Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Sygepleje som en attraktiv karrierevej

Sygeplejersken 2025 nr. 4, s. 5

Af:

Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde

Jeg håber, at I alle har haft en dejlig sommer med lyse aftener, sol, badeture, is og hvad der ellers hører sommeren til. For mig er et af sommerens vigtigste tidspunkter i starten af juli, hvor vi får at vide, hvor mange unge, der har søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen. I år kan vi sige stort tillykke til 3.100 nye sygeplejerskestuderende.

Men I har sikkert også set pressehistorierne i sommerens løb om, at optaget er 8 pct. lavere end sidste år. Jeg er så ærgerlig over de tal. Både fordi mange unge går glip af en meningsfuld uddannelse, og fordi antallet af tomme pladser er lig antallet af sygeplejersker, der om få år vil mangle i vores sundhedsvæsen.

Vi må lytte til, hvorfor flere unge fravælger vores fag. Nogle siger, at vi selv taler faget ned, når vi peger på behovet for investeringer i vores løn- og arbejdsvilkår. Det er jeg helt uenig i. Det er vores pligt som sygeplejersker og som fagforening at sige højt, når arbejdsforholdene kunne blive bedre. Hvordan ved politikerne ellers, hvor der skal sættes ind?

Men selvfølgelig skal det balanceres, så fokus på løn og vilkår ikke skygger for alt det spændende vores fag rummer.

Derfor er jeg også virkelig glad for at læse de mange personlige beretninger om, hvorfor I hver især valgte faget til, og hvad I finder interessant og udviklende i jeres job som sygeplejerske. Jeg kan mærke jeres faglige stolthed.

Og politikerne og arbejdsgiverne har jo faktisk lyttet. Der er givet lønløft til udvalgte sygeplejersker. Der er kommet bedre fordeling af vagter og mange steder mere indflydelse på vagtplanen. 

Men vi er ikke i mål. Derfor skal vi bane vejen for en fortsat udvikling. Flere specialuddannelser, tydelige karriereveje og bedre arbejdsvilkår er nogle af de krav, vi tager med til politikere og til OK26.