”Ingen kigger op, da jeg kommer ind”

Det er første dag i min norske praktik, og jeg er kommet i god tid. Sommerfuglene flyver rundt i maven. 

Jeg har ikke fået ret meget information forinden, så jeg ser frem til at få planlagt mit praktikskema og andre praktiske ting.

Jeg bliver modtaget af afdelingschefen og min vejleder, der spørger, hvor længe det nu er, jeg skal være i praktik. Det gør mig lidt nervøs, at de ikke ved det. Ni uger, svarer jeg, mens jeg giver dem hånden. Jeg følger efter dem ind på kontoret, hvor resten af personalet er klar til at få dagens overlevering fra nattevagten. 

Ingen kigger op, da jeg kommer ind. Min vejleder siger, jeg bare skal tage plads. Overleveringen går i gang, og alle medarbejderne er optagede af deres kørelister. Jeg kigger lidt nervøst rundt. Jeg bliver ikke præsenteret. Nogle få kommer hen efterfølgende og siger hej. Skulle jeg selv have sagt noget? 

Chefen giver mig en arbejdstelefon og arbejdskort til omklædningsrummet. Jeg spørger, hvad koderne er og får at vide, at de gerne skulle være sendt til min mail. Med den sparsomme information jeg har fået, ved jeg med sikkerhed, at den mail har jeg ikke fået. Det finder vi ud af, siger chefen, mens min vejleder giver tegn til, at jeg skal følge med. Det første, hun siger til mig, er: Jeg er godt nok lidt træt i dag.

Hun fortæller mig, at hun ikke har fået så meget information om min læringsplan eller læringsmål. Denne start på dagen får mig til at føle mig usikker og nervøs. 

Jeg prøvede at finde ud af, hvordan tingene fungerede, hvem jeg skulle kontakte, og hvordan jeg benyttede min arbejdstelefon. Men jeg stod med det selv, og det gjorde mig utryg. Jeg fik ondt i maven og havde en følelse af ikke at være den sygeplejestuderende, jeg gerne ville være. Jeg ville gerne have været mere nysgerrig og imødekommende, men fordi jeg var blevet utryg og lidt nervøs, holdt jeg mig tilbage. 

Jeg tror, det ville have været anderledes, hvis jeg havde fået mere information inden praktikstart, var blevet præsenteret på første dag og havde haft tid til at få arbejdstelefonen op at køre.

Når jeg ser tilbage på min praktik i Norge, er jeg blevet meget opmærksom på, hvor vigtigt det er, at man som studerende bliver taget godt imod og oplever en tryghed hele vejen igennem praktikken. Det betyder noget, at man bliver kigget i øjnene, og at der bliver sagt hej. At man i god tid får information om, hvordan skemalægningen foregår, og hvor meget medindflydelse man har. At man ved, hvem man skal kontakte, hvis man ikke trives eller er i tvivl. 

Meget små initiativer kunne have gjort en kæmpe forskel.