Omsorg bag tremmer: Heidi møder mennesket – ikke forbrydelsen

Heidi Holmdahl var sikker på, at hun en dag skulle bæres ud af akutsygeplejen. I over 20 år havde hun været engageret til fingerspidserne. Men så kom covid-19 og vendte det hele på hovedet. En dag gik det op for hende: Arbejdsglæden var væk. Det blev et vendepunkt.

I dag arbejder hun som sygeplejerske bag lås og slå i Herstedvester Fængsel i Albertslund. Et lukket fængsel med ca. 170 indsatte – mange af dem dømt for sædelighedsforbrydelser. Udenfor blomstrer stokroserne i den velholdte have. Indenfor udfolder hendes arbejde sig i et tværfagligt fællesskab.

“Herinde arbejder vi med dem, som de andre ikke vil lege med,” siger Heidi Holmdahl.

Retten til sundhed

”Vi er ikke bare vores dom.” Ordene kom fra en indsat kort efter, at sygeplejerske Heidi Holmdahl var startet i Herstedvester. Og de har sat sig fast. For selvom hun dagligt er i tæt kontakt med mennesker, der er dømt for alvorlig og ofte voldsom kriminalitet, er det ikke forbrydelsen, der fylder mest i hendes arbejde.

”Nogle af de indsatte har gjort virkelig grimme ting, og jeg husker tydeligt, at jeg i starten tænkte: Kan jeg det her? Hvordan skal jeg gribe det an?” siger hun.

Men hun fandt hurtigt sit ståsted.

”En indsat spurgte mig engang: Hvordan kan du arbejde et sted som det her, hvor vi er så forskruede? Jeg svarede: Det er faktisk nemt for mig. For hvis jeg mener, at alle har lige ret til sundhed, så er det dét, jeg skal arbejde ud fra. Og det gør jeg,” siger hun. 

Heidi Holmdahl tiltrækkes af de skæve eksistenser. Mange af de indsatte har oplevet massivt omsorgssvigt gennem livet. Først fra familien, siden samfundet. Hun arbejder tæt sammen med betjente, lærere, præster, socialrådgivere, psykologer og psykiatere og er en aktiv del af de indsattes hverdag.

En stor del af hendes arbejde som fængselssygeplejerske handler naturligvis om de rent sygeplejefaglige opgaver såsom medicinhåndtering, akutte situationer og støtte til den praktiserende læge. Men langt mere fylder det, hun kalder relationsarbejde.

“Mange har ingen andre at tale med. Så hvis de har brug for en halv times samtale, får de det. Der er tid – og det betyder noget,” fortæller hun.

Relationerne er en central del af arbejdet. Heidi Holmdahl forsøger altid at finde det fælles tredje: Noget, der rækker ud over dommen og skaber et menneskeligt møde.

”En indsat er også ham, der bager kage. Ham, der spørger, om du har læst en god bog. Det kan være en samtale om en opskrift eller en film. Det er dér, vi mødes.”

For nogle indsatte giver det en tiltrængt pause fra skam, skyld og psykisk mistrivsel.

Og nej, hun er aldrig bange.

”Jeg ved godt, hvad de har gjort. Men når jeg sidder med dem, fylder det ikke. Jeg ser ikke en dom. Jeg ser et menneske,” siger hun.

Mere tryg bag lås og slå end på skadestuen

Tryghed på arbejdspladsen ligger Heidi Holmdahl særligt på sinde.

”Jeg føler mig faktisk mere tryg her, end jeg gjorde på akutmodtagelsen. Her har jeg – ud over min overfaldsalarm – også den tryghed, at hvis jeg er usikker på noget, så står der tre betjente bag mig. Der er altid nogen, der passer på mig,” siger hun og fortsætter:

”Der er en sikkerhed og beskyttelse her, som jeg aldrig har oplevet på samme måde i skadestuen. Jeg husker nætter, hvor jeg måtte gå alene ud til et venteværelse fyldt med folk, der havde siddet i op til 10 timer. Det var dér, jeg følte mig utryg. Jeg er blevet overfaldet derude, men aldrig her. Her har jeg aldrig været bange.”

