Sygeplejersken
Bøger: Moralsk skade, intensiv-sygepleje og videomøder
Sygeplejerskens redaktion får løbende tilsendt bøger fra landets forskellige forlag, både faglitteratur, fiktion og andre typer romaner. Her præsenteres et lille udvalg.
Sygeplejersken 2026 nr. 1, s. 30
Af:
Redaktionen
Sammenbrud når moralen overtrædes

Synne Garff
Moralsk skade - det oversete traume (originalartikel)
Bibliotek for læger 2025
Nr. 4/2025 – 99,95 kr.
Moralsk skade kan opstå, når ens etiske og moralske værdier bliver forrådt af én selv eller andre. Det kan man læse om i Bibliotek for læger nr. 4/2025, hvis tema er traumer i forskellige afskygninger.
Leder af Center for tro, tab og traumer, Synne Garff, beskriver, hvordan moralsk skade kan ramme sundhedspersoner, der får gjort skade på en patient (f.eks. pga. underbemanding) eller er vidne til en kollegas skadende handling, som de ikke tør eller kan forhindre. Følgerne kan være skam, magtesløshed og følelsen af at være en fiasko.
Når vi lider, kan troen hjælpe nogle. Garff peger på ’bibelsk sjælesorg’ , som er et internationalt velafprøvet forskningsbaseret samtale-koncept. Studier viser, at initiativet kan give deltagerne færre traumesymptomer og gøre dem bedre til at cope med deres traumer.
I 2025 blev ansatte i sundhedsvæsenet på Færøerne uddannet i at facilitere samtalerne om tro, tab og traumer.
Nyeste viden om intensiv-pleje

Pia Dreyer, Anna Holm og Tina Kramer (red.)
Sygepleje på intensiv
Munksgaard 2025
295 sider – 450 kr.
I denne 2. udgave er tilføjet kapitler om børn indlagt på intensiv, kropspleje samt indtag og udskillelse. Delirium har også fået sit eget kapitel, og den tekniske sygepleje er blevet udvidet. Rehabiliteringsbegrebet er også udbygget og så introduceres palliation.
Bogen henvender sig til sygeplejersker, som til daglig arbejder med intensivpatienter, samt sygeplejestuderende, undervisere og vejledere på bachelor- og kandidatniveau.
Mød patienten på skærmen

Bettan Bagger, Ditte Høgsgaard, Heidi Myglegaard Andersen og Mai-Britt Hägi-Pedersen (red.)
Virtuelle konsultationer
FADL’s Forlag 2025
229 sider – 379,95 kr.
Digitale løsninger som virtuelle konsultationer gør deres entré i sundhedsvæsenet bl.a. pga. demografiske udfordringer. I denne bog giver forskere og fagpersoner deres bud på, hvordan omsorg og behandling udfolder sig, når mødet med patienten flytter fra det fysiske rum til en skærm.
Den giver perspektiver på etik, kommunikation, relationer og kompetenceudvikling i virtuelle konsultationer, og den indeholder konkrete værktøjer til denne nye praksis.