Pas godt på fagets sjæl

Ordet sygeplejerske rummer meget mere, end man ofte husker. Det betyder beskytter, omsorgsgiver, den som våger.

Vi er patientens beskyttere, patientens fortrolige, patientens advokat i et travlt system.

Men midt i al den omsorg må vi ikke glemme én gruppe: Os selv.

Sygeplejersken skal også have mulighed for supervision og for at fortælle om sine egne smerter. De korte samtaler i skyllerummet er sjældent nok.

Vi bør være bevidste om, hvilken rolle vi spiller i samfundet: Vi bærer andres historier, og det sætter spor.

Jeg har lært mere af mine danske sygeplejerskekolleger end af mange præster i USA, hvor jeg er uddannet. Stærke kvinder – modige, kompetente, med store hjerter. Mennesker, der tør træde ind dér, hvor andre vender sig bort.

De arbejder med kemikalier, kendte og ukendte sygdomme, bærer ansvar gennem 12-timers vagter og fire nætter i træk – og husker alligevel at smile, lytte og give omsorg.

Hvor kommer al den omsorg fra? Løber kilden aldrig tør? Hvorfor gør vi det?

Måske fordi det ligger i fagets sjæl.

Men netop derfor har vi fortjent professionel supervision og rum til refleksion i hverdagen.

Uden den er risikoen for udbrændthed stor – ikke kun for patienterne, men også for os, der passer på dem.

Jeg tror, fremtidens sygepleje ikke kun skal være effektiv – den skal være menneskelig.