"Vi er behandlingen"

”Hvordan sover du for tiden, Dion? Når jeg kigger på skemaet her, kan jeg se, at du ikke har været vågen den seneste uge, når nattevagten har kigget ind. Har der været noget i nat?” 

Centersygeplejerske på Kildebakken Plejecenter i Haderslev, Lene Skov Kristensen, har sat sig i sofaen hos 71-årige Dion Frank Nielsen. Sammen gennemgår de hans adfærdsskema for den seneste uge, hvor personalet døgnet rundt kan notere, hvis de oplever forandringer eller psykiske symptomer hos beboeren, f.eks. uforklarlig adfærd eller urolig søvn.  

Hun kigger spørgende på ham med et smil. Dion Frank Nielsen ryster på hovedet:

”Overhovedet ikke. Jeg har sovet godt,” bekræfter han.

Dion Frank Nielsen flyttede ind på plejecentret i januar 2024 og har demens, akkurat som alle de andre beboere. For ham betyder det bl.a., at han nogle gange får tanker om krig, død og ødelæggelse, hvilket kan resultere i uro og dårlig nattesøvn.

Han har derfor i en årrække fået antidepressiv medicin både morgen og aften, men han er pt. i nedtrapning for at se, om Lene Skov Kristensen og kollegerne ved hjælp af personcentreret omsorg og pleje kan skære medicinen helt fra. 

”Det går jo stille og roligt fremad, som det skal,” konstaterer Lene Skov Kristensen.

Mange beboere var i mistrivsel  

Det systematiske og evidensbaserede arbejde med personcentret omsorg og pleje på Kildebakken Plejecenter begyndte for alvor i 2019, fortæller Lene Skov Kristensen:

”Næsten halvdelen af beboerne fik antidepressiv medicin, og mange havde bivirkninger. De var i mistrivsel, obstiperede og døsige, og vi oplevede også mange faldulykker. Der var al mulig grund til at sætte ind. Antipsykotisk medicin er sidste udvej og skal jo helst undgås,” forklarer centersygeplejersken, bl.a. med henvisning til de seneste nationale kliniske anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, der udkom i april i år . 

De kliniske anbefalinger fastslår, at effekten af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er beskeden, samt at der er markant øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed. Medicinen kan desuden sløre de bagvedliggende årsager til adfærdsændringer, der kan skyldes uopfyldte psykologiske og sociale behov eller somatisk sygdom.

Kendskab vigtig for trivsel  

Netop derfor skal mennesker med demens som udgangspunkt ikke have ordineret antipsykotisk medicin. Fokus bør være på at skabe fysisk og psykisk velbefindende gennem personcentreret omsorg og en god relation til personen med demens. Det kræver, at personalet kender beboerne godt, pointerer sygeplejerske og plejehjemsleder Kirsten Raun Østergaard.  

”Når en ny beboer flytter ind, afholder vi en tværfaglig beboerkonference, som ledes af kommunens to udviklingssygeplejersker, der også er demenskoordinatorer. Og her benytter vi flere evidensbaserede redskaber fra Sundhedsstyrelsen,” fortæller hun og fremhæver bl.a. *Blomsten*. 

*Blomsten* beskriver de fem universelle psykologiske behov, som skal opfyldes for, at vi trives som mennesker: Identitet, inklusion, trøst, tilknytning og meningsfuld beskæftigelse, mens kærlighed binder de fem behov sammen i midten – det er her, mennesker oplever omsorg og føler sig 100 pct. accepteret for den, de er.   

Mennesker med demens kan have svært ved selv at definere deres behov og også sige til, hvis behovene ikke bliver opfyldt. Der ligger derfor en stor opgave for plejepersonalet i både at kende og hjælpe beboerne med, at deres behov bliver opfyldt, forklarer Kirsten Raun Østergaard:

”På konferencen kommer vi hele vejen omkring beboerens livs- og sygdomshistorie, der er afgørende for de nuværende psykologiske og sociale behov. Når vi kender de behov, kan vi bedre lave en handleplan. For nogle kan det at dække bord være en meningsfuld beskæftigelse og et behov, vi derfor skal opfylde. For andre kan samme behov opfyldes ved at komme en tur i vores have”. 

Løbende kompetenceudvikling  

Kildebakken har i alt 52 beboere, som er fordelt i seks boligmiljøer med hver deres faste medarbejderteams, hvilket igen er med til at sikre, at beboere og personale kender hinanden godt.  

