Hvem kan komme med ambulanceflyet?

Landingsbanen er glohed, og Susanne Norby Bojesen har derfor fundet skygge under den ene vinge på det lille propelfly. Hun har netop fået plads til alle de patienter, der er mødt op ved landingsbanen for at blive fløjet afsted til behandling på et hospital langt fra landsbyen. Et søskendepar med skudsår deler samme sæde ved en af vinduespladserne, og på hvert af de andre sæder sidder også to patienter. De sårede og syge sydsudanere er lettede over at have fået plads i flyet. Nogen har skader efter skudsår i arme og ben. Andre har malaria og andre livstruende tropesygdomme.

Susanne Norby Bojesen går mod flydøren, men lige idet hun skal til at lukke den efter sig, kommer en flok landsbybeboer løbende med en mand på en båre. De råber, at han skal med. Men tiden er knap. Hun har lige brugt den halve time, hun har, til at undersøge og udvælge de sygeste patienter.  Nu skal de på vingerne. 

“Vi har kun kort tid til at tage patienterne om bord, flyve dem til det aftalte hospital og overdrage dem sikkert til personalet på hospitalet, inden vi sætter kurs tilbage mod hovedstaden, hvor vi skal være inden klokken 17. For på det tidspunkt lukker luftrummet,” fortæller 65-årige Susanne Norby Bojesen.

Til dagligt arbejder hun som klinisk sygeplejespecialist på Afdeling for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital. Men siden 2015 har hun fem gange været udsendt som børnesygeplejerske med Internationalt Røde Kors og Dansk Røde Kors - et arbejde hun i 2025 modtog Florence Nightingale-medaljen for.

Da hun for snart ti år siden er udsendt første gang til en lille landsby i Sydsudan, der har været gennem flere år med borgerkrig, udbryder der igen uroligheder. Hun bliver derfor evakueret til hovedstaden Juba, hvor hun arbejder som alt andet end børnesygeplejerske. En af opgaverne er netop at flyve ud med det lille propelfly til klinikker og landsbyer for at transportere patienter til et hospital. Det er ikke uvant for hende at vælge benhårdt mellem patienterne - selvfølgelig ud fra faglige kriterier. F.eks. må hun en dag fravælge en lille pige, som ligger i skyggen under et træ - selvom hun er skudt i ryggen. For alle pladser i flyet skal bruges til syge patienter, og derfor kan hendes mor eller far ikke komme med. 

Det samme gør sig gældende på den glohede landingsbane, hvor patienterne nu er klar til at lette med det lille propelfly. Her skal pladserne også gives til dem, der har mest brug for behandling.

“Der er ikke mødt mange op den dag ved landingsbanen, og derfor har jeg fået alle med ind i flyet. Jeg plejer at skulle vælge ca. halvdelen fra. Det er svært, for alle har lige ret til at få hjælp.”

Landsbybeboerne med manden på båren bliver ved med at råbe og gøre tegn til, at han skal med. Det trækker i hende for at undersøge ham. Kan hun nå det? Hvis han er så syg, at han skal med, vil det betyde, at flere patienter skal ud af flyet for at få plads til båren, bl.a. de to søstre, der kun lige er med, fordi der ikke er mødt flere op. Men vil det skabe for meget utilfredshed, kaos og tumult - og kan det få tidsplanen til at skride, så de ikke når at være tilbage, inden luftrummet lukkes? Hun ser piloten i øjnene - de taler deres tydelige sprog: Tag en beslutning. Nu. Hvad gør hun?