Sygeplejersken
Tag bladet fra munden
Birgitte Bjerregaard Nielsen har svært ved at få armene ned. For Odense Kommune har opgivet planerne om at skille behandlings- og rehabiliteringsstedet Vista Balboa fra resten af psykiatrien.
Sygeplejersken 2025 nr. 4, s. 25
Af:
Laura Elisabeth Lind
Foto:
Michael Drost-Hansen
“Det er lykkedes os at få ændret beslutningen.”
Sådan lyder ordene fra sygeplejerske og faglig udvikler på Vista Balboa Birgitte Bjerregaard Nielsen, efter at Odense Kommunes planer om at skille Vista Balboa fra resten af psykiatrien i to forskellige forvaltninger er droppet.
Det sker, efter at hun og flere medarbejdere i en artikel i Fyens Stiftstidende den 16. juni gjorde opmærksom på konsekvenserne af flytteplanerne. Kommunen vil nemlig som en del af en strukturændring nedlægge Ældre- og Handicapforvaltningen, som Vista Balboa og resten af psykiatrien har hørt under, og i den forbindelse skulle dagtilbuddet Vista Balboa og Flexbostøtten flyttes til Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, mens resten af psykiatrien skulle rykkes over i en ny Sundheds-, Forebyggelses- og Omsorgsforvaltning.
Men ifølge medarbejderne ville misbrugere og svært sindslidende komme til at betale prisen for kommunens flytteplaner, kan man læse i Fyens Stiftstidende.
Planer skudt helt ved siden af
Birgitte Bjerregaard Nielsen uddyber nu:
“Vi har vores faglige sparring, fællesskab og samarbejde med de andre i psykiatrien. Så det ville være meget problematisk, hvis vi blev splittet i to forvaltninger.”
Hun forklarer, at kommunen mente, at Vista Balboa og Flexstøtten var de mest beskæftigelsesrettede tilbud på specialområdet.
“Men vi har kun en enkelt borger, som ikke er på førtidspension. Så planerne var skudt helt ved siden af.”
Det nytter at ytre sig
Medarbejderne i Vista Balboa var mest frustreret over, at de stod til at skulle skilles fra hele bostedsområdet, som er deres nærmeste samarbejdspartnere.
“Vi var nervøse for, om mange borgere ville få et ringere tilbud. For det koster meget for en forvaltning, hvis man skal have penge op ad kassen for at sende borgere over i en helt anden forvaltning.”
Borgerne i Vista Balboa har både et misbrug og svær sindslidelse og falder derfor ellers ofte mellem to stole.
“Men i Vista Balboa har vi en helhedsorienteret indsats. Så vi var nervøse for, at hele konceptet bag Vista Balboa var i fare.”
Men tirsdag den 17. juni fik Vista Balboa et kærkomment brev fra Odense Kommune, som gjorde Birgitte Bjerregaard Nielsen glad:
“Efter vi har været i kontakt med politikerne, og rådmanden på vores område, gjorde opmærksom på problemet i Fyens Stiftstidende og også var på vej i TV2 Fyn, har politikerne indset, at vi skal være sammen med resten af psykiatrien i den nye Sundheds-, Forebyggelses- og Omsorgsforvaltning,” siger hun.
Hun synes, det kan være vigtigt at ytre sig i medierne:
“Hvis ens arbejdsplads er på vej i en uhensigtsmæssig retning, er man forpligtet til at sige det til ledelsen og politikerne. Hvis der så ikke bliver lyttet, må man gå andre veje.”
Medarbejderne har da også fejret den nye beslutning.
“Min leder gav morgenbrød. Vi er superglade for, at vi er blevet lyttet til. Det nytter noget at tage bladet fra munden.”