Lene Skov Kristensen og hendes kollega, centersygeplejerske Trine Anina Hansen, har hver ansvar for tre boligmiljøer og dækker ind for hinanden ved ferie og andet fravær. De deltager også på beboerkonferencerne og står for at kompetenceudvikle kollegerne løbende i tæt samarbejde med kommunens udviklingssygeplejersker.  

”Det er ressourcekrævende at arbejde på denne måde, især i begyndelsen, hvor personalet skal have nye kompetencer og lære at fokusere på det pædagogiske og psykologiske arbejde. Det er jo meget hurtigere at give en tablet end at arbejde personcentreret,” siger Trine Anina Hansen og giver som eksempel en beboer, der pludselig ændrer adfærd, f.eks. begynder at råbe eller vandre rundt på gangene.  

”Her handler det om at finde ud af, hvorfor beboeren ændrer adfærd. Hvornår sker det, hvilke følelser er på spil? Taler beboeren om en bøde, han har fået nede i byen, skal vi måske have fat i de pårørende og høre, hvad der skete. Selvom det er 30 år siden, kan det godt dukke op igen. Og når vi ved, hvad der er sket, kan vi bedre tale med beboeren om det – at det var træls, men at der er kommet styr på det, og så kan vi få ro på igen. Derfor er beboernes livshistorier så vigtige for os,” siger hun og tilføjer:  

”Personalet skal vide, hvad de kan sætte i stedet for medicin, og det er jo individuelt. For nogle hjælper det at komme udenfor, og vi bruger vores have rigtig meget. Andre gange kan det være kram og berøring, der virker. Og ved man, at en beboer elsker pandekager, forsøger man at skaffe nogle fra køkkenet”. 

Sikre trygge kolleger

De to centersygeplejersker er tilknyttet beboere i nedtrapningsforløb og er også med til at formulere beboernes handleplaner, der bliver taget op til revision, hvis en beboer ændrer adfærd.  

”Det handler meget om at sikre, at vores kolleger er trygge og tør være i de ubehagelige situationer, der kan opstå, når en beboer bliver trappet ud af antipsykotisk medicin, hvilket også kan føre til adfærdsændringer. Sammen finder vi ud af, hvad ændringerne skyldes, og hvad der kan afhjælpe dem. Det kan skyldes frustration over en gammel hændelse, sygdom eller et sår, der smerter,” siger Trine Anina Hansen. 

Endelig samarbejder centersygeplejerskerne også tæt med de to fast tilknyttede plejehjemslæger. 

”De deler vores menneskesyn – at vi forsøger os med den pædagogiske tilgang først og bruger non-farmakologiske indsatser for skabe velvære, selvom medicin helt sikkert har sin berettigelse nogle gange,” siger centersygeplejerske Lene Skov Kristensen. 

Det virker

Et af de nyeste non-farmakologiske tiltag på plejecentret er en sansestol på hjul, som derfor er nem at transportere rundt til de forskellige beboere. Den kan både vippe og afspille musik, og 71-årige Dion Frank Nielsen nyder også at sidde i den: 

”Det er ren wellness,” siger han og fortæller, at han er faldet i søvn i den flere gange.  

Selvom han stadig får antipsykotisk medicin til natten, er dosis halveret. Går alt vel, bidrager han snart til det positive resultat, plejecentret har opnået siden 2019 ved at arbejde evidensbaseret og systematisk med personcentreret omsorg og pleje. Dengang fik 48 pct. af beboerne antipsykotisk medicin.  

”I dag er vi nede på 7,4 pct., og for de berørte beboere skyldes det ikke demens, men anden psykiatrisk lidelse,” fortæller Kirsten Raun Østergaard. 

Og det er godt for både beboerne og personalet. 

”Når vi fjerner den antipsykotiske medicin, forsvinder bivirkningerne. Nogle beboere bliver mere vågne, og nogle får deres sprog tilbage i den grad, man nu kan forvente, når de er så syge med demens. Men bare det, at de kan sige ja eller nej til noget, er stort,” siger Lene Skov Kristensen og tilføjer:  

”Beboerne trives bedre og bliver mere aktive, og det smitter jo også positivt af på personalet”. 

Hun fortsætter:  

”Kirsten siger nogle gange, at vi er pillen, at vi er behandlingen. Den der forståelse af, hvor vigtige vi medarbejdere er i behandlingen - at omsorgen, vi giver, er behandlingen. Det kan ikke understreges nok”.