”Jeg stivnede og turde ikke sige fra”

Det var min første uge på et sengeafsnit i min 2. semesters praktik. Jeg mødte ind kl. 7 som sædvanligt og dannede mig et overblik på logistiktavlen. På vagtplanen kunne jeg se, at jeg skulle følges med en sygeplejerske, jeg ikke kendte. Pludselig hører jeg en kvinde bag mig sige:

”Er det dig, der er Frida?”.

Jeg rejser mig hurtigt fra stolen, smiler og siger: ”Ja, det er mig”.

"Skal vi komme i gang?” siger hun lettere irriteret og går.

Jeg tænker straks, om jeg har gjort noget forkert?

Jeg følger derfor bare efter hende uden at sige noget. Normalt var jeg sekundær sygeplejerske på en til to patienter, men sygeplejersken, jeg fulgtes med, mente, at det var bedre, hvis vi deltes om fire patienter, så jeg kunne få mest muligt ud af dagen. Jeg blev lidt nervøs ved tanken om at skulle have overblik over fire patienter, men jeg kunne godt mærke, at hun allerede var irriteret, så jeg turde ikke sætte spørgsmålstegn ved det.

En af patienterne skulle have lagt kompressionsforbinding. Jeg havde lagt det på en patient dagen inden sammen med min kliniske vejleder, så jeg følte mig godt klædt på til opgaven. Sygeplejersken sagde, at jeg gerne måtte lægge det, men at hun ville kigge.

Patienten ser nysgerrigt på, da jeg lægger forbindingen.

Da jeg er halvvejs med første ben, siger sygeplejersken: ”Hvad er det, du laver?” Jeg stivner og stopper alt, hvad jeg er i gang med. Patienten kigger bekymret på sygeplejersken og efterfølgende på mig. Jeg svarer, at jeg gjorde det, min vejleder havde vist mig. Surt svarer hun: ”Det er altså helt forkert”. Jeg får en klump i halsen. Jeg er både forbavset, pinlig berørt og vred på situationen. Jeg vælger at bide det i mig og sige ”Vil du så ikke vise mig, hvordan du gør?” For ikke at optrappe situationen og for at berolige patienten.

Resten af dagen havde jeg ondt i maven og følte, at sygeplejersken talte dårligt om mig til personalet. Jeg turde heller ikke tale med sygeplejersken om det. Jeg tog derfor fat i min kliniske vejleder og delte mine bekymringer. Hun sagde til mig, at mange sygeplejersker gør tingene på deres egen måde, og at jeg vil komme til at gøre det samme en dag, når jeg har fundet det, der passer bedst til mig. Det lærte mig, at jeg skal stole på mig selv og min intuition.

Da det kun var mit første praktikforløb på uddannelsen, kendte jeg endnu ikke til vigtigheden af at kunne stå op for mig selv og sige fra. Når man er studerende, er det vigtigt at kende til sine egne grænser og huske sig selv på, at man bl.a. er i praktik for at øve sig i at anvende viden i praksis. Et af mine mest læringsrige praktikforløb var på det her sengeafsnit, og jeg ville aldrig have været det foruden.

Jeg lærte enormt meget om mig selv, mine kompetencer og grænser.