Uddannelsen, der ændrede alt

Da Mads Hansen Boss i 2015 startede på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, var det en hel ny verden, der åbenbarede sig for ham. Han havde på det tidspunkt allerede arbejdet som sygeplejerske i psykiatrien i fire år, men var efter eget udsagn ikke ”bevidst om sin manglende viden inden for specialet.”

”Jeg blev nærmest overvældet og også udfordret af, hvor lidt jeg faktisk vidste. Jeg var slet ikke opmærksom på de mange ting, der hele tiden rører sig inden for det psykiatriske felt. Jeg havde en del viden om f.eks. psykopatologi inden uddannelsen, og jeg underviste allerede studerende, men jeg blev opmærksom på, hvor overfladisk den viden i nogle tilfælde var. Især differentialdiagnostik blev jeg meget skarpere på,” fortæller han.

Mads Hansen Boss har været sygeplejerske siden 2011 og har været i psykiatrien lige så længe. Han er ansat på et intensivt døgnafsnit på Psykiatrisk Center København, hvor en daværende afdelingssygeplejerske på et tidspunkt prikkede ham på skulderen. 

”Hun syntes, det var fuldstændig oplagt for mig at tage specialuddannelsen, og skubbede på for, at jeg skulle afsted. Jeg mente selv, jeg allerede var en dygtig sygeplejerske, men det virkede som det naturlige næste skridt i min faglige udvikling, så jeg sagde ja. Det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde,” siger han.

Lærte at stille spørgsmål

Specialuddannelsen klædte nemlig Mads Hansen Boss meget bedre på til at kunne navigere i virkelighedens psykiatri og sundhedsvæsen, og gjorde ham i stand til forstå og håndtere kompleksiteten i den sygepleje, han udøver hver dag.

”Du får en helt ny værktøjskasse, du ikke havde før. Det er en rød tråd gennem hele uddannelsen, at du lærer at kunne kvalificere og argumentere for din sygepleje. Hvorfor gør vi det her? Er det den rigtige vej at gå for denne her patient, eller skal vi måske gøre noget helt andet? At kunne det, er det første skridt på vejen til at kunne stille de rigtige spørgsmål,” forklarer han.

Netop vigtigheden af at være nysgerrig og udfordrende blev meget hurtig klar for Mads Hansen Boss, da han tog specialuddannelsen.

”Jeg begyndte at stille spørgsmål til nærmest alt. Det lagde mine kollegaer også mærke til, for det var ikke rigtig noget, jeg havde gjort før. Men hvis man som psykiatrisk sygeplejerske ikke stiller kritiske spørgsmål til dét, man går og laver, bliver man blind for, at der kan være andre måder, man kan udøve sygepleje på. Man kommer nemmere til at reproducere dårlig praksis i stedet for at udvikle og forbedre den,” siger han.

Fik mere end forventet    

Lisbeth Raffnsøe Brinch kender ikke Mads Hansen Boss, men det er de samme ord, der går igen, når man taler med hende om specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje: En ny dimension af viden og indsigt. Lyst til at udfordre status quo, udvikle og stille spørgsmål. 

Hun har været færdiguddannet sygeplejerske siden 1999, med 12 år i somatikken, inden hun bevægede sig over i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark, hvor hun har været lige siden. Og så bliver hun færdig med specialuddannelsen nu – december 2025.

”Jeg startede i psykiatrien som en novice. Jeg kom ind i et team, der arbejdede med unge med spiseforstyrrelser, og fagligt var det helt nyt land for mig. Men jeg har altid gerne villet specialisere og udvikle mig, og efter nogle år rykkede jeg videre til et neuroteam, hvor vi beskæftigede os med patienter med ADHD og autisme,” fortæller hun.

De sidste fire år har Lisbeth Raffnsøe Brinch varetaget en stilling som stedfortræder for nærmeste funktionsleder i det ambulatorie, hvor hun arbejder. Hun har stadig direkte patientkontakt, om end i mindre grad end før. Derfor var både hun og hendes nærmeste leder indledende i tvivl om, hvorvidt det gav mening at sende hende afsted på specialuddannelsen.

”Men i og med at der er meget udvikling og undervisning i min funktion, blev vi enige om, at jeg skulle gøre det. Og jeg må bare sige: Uddannelsen har givet mig en hel del mere, end jeg faktisk havde forventet. Jeg havde måske regnet med at få en lidt bredere indsigt i psykiatriske lidelser og historikken i psykiatrisk sygepleje, men mit faglige udbytte har været langt, langt større,” siger Lisbeth Raffnsøe Brinch.

Et fagligt fundament

Specialuddannelsen strækker sig over halvandet år og er bygget op omkring klinisk psykiatrisk sygepleje, sundhedspædagogik og formidling, kvalitetssikring samt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Lisbeth Raffnsøe Brinch fortæller, at hun med uddannelsen har fået et stort videnskatalog at trække på inden for alle fire discipliner.

