Kræftsygeplejersken, der blev spydspids

Det var en ganske almindelig aften. Eller, så almindelig, som den nu kunne være, eftersom Helen Bernt Andersen lå på sofaen hjemme hos sig selv. Hun var tung, træt og højgravid med sit andet barn, en dreng mere. Faktisk var hun gået et godt stykke over tid og kunne føde hvert øjeblik.

”Jeg lå der med min store mave og havde radioen tændt, og så kom nyhederne på. Pludselig sagde oplæseren, at Christian Nissen havde sagt sit job op som administrerende direktør på Riget. Han skulle i stedet over til Danmarks Radio og være generaldirektør,” fortæller Helen Bernt Andersen.

Det var i 1994. Bagude lå næsten et helt års altopslugende knokleri, hvor hun som konsulent havde været med til at lægge fundamentet til en spritny centerstruktur på Rigshospitalet. Blækket fra det sidste punktum i kompendierne var knap nok tørt. Det hårde arbejde med at implementere alle de mange ændringer var på nippet til at gå i gang.

Og nu tog chefen, der havde sat gang i det hele, sit gode tøj og gik. Helen Bernt Andersen var nær faldet ned fra den sofa, hun lå på.

”Jeg kan huske, jeg tænkte: Christian, du efterlader dig jo et bombekrater,” siger hun og tilføjer: 

”Bagefter tænkte jeg: Hvad pokker sker der nu?”

Viljen til at gå nye veje

Helen Bernt Andersen er uddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Sygeplejeskole i 1981. Siden har hun haft et langt arbejdsliv, hvor hun har sat sit præg på både sygeplejen og det danske sundhedsvæsen. 

I en alder af 47 år tiltrådte hun som sygeplejedirektør på Rigshospitalet. Den post bestred hun i 18 år, gennem gode tider med udvikling, opdrift og fremdrift, men også sparerunder, ventelister, kriser og covid-19. Hun har siden 2018 været formand for Kræftens Bekæmpelse og kunne i juli sidste år fejre sin 70-års fødselsdag. 

Indtil den store omstrukturering på Rigshospitalet og den aften, hvor alting føltes som om, det var ved at ramle, lå det ikke ligefrem i kortene at Helen Bernt Andersen skulle blive dybt involveret i en hel hospitalsomlægning. Sygeplejen, med blikket for patienten, lindringen og den nære omsorg, var det, hun brændte for. Også selvom hun slog ind på ledervejen tidligt i karrieren.

”Jeg var lidt ked af at bevæge mig væk fra den direkte patientkontakt, men jeg fik noget andet i bytte. Jeg fik indflydelse og mulighed for at arbejde for patienterne på en anden måde. Jeg synes stadig, oversygeplejersker er de måske vigtigste ledere i sundhedsvæsnet i dag. De opererer lige i krydsfeltet mellem klinikken, patienterne og det administrative,” fortæller hun.

Sit første job som nyuddannet sygeplejerske havde hun fået på Onkologisk Afdeling på kræfthospitalet Finseninstitutet i de selvsamme bygninger på Strandboulevarden i København, hvor Kræftens Bekæmpelse i dag har til huse. Inden for få år blev hun afdelingssygeplejerske.

”Finsen var et helt særligt sted. Det var på mange måder forud for sin tid, og der var rigtig gode muligheder for at være med til at præge og udvikle sygeplejen dér. Der var f.eks. stort fokus på at inddrage patienterne i deres egen behandling og en vilje til at gå nye veje. Det har jeg altid følt stærkt for, og arbejdet passede mig virkelig godt,” siger hun.