Nybagt mor ender på intensiv. Skal vi hjælpe hende med at danne mælk?

En mor og far kommer ind på fødestuen. Snart skal de møde deres første barn. Moren har et højt blodtryk – svangerskabsforgiftning – og i løbet af fødslen støder der komplikationer til.

“Jeg hører om kvinden og tænker, at vi nok får familien over til os på barselsgangen senere,” siger Mie.

Hun er sygeplejerske på hospitalets barselsafsnit og er introduktionsansvarlig for nye sygeplejersker. Og så har hun en international amme-uddannelse, som hun bruger, når hun vejleder i amning. 

Inde på fødestuen stiger blodtrykket i takt med, at fødslen snart har varet to døgn. Barnet og moren får det dårligere og dårligere, så der må et akut kejsersnit til. Men pludselig begynder moren at bløde. Meget. Så går det stærkt, og i løbet af ingen tid er hun på operationsbordet.

“Begges liv er i fare. De får barnet ud, men moren bløder 6-7 liter, og de  må fjerne livmoderen, sedere hende og flytte hende på intensivafdelingen. Der skal hun være i 1½ døgn, indtil lægerne vil prøve at vække hende.” 

Barnet kommer på neonatalafdelingen med faren i et døgn. Barnet får sonde og hjælp til at trække vejret og får det hurtigt bedre. Faren fortæller, at moren gerne vil amme. Det er hendes store drøm.

Men pga. de slanger og maskiner, der hjælper barnet, kan barnet ikke flyttes hen til moren for at blive lagt til.

“Hvis der går mere end 3-6 timer fra fødslen, hvor mors bryster ikke bliver stimuleret, så er chancen for at danne nok mælk meget lille. Man skal gerne hurtigt sætte gang i en udmalkning, for at kroppen forstår, at barnet er kommet ud.”

Hvad skal sygeplejerskerne gøre? De ved, at lægen snart skal fortælle moren, at hun ikke kan få flere børn. 

“Så det med amningen fylder meget for os. Hun kommer ikke til at få et barn mere, hun kan amme. Og vi ved, at vi skal handle ret hurtigt. Men hun er ikke ved bevidsthed, så vi kan ikke tale med hende om det. Hvad gør vi?”

De vender det på et timeout-møde. Mie fortæller, at hvis de vil have fat i råmælken, så skal de i gang med håndudmalkning. Og råmælken er vigtig - forskning viser, at den bl.a. er med til at danne en beskyttende hinde i tarmen. 

“Men er det etisk forsvarligt at håndudmalke på en mor, der ikke ved, at noget rører ved hendes bryster? Hun har jo ikke selv bedt os om at gøre det. Er det et overgreb? Er det bedre at lade helt være? Eller kan vi bruge en udmalkningspumpe? Den sætter gang i mælkeproduktionen, men med den metode mister man den vigtige råmælk.”

Mie ved, at man bruger udmalkningsmaskinen til kvinder, der føder for tidligt. Så måske er det bare den vej, de skal gå. Men så mister de formentlig råmælken. Hvad skal hun vejlede sygeplejerskerne til at gøre? 

Hvordan træffe den fagligt bedste beslutning samtidig med at passe på moren på respektfuld vis?