Plejehjem fik digital vågekone

Klokken nærmer sig 18, og der er travlt på Håndværkerforeningens Plejehjem i København, hvor aftensmaden skal serveres for de 142 beboere.

Pludselig går alarmen i den ansvarshavende aftensygeplejerskes lomme. Den kommer fra en beboer, som er blevet udskrevet fra hospitalet tre dage tidligere. Han var indlagt med lungebetændelse, men er nu udskrevet til sin bolig på plejehjemmet.

Beboeren har som led i et forskningsprojekt sagt ja til at deltage i trådløs overvågning af sine værdier. Det er den overvågning, som udløser alarmen.

Da sygeplejersken når frem, har beboeren skummende sekret om munden og svær åndenød. Sygeplejersken ringer 112. På hospitalet får han konstateret akut lungeødem. 

”Der er ingen tvivl om, at den digitale overvågning reddede beboerens liv,” fastslår plejehjemmets uddannelsesansvarlige sygeplejerske, Katja Safin Gudmundsen. 

Hun var plejehjemmets kliniske ansvarlige for WARD-projektet, som slog alarm, da beboeren fik det dårligt.

WARD står for Wireless Assessment of Respiratory and circulatory Distress, og trods det engelske navn er der tale om et dansk udviklet system, som kan overvåge bl.a. hjerte- og respirationsfrekvens og iltmætning.

”På plejehjemmet har vi ikke ressourcer til, at samtlige beboere, der lige er udskrevet, kan have en sygeplejerske hos sig døgnet rundt. Vi er kun ni sygeplejersker til at dække alle vagter, hvoraf otte er på deltid,” påpeger Katja Safin Gudmundsen.

Sensorer er et stærkt supplement

Det er første gang, at digital overvågning er blevet testet på et plejehjem. Teknologien er taget i brug på flere sygehuse herhjemme med gode resultater. Den er også testet i borgeres eget hjem, men aldrig på plejecentre, heller ikke i udlandet, fortæller Mia Lind Jepsen. 

Hun er projekt- og forskningssygeplejerske i Anæstesiafdelingen, WARD, på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og koordinerede projektet på Håndværkerforeningens Plejehjem. Sideløbende foretog hun et litteraturstudie af trådløs overvågning af patienter og borgere i udlandet. 

”Resultaterne fra begge studier peger på, at det er muligt at forbedre beboernes psykiske helbred og oplevede livskvalitet. Men konstant monitorering kan ikke stå alene. Overvågningen skal ses som et supplement til det kliniske blik,” understreger Mia Lind Jepsen.

Fra sit kontor i en fløj ved kapellet på Bispebjerg Hospital med udsigt til hospitalets helende haver arbejder hun på at formidle sine fund fra plejehjemsprojektet og håber på finansiering til et større projekt på plejehjemmet. 

I det første projekt deltog 10 patienter, der havde været indlagt mindst et døgn på hospitalet og skulle udskrives til eget hjem på plejehjemmet. 

Etisk debat om terminal deltager

De 10 patienter var kognitivt i stand til at underskrive en samtykkeerklæring og fik påsat trådløse sensorer på brystet og i siden, en blodtryksmanchet på armen og et armbåndsur i tre døgn.

Den første projektdeltager var erklæret terminal på hospitalet, og det udløste etisk debat både blandt personalet på sygehuset og på plejehjemmet. 

”Vi fik mange spørgsmål, om det nu var en god idé at belaste en borger i den sidste tid med at deltage i et projekt. Men hun ville gerne bidrage til forskningen, og den digitale overvågning ændrede faktisk den palliative pleje i den sidste tid,” siger Mia Lind Jepsen.

Katja Safin Gudmundsen stemmer i og fortæller, at flere af hendes kolleger spurgte, hvad de dog skulle bruge den terminale beboers værdier til.

”Men pludselig en dag kunne vi se på WARD-appen, at beboerens puls og hjerte-frekvens steg. Vi gik ind til beboeren, men det kliniske blik viste ikke nogen ændring, og hun mente heller ikke selv, hun havde fået det værre.”

