Patienten tror, personalet vil slå hende ihjel

Freja står klar i ECT-klinikken til at tage imod en ung kvinde i 20’erne. Hun er indlagt på psykiatrisk afdeling, lider af svær skizofreni og depression og er til fare for sig selv. Lægen har ordineret elektrokonvulsiv terapi, også kaldet ECT-behandling. Det, man i gamle dage kaldte elektrochok-behandling. Men den unge kvinde modsætter sig behandlingen, så lægen har ordineret den på tvang. 

“Hun bliver trillet af sted fra stuen i sin patientseng med en overlæge, sygeplejersker og andet plejepersonale fra afdelingen omkring sig til at holde hende fast og passe godt på hende. De er syv, og vi er selv fem, der står klar til at behandle hende her i klinikken. Så vi er 12 fagpersoner i det lille rum, hvor behandlingen foregår. Det virker meget intenst og overvældende,” siger Freja.

Hun har efterhånden arbejdet en del år i ECT-klinikken. Men det er første gang, hun møder den unge kvinde.

“Jeg kan se, at hun er forpint. Hun er bange, angst, skriger og råber, at vi er onde og kun er ude på at slå hende ihjel.”

Personalet prøver at stryge hende blidt på håret og panden og berolige hende, men hun bliver ved med at stritte imod, og Freja kan spore en helt særlig skræk og panik i hendes øjne. Hun finder elektroderne frem og skal snart sætte dem på kvindens hoved, og imens begynder lægen at gøre klar til at give behandlingen. Men Freja bliver pludselig i tvivl om, hvad der er rigtigt at gøre? Hun ved godt, at lægen har styr på, at det er den behandling, der skal til. Hun har også arbejdet længe nok i klinikken til at vide, at patienterne er så syge og ofte også er til fare for sig selv, at der ikke er nogen anden udvej end ECT – en behandling, hvor de får sendt en svag strøm gennem hovedet, der fremkalder et kort  krampeanfald. Behandlingen bedrer deres tilstand.

“Mange spiser og drikker ikke og er typisk så psykotiske, at de ikke er til stede i vores verden. Vi oplever også, at de måske ikke har sovet i en uge. Så alternativet til den her behandling er, at de måske dør.”

Men mens hun står der med elektroderne i hånden, og narkosesygeplejersken lægger IV-adgangen, så kvinden kan komme i fuld narkose, fanger hun igen den unge kvindes blik.

“Hun er så skræmt. Mens hun råber og skriger, forsøger hun at sprælle og fægte med arme og ben. Jeg tænker bare, wow, hvad ligger der mon forud for, at hun er endt her? Det hele er meget dramatisk.”

Freja får pludselig en tanke: Hvad nu hvis kvinden rent faktisk er til stede i samme verden som hende og de andre i rummet og ikke kun er i sin egen psykotiske verden? Hun bliver ramt af en frygt for, om kvinden unødvendigt både kommer til at lide fysisk af behandlingen, der kan have kognitive bivirkninger, og psykisk af det overgreb, som de er nødt til at udsætte hende for – resten af sit liv. Hun overvejer derfor et splitsekund, om hun overhovedet kan være i det. Er det en reel mulighed at smutte fra behandlingsteamet? Eller er hun helt gal på den? Hun ville ikke selv være i tvivl, hvis hun eller et nært familiemedlem var i en psykiatrisk tilstand, hvor lægen havde ordineret ECT-behandling. Det ville hun sige ja til. For gennem årene har hun set mange patienter få det bedre efter behandlingen.

“Men jeg kan mærke, at jeg bliver meget rørt. Det er svært at se et menneske blive fastholdt mod sin vilje og høre de her inderlige skrig og hendes bøn til, om vi ikke godt vil lade være. Det går lige i hjertet.”
Hvad skal Freja gøre?