Den fysiske tryghed på arbejdspladsen er vigtig, men situationen rejser også spørgsmål om den personlige tryghed. For hvordan passer man som omsorgsgiver på sine egne grænser i en hverdag, hvor man uundgåeligt investerer noget af sig selv – både følelsesmæssigt og fagligt? Det kræver bevidsthed og refleksion - især i et felt hvor relationer og nærvær er en central del af arbejdet.

”Min tanke har altid været, at hvis mit moralske kompas begynder at svinge, så kan jeg ikke være her. Det er mit pejlemærke. Men det handler også meget om, hvordan vi bearbejder det, vi oplever, og det gør vi i fællesskab. Vi har supervision, og det er virkelig en stor styrke ved at arbejde her. Jeg har været sygeplejerske i mange år og har stået i nogle virkeligt svære situationer – spædbørn, der dør, unge med selvmord – og der har aldrig været den samme mulighed for at blive passet på, som vi har her,” siger Heidi Holmdahl.

De ansatte har otte timers tvungen supervision om året med en psykolog fra Kriminalforsorgens korps. Noget, der ifølge Heidi, er meget gavnligt for alle.

”Det er et lukket rum, hvor vi har tavshedspligt, men også stor tillid til hinanden,” siger hun og fortsætter:

”Indtil nu har jeg ikke oplevet, at mit moralske kompas har svajet. Jeg tror, det hjælper, at vi er så tværfaglige her. For mig som sygeplejerske har det været nyt at arbejde tæt sammen med fængselsbetjente, og de er en fantastisk medarbejdergruppe. De gør et kæmpe arbejde, især i det relationelle, og de indsatte sætter faktisk pris på dem, selvom de også har en myndighedsrolle.”

”Og noget, der måske overrasker, er, at de indsatte også passer på os, f.eks. hvis de fornemmer, at en medindsat er ustabil.”

Omsorg, der rækker langt ud over murene

Det er ikke de store forandringer, men de små fremskridt, der gør størst indtryk. Som den unge mand med misfarvede tænder, der nu stolt viser sit nye smil frem. Eller den to meter høje kroniker med nåleskræk, der i dag beder om Heidi Holmdahl, når han skal stikkes.

”Han var to meter høj, og han ville ikke. Så jeg gik i gang med EMLA, piktogrammer og afledning – helt ned i børnehøjde. Det tog tre måneder,” fortæller Heidi Holmdahl.

Med tålmodighed og relationsarbejde lykkedes det. Blodprøverne blev taget, og i dag er han en af dem, der vælger at vente, til det er hende, der er på vagt, hvis han skal stikkes.

“Han bliver stadig svimmel og skal holde i hånd, men det er en reel fobi. Som barn blev han holdt fast. Det er ikke pjat – det er alvor,” siger hun.

Heidi Holmdahl ser sit arbejde som fængselssygeplejerske som en mulighed for at gøre en reel forskel. Ikke kun for den enkelte indsatte.

"Hvis vi kan være med til at forhindre, at folk, der kommer ud herfra, begår ny kriminalitet – hvis vi kan sænke recidivrisikoen – så hjælper vi jo ikke kun den enkelte. Vi hjælper også deres familier, og vi beskytter potentielle ofre. Det er ringe i vandet. Hvis jeg bare kan gøre en lille forskel, så er det i virkeligheden en kæmpe forskel," siger hun.

For hende er det helt grundlæggende, at alle mennesker har ret til sundhed – uanset hvad de har gjort.
"Som sygeplejersker er det ikke vores opgave at dømme. Det er vores opgave at give omsorg og behandling."

Til andre sygeplejersker har hun en klar opfordring:

"Hvis du gerne vil have et arbejde, der giver mening, hvor du har tid til omsorg, kan fordybe dig og arbejde tæt sammen i et tværfagligt miljø, og hvis du kan lide at arbejde selvstændigt og bredt, så er fængselssygepleje virkelig værd at overveje."