Sygeplejersken
Skift til sygeplejekitlen
Alberte Peschardt Michaelsen har skiftet habitjakken ud med den hvide kittel. For hun vil gerne yde livsvigtig sygepleje og håber at kunne inspirere andre.
Sygeplejersken 2025 nr. 5
Af:
Laura Elisabeth Lind
Foto:
Nikolai Linares
En søndag formiddag i april 2024 kører 25-årige Alberte Peschardt Michaelsens kæreste galt på sin cykel.
Han ryger direkte på Rigshospitalets traumecenter. Kravebenet og alle ribben i den ene side er brækket, han har fået kraniebrud og en hjerneblødning, der efterlader ham uden hørelse på det ene øre. I dagene efter ulykken er Alberte Peschardt Michaelsen indlagt med ham på neurologisk afdeling.
“Her ser jeg, hvor dygtige sygeplejerskerne er til at observere ham og reagere, når han får det dårligt. De er nærværende og har et stort ansvar, og vi ser derfor sjældent en læge. Det prikkede til noget dybere i mig, og jeg tænkte efterfølgende, at jeg måske var havnet på det forkerte studie.”
Fra excel-ark til hjerter
I august skrev hun et debatindlæg i Politiken om, hvorfor hun var parat til at skifte fra et prestigefyldt studie på CBS til sygeplejestudiet, hvor næsten hver tredje studieplads nu står tom.
“Min mor var sygeplejerske. Hun døde, da jeg var 14 år. Selvom hun elskede sit fag højt, så jeg, hvor meget de pressede vilkår sled på hende. Desuden har jeg hørt om det i medierne, og det har farvet mig. Derfor har jeg længe sagt, at jeg ikke ville bruge mit fornuftige karakterblad på at læse til sygeplejerske,” siger hun.
“Men dér på hospitalet forstod jeg kulturen på en anden måde end på CBS, hvor jeg aldrig har følt mig hjemme. Jeg forstod også, hvorfor min mor elskede sit arbejde.”
I tiden efter ulykken vender Alberte Peschardt Michaelsen tilbage til statistikker og excel-ark på erhvervsøkonomistudiet og til et studiejob i en bank. Men hun har svært ved at sove om natten og bliver sygemeldt med stress fra sit studiejob.
Tankerne om sygeplejefaget rumsterer stadig, og inden længe søger hun ind på sygeplejestudiet. I dag læser hun på 3. semester på Københavns Professionshøjskole og har bl.a. været i praktik på Rigshospitalets Hjertecenter og i psykiatrien.
Jobbet i banken er skiftet ud med et studiejob på hjerteafdelingen.
“Nu handler det ikke kun om at klare sig godt til eksamen, men også om at holde mennesker i hånden og blive dygtig til mit fag, så jeg på et tidspunkt kan yde livsvigtig sygepleje.”
Efter debatindlægget, har hun hørt fra flere studerende, som kan spejle sig selv i hendes fortælling:
“Man kan sagtens komme ud af gymnasiet med et højt snit og læse til sygeplejerske. Jeg håber, jeg kan være et spejl for dem, som inderst inde drømmer om at være sygeplejerske, men tøver med at tage skridtet og søge ind på uddannelsen. For der er brug for, at flere vælger faget til.”