Dobbeltdiagnosebehandlingen skal prioriteres

Dobbeltdiagnosebehandlingen er kompleks og kræver en specialiseret viden og kompetencer indenfor rusmiddelområdet. Men alt for få sygeplejersker og læger besidder disse kompetencer. Udover de faglige kompetencer, så kræver behandlingen også en interesse for og lyst til rusmiddelspecialet. Dette udfordrer den behandlingsorienterede tilgang med kontrol og nultolerancepolitik til rusmiddelforbrug og stoffrihed som målet for behandlingen. 

Det skal drøftes og diskuteres som et fagligt opråb mod en forældet kultur, viden og vaner. Der skal bruges mere tid på grundige misbrugsanamneser og afklarende rusmiddelsamtaler vedrørende forbrugets omfang og ønsker til behandlingen. 

Spørges der aktivt ind til, hvilke drømme patienten har for fremtiden? Og hvilke ønsker og mål patienten har for behandlingen? Og undersøges der overhovedet, om patienten har et ønske om stoffrihed? Eller tages dette som en selvfølge til behandlingen, og hvordan tackler vi, at patienten måske ikke har lyst til eller er i stand til at opnå og opretholde afholdenhed? 

Der skal tilbydes en mere kvalificeret dobbeltdiagnosebehandling både før, under og efter en indlæggelse, og den nyeste viden på området fra Center for Rusmiddelforskning skal prioriteres og benyttes i praksis.