”Jeg har en langt større faglig viden end før, og den viden, jeg ikke har, ved jeg, hvor jeg kan søge henne. Jeg ved også, hvordan jeg kan formidle min viden videre til mine kolleger. Og så har specialuddannelsen givet mig et robust fundament i forhold til at kunne forholde mig kritisk til den sygepleje, jeg udøver,” forklarer hun.

Hvordan?

”Når man tænker behandling i psykiatrien, så handler det f.eks. rigtig meget om medicin og medicinkontrol, i hvert fald for patientgruppen med ADHD. Selvfølgelig arbejder man også med pædagogiske strategier, men jeg er virkelig blevet opmærksom på, hvor meget medicinkontrol fylder i arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske. Det psykiatriske sundhedsparadigme er meget biomedicinsk orienteret, men hvor meget sygepleje er der reelt i det?”

Specialuddannelsen har derfor fundamentalt ændret Lisbeth Raffnsøe Brinchs tilgang til patienterne og behandling i psykiatrien, forklarer hun.

”Hele min måde at tænke på som sygeplejerske er forandret. Før i tiden kunne en patient f.eks. sige, at de gerne ville stoppe med at tage medicin og så ville jeg typisk svare ’okay, så skal du måske have en pause.’ Men alene i ordet pause ligger der jo en implicit forventning om, at de før eller siden skal starte op på deres medicin igen. Og det skal de måske slet ikke. Måske skal vi faktisk prøve at gøre noget helt andet?”

Mennesket før diagnosen

Synet på patienterne og måden, han talte til og om dem på, blev også vendt på hovedet for Mads Hansen Boss, da han tog specialuddannelsen.

”Helt konkret holdt jeg ret hurtigt op med at skrive patient eller ’pt.’ i dokumentationen, men brugte i stedet personens eget navn. Jeg begyndte i højere grad at tale om indlagte og tilstande fremfor patienter og sygdomme. Det er jo den indlagtes eget liv, vi taler om. Et liv, hvor en række hændelser og omstændigheder har ført til, at de bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. De er hele mennesker med deres egne historier,” siger Mads Hansen Boss.

Han fortæller, at specialuddannelsen gav ham et nyt sprog i det relations- og tillidsopbyggende arbejde med patienterne, som han straks begyndte at bruge.

”I starten af uddannelsen blev jeg meget nysgerrig på, hvad det er, der karakteriserer os som psykiatrisk sundhedspersonale. Hvordan skaber vi en god relation til patienten? Mine kolleger svarede, at det handlede om at sætte sig selv i spil og ikke gemme sig væk som menneske, bare fordi man er på arbejde. Det bekræftede uddannelsen mig i,” siger Mads Hansen Boss og fortsætter: 

”Men den lærte mig samtidig, at det også handler om, at man ikke skal gemme patienterne væk bag deres lidelse. Selvom jeg ikke var bevidst om, at jeg gjorde det før, så kan jeg jo ikke opbygge en tillidsfuld relation til nogen, hvis jeg holder dem ud i strakt arm. Jeg bliver nødt til at være nysgerrig på, hvem de er, og det er jeg ikke, hvis jeg reducerer dem til en diagnose.”

En ligeværdig dialog

For Mads Hansen Boss er hele hans virke og arbejde som psykiatrisk sygeplejerske i det hele taget klart defineret af en skillelinje: Før specialuddannelsen og efter.

”Jeg synes sådan set, den burde være obligatorisk for alle sygeplejersker i psykiatrien. Den er det første skridt hen mod god psykiatrisk sygepleje, og den udfordrer alle de gamle sandheder, som vi er lidt for gode til at videreføre. Man får nogle ekstremt vigtige kompetencer. F.eks. inden for kvalitetsudvikling. Hvordan kan jeg sætte et nyt initiativ i gang? Hvordan kan jeg præsentere det for mine kolleger, så det giver mening? Det lærte jeg på uddannelsen,” siger han.

Først og fremmest har specialuddannelsen lært Mads Hansen Boss, at det som sygeplejerske er vigtigt at stå ved det, når der er ting i det psykiatriske system, der ikke fungerer hensigtsmæssigt.

”Når jeg ser tilbage på den sygeplejerske, jeg var før specialuddannelsen, så kan jeg godt se, at der har været situationer, hvor jeg har insisteret på at stå på mål for systemet. Hvor patienter har været uenige i en ’systembeslutning,’ som jeg havde været med til at træffe eller i hvert fald udføre,” fortæller han og fortsætter: 

”De følte sig måske rigtig dårligt behandlet, men alligevel stillede jeg mig ofte på systemets side og argumenterede for, hvorfor det var den rigtige beslutning – selvom jeg faktisk ikke var sikker på det. Det er jeg i ret høj grad holdt op med. Jeg bruger i stedet de kompetencer, specialuddannelsen gav mig, til at undersøge de indlagtes eget perspektiv. På den måde hjælper jeg med at kvalificere deres argumenter, så vi får en mere ligeværdig dialog.”