Klinisk blik blev skærpet i Uganda

På mit 5. semester som sygeplejestuderende var jeg i klinik i Uganda, og her oplevede jeg et sundhedsvæsen præget af massiv mangel på ressourcer og teknologi. Det kom konkret til udtryk gennem fraværet af basal og livsnødvendig medicin, manglende PVK-kanyler og kun et enkelt blodtryksapparat, som flere afdelinger delte. Det var en skarp kontrast til Danmark, hvor sygeplejerskerne har teknologiske hjælpemidler som  ROVER, der kan udregne en EWS-score på baggrund af patientens vitale værdier.

I Uganda, hvor sådanne løsninger ikke på samme måde findes, oplevede jeg, at sygeplejerskerne i stedet blev stillet over for større krav til deres faglige kompetencer og kliniske vurderingsevner, fordi de stod mere på egne ben uden teknologi i sygeplejen. De var enormt fagligt dygtige, og grundet det manglende sikkerhedsnet fra teknologien måtte de i højere grad stole på deres kliniske blik, intuition og erfaring – og foretage vurderinger ud fra det, de så, hørte og mærkede ved patienten, snarere end ud fra systematiserede scores.

Min oplevelse i Uganda fik mig til at tænke over brugen af teknologiske løsninger i det danske sundhedsvæsen. Her har vi et hav af løsninger i form af screeningsredskaber, f.eks. CAM-screening til screening for delir og vurderingsskemaer, som på de fleste afdelinger udfyldes i hver vagt, og disse løsninger er på mange måder med til at understøtte vores kliniske lederskab. Men måske risikerer vi at ”gemme os” bag de teknologiske løsninger og glemme at vurdere patienterne ud fra vores kliniske blik, men mere ud fra en udregnet EWS-score eller et vurderingsskema.

Ved at have et stort fokus på teknologien kan man komme til at glemme at reflektere over de værdier, som vi måler i hver vagt. Vi kigger på, hvad patienten scorer i EWS, men glemmer måske at reflektere over baggrunden for, at patienten scorer anderledes end normalt og bruger måske i mindre grad vores kliniske blik.

Det handler ikke om, at man skal fravælge teknologi, for teknologien medfører også en øget systematik og kvalitet, men det handler nok mere om at finde en balance, hvor teknologi understøtter, men ikke overtager vores kliniske blik. Jeg tænker, at det er vigtigt at bevare nysgerrigheden og hele tiden stille spørgsmål: Hvad ser jeg? Hvad mærker jeg? Hvad er vigtigt for denne patient lige nu? Ikke kun: Hvad viser skemaet, og hvad scorer patienten?