Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Relationer i børnehøjde

Når børn har smerter, og familierne er fortvivlede, står sygeplejerske Gitte Aagaard ved Rigshospitalets Videnscenter for Børnesmerter klar med målrettet sygepleje og støtte, som skaber tryghed og tillid, hvor det gør allermest ondt.

Sygeplejersken 2025 nr. 3

Af:

Maja Anna Rasmussen

67645120

Jeg har valgt at arbejde som børnesmertesygeplejerske, fordi det er verdens bedste job. Jeg elsker at hjælpe børn med at kunne magte noget, der ellers er så svært. Jeg elsker, når jeg kan være med til at flytte fokus fra noget, der føles ubehageligt for et barn, til at det faktisk kan være i det. Det er så meningsfuldt, og det er en stor del af mit arbejde.

Jeg er uddannet anæstesisygeplejerske og har arbejdet med børn på både en intensivafdeling og en børneafdeling. Tiden i anæstesien førte mig i retning af smertebehandling, og de sidste mange år har jeg udelukkende arbejdet med børn og smerter som børnesmertesygeplejerske.

I det daglige arbejder jeg med børn med akutte smerter f.eks. efter operationer, ulykker eller i forbindelse med kræftsygdom. Jeg ser også mange børn og unge, der har det svært med procedurer som blodprøver og indsprøjtninger, ofte pga. tidligere dårlige oplevelser. Her støtter jeg både barnet og familien i at håndtere situationen og mindske angsten. 

Små mirakler  

I sidste uge havde jeg f.eks. en lille pige, der skulle stikkes. Hun havde prøvet det før, så jeg tænkte over, hvad hun bar med sig. Jeg mødte hende med øjenkontakt, en snak om tøj og sko og skabte hurtigt en tryg relation. Hun fulgte med ind til blodprøvetagningen, og fordi hun slappede af, gjorde mor det også. Hun fik taget blodprøven, mens vi snakkede om kjoler, og hun opdagede det næsten ikke. Det er sådan nogle øjeblikke, hvor man virkelig mærker, at man kan ændre en situation fra frygt til tillid.

Jeg husker også en anden lille pige, som jeg blev kaldt ind til, efter hun havde været igennem en stor operation. Hun var omkring et år gammel og var blind. Personalet kunne ikke rigtig smertedække hende, sagde de, og hun græd konstant.

Da jeg kom over på stuen, lå hun i en hospitalsseng omgivet af blip og blop og dyt fra apparater, og personalet talte højt: ”Har du gjort det?” og ”Gør lige det her.” Det hele var meget kaotisk. I hjørnet stod hendes far og så helt forskrækket ud, for han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Pigen havde masser af ledninger og udstyr på.

Jeg spurgte, om det var nødvendigt med ledningerne, og det var det faktisk ikke, så vi fik pillet det af. Og så spurgte jeg far: ”Hvis du så hende derhjemme sådan her, hvad ville du så gøre?” Og han svarede: ”Jeg ville tage hende op og synge en sang for hende.” Så det gjorde han. Han tog hende op, og selvom hun var opereret i munden, kunne hun sagtens ligge der på hans bryst.

Og så stod han der i det virvar og sang den vise, han plejede at synge for hende. Der gik under 20 sekunder, så faldt hun til ro.

Det handlede ikke om, at hun havde ondt. Hun græd, fordi hun var utryg. Hun havde ikke sin far tæt på. Hun var omgivet af fremmede lyde, lugte og mennesker. Alt var nyt og skræmmende. Og det kunne hun jo tydeligt mærke.

Et alsidigt arbejde  

En anden vigtig del af mit arbejde er med unge, der har længerevarende smerter. Smerter, der har varet over tre måneder. De kan være så påvirkede, at de ikke går i skole eller deltager i sociale aktiviteter. Hos børn og unge har vi en forventning om, at udviklingen kan vendes, og at de kan hjælpes til en bedre hverdag.  

Jeg sætter stor pris på, at mit arbejde er så alsidigt. En væsentlig del af min hverdag er undervisning. Lige nu er jeg med til at implementere en smerteskole for forældre, hvor de får konkrete, nonfarmakologiske redskaber og undervisning i, hvordan de kan støtte deres barn i smertefulde situationer.

Jeg brænder for formidling og nyder også at dele viden med kollegaer over hele landet. Samtidig har jeg et stærkt fokus på forskning og udvikling, og det giver stor mening for mig at bidrage til udviklingen af redskaber og kampagner, der gør en reel forskel for børn med smerter. 

Men det, der nok betyder allermest for mig, er relationerne. Både til børnene, i de øjeblikke hvor man får kontakt, og barnet tør lidt mere, og til de unge, hvor man nogle gange må sidde og have dybe samtaler. Det kan også være noget så enkelt som at blæse en sæbeboble eller sætte sig ned på gulvet sammen med et barn. De små øjeblikke, hvor noget åbner sig.

Og så er der relationen til forældrene. Når vi kan skabe trygge forældre, så får vi også mere trygge børn. Det gælder i høj grad også relationen til mine kollegaer og samarbejdspartnere. Det betyder virkelig noget at have et trygt og tillidsfuldt samarbejde. Det er hele fundamentet, synes jeg.

Det er syge børn, vi har med at gøre – nogle af dem er rigtig syge, og nogle børn dør. Og det er familier i livskrise, når de kommer med et sygt barn. Så det kræver empati, og det kræver, at man forstår relationen og situationens alvor. Jeg mener, det er en vigtig kompetence, som alle kan og skal lære, hvis man vil arbejde med børn. 

67645115

På Videnscenter for Børnesmerter har de udviklet flere redskaber, der skal hjælpe forældre eller andet sundhedspersonale med at håndtere barnets smerter bedst muligt.

Videnscenter for Børnesmerter

Videnscenter for Børnesmerter står bl.a. bag 'De fire obligatoriske', der er en guide til at undgå fastholdelse af børn under smertefulde procedurer.​ 

Du kan se flere gode råd og læse mere om arbejdet her