En borger har været voldelig over for sin kone. Skal sygeplejersken blive eller gå?

Idet Nanna træder ind ad døren i det lille hus, bliver hun mødt af en skarp lugt af urin og fordærvet mad. Køkkenbordet er tilgroet af skrald, beskidte tallerkener og gryder. Køkkenlågerne hænger og dingler i hængslerne, og hunden farer forvirret rundt i huset. Lænestolen i stuen er fyldt med urin, og i hjørnet sidder hustruen til den patient, Nanna skal besøge. Han er ovenpå i soveværelset, men de har alle glemt, at hun skal komme.

“Jeg har altid arbejdet med sårbare borgere og har stor erfaring med komplekse problemstillinger. Det trives jeg i. Og jeg har set lidt af hvert. Men det her er nærmest sundhedsskadeligt. Der er så utrolig beskidt, at jeg nærmest bare venter på, at der springer en rotte frem,” siger Nanna, der har været sygeplejerske i over 10 år.

Hun kender borgeren, hustruens mand, fra hospitalets diabetesambulatorium. Men hun har aldrig før været hjemme hos familien. Som noget nyt er sygeplejerskerne begyndt at tage på hjemmebesøg hos borgere i udsatte positioner og har et særligt fokus på at skabe en tillidsfuld relation og også bruge ekstra tid på alt det, der ikke handler om blodsukker og insulin.

Nanna går ovenpå og sætter sig på en stol ved sengen. Manden sidder på sengekanten. Han er en meget stor mand. Det er egentlig meningen, at de skal nedenunder, men snakken går, og de begynder at tale om hans familie.

“Pludselig fortæller han, at han i mange år har banket konen sønder og sammen, så hun var gul og blå.”

Der går et sug gennem maven på hende. Hun får kvalme, idet hun forestiller sig hans kone, der er meget mindre end ham, og alt det, hun har været udsat for. Hvad med børnene, har han også slået dem? De er alle voksne nu, og han er stoppet med volden, fortæller han:

“Men jeg får med det samme en følelse af, at jeg ikke kan hjælpe sådan en mand, der har været et uhyre over for sin familie. Jeg har lyst til at rejse mig op og gå.”

Hun er klar over, at han, som alle andre, har krav på at få behandling.

“Men jeg kan mærke, at han ikke fortjener min pleje og omsorg. Normalt er jeg et super rummeligt menneske. Men min grænse er overtrådt i forhold til, hvor langt jeg vil gå som sygeplejerske. Jeg vil bare ud af huset.”

Nanna kan tydeligt se, at han er så immobil og svækket af sin sygdom, at han ikke kan gøre hende fortræd. Af samme grund er hun også overbevist om, at han ikke længere slår konen eller børnene, og hun ved også, at der er en bred vifte af forskellige myndigheder inde over familien. Pludselig slår det hende, hvorfor familien er, som den er - rodet, stanken, vanrøgten og de psykiske mén. Nanna kan derfor også mærke, at det måske ikke gavner de andre i huset, hvis hun går.

“De fortjener at blive mødt med medmenneskelighed og omsorg. Konen skal ikke straffes yderligere for at have taget en beslutning om at leve med et forfærdeligt menneske.”

Men hun er i tvivl om, hvad hun skal gøre. Skal hun blive eller gå?