”Mange af vores beboeres svækkede tilstande betyder generelt, at de kan have dæmpede eller atypiske symptomer, som gør, at de kan have svært ved at mærke og sige til, når der opstår forværring. Her kunne vi så aflæse forværringen på beboerens værdier på grund af WARD og handle i realtid, så hun fik den rette hjælp. Årsagen var formentlig, at hospitalet havde stoppet den vanlige hjertemedicin, hvilket gav hende en hjertefrekvens på helt op til 150. Og så gav den digitale overvågning virkelig god mening, også selvom hun var terminal,” siger Katja Safin Gudmundsen.

Mia Lind Jepsen peger på, at tidligere WARD-studier med flere end 500 patienter har vist, at forværring i værdierne kan spores op til fire timer før, de konstateres ved klinisk vurdering.

Må ikke erstatte sygeplejersker

Både den terminale beboer og hendes pårørende følte, at det var betryggende med den ”digitale vågekone”. Det samme mener Linda Lefevre, der er søster til en beboer på plejehjemmet, som også har været på WARD-overvågning.

Han var blevet opereret i tarmen og udskrevet med en infektion. 

”Det gav en ekstra tryghed, at personalet kunne overvåge min bror ved hjælp af WARD. De målte hans værdier konstant uden at skulle ind og vække ham hele tiden,” siger Linda Lefevre.

Det ligger hende dog meget på sinde, at WARD ikke bliver en spareøvelse, hvis kommunen engang indfører systemet i driften.

”Den digitale overvågning er en god idé, hvis den betragtes som et supplement og ikke en erstatning for sygeplejerskerne.”

Katja Safin Gudmundsen er ikke bekymret for, at WARD på et tidspunkt vil kunne erstatte nogle af hendes kolleger. 

”Alle vores beboere skal ikke overvåges med WARD, men systemet er godt for dem, der kommer lige fra hospitalet, fordi vi kan fange udfald tidligere. Når vi kan handle hurtigere, kan vi give beboerne en bedre overlevelsesprognose.”

Kan spare 10 minutter per patient

Ifølge Mia Lind Jepsen rummer WARD potentiale til at mindske forbruget af sundhedsydelser, særligt i hjemmesygeplejen og på hospitalerne.

”Forskning viser, at hospitaler kan spare op til 10 minutter per patient ved at anvende WARD fremfor punktmålinger. Der går simpelthen en masse spildtid med at lede efter blodtryksmålere og andet udstyr,” fortæller hun.

På hospitalerne forestiller hun sig, at flere patienter på længere sigt vil blive sendt hjem med WARD-overvågning fremfor at ligge til observation eksempelvis ved risiko for høj feber eller ved afvigende vitale parametre. 

Teknologien er nem at bruge, understreger Katja Safin Gudmundsen.

”Vi er som sygeplejersker vant til at bruge forskelligt udstyr, og WARD-appen er meget intuitiv, fordi den er brugertestet bl.a. af sundhedsfagligt personale.”

Fald førte til læring

Det var da heller ikke teknologiens skyld, da en beboer med WARD-overvågning faldt og senere blev fundet afkølet. 

”Vi fik en sygemelding en time før nattevagtens start og havde ikke fået WARD indarbejdet i skemaet for vikarer. Det betød, at vikaren ikke havde telefonen med WARD-appen på sig, da beboeren faldt efter toiletbesøg. WARD viste, at patienten var faldet på grund af akut klinisk forværring med afvigende vitalværdier.”

”Det er en læring, vi tager med os, hvis vi får lov at deltage i et nyt og større projekt, men allerede nu har vi ændret arbejdsgangen for vores triagering, så vi nu minimum tilser alle nyudskrevne beboere tre gange på en vagt i alle vagtlag,” siger Katja Safin Gudmundsen.

Hun er stor tilhænger af praksisnær forskning i kommunerne.

”Udvikling og forskning i eget regi giver så meget mening. Men hvis vi får WARD igen, håber jeg på færre og mere præcise alarmer, som i højere grad er tilpasset vores borgergruppe.”

Den del arbejder WARD-teamet allerede på at forbedre. I fremtiden bliver det muligt at indstille reference- og grænseværdierne i appen endnu mere præcist efter den enkelte persons sygdomsbillede.