i krise og har ikke lyst til at være på hospitalet. Så vi skal hjælpe dem, så godt vi kan og tale pænt til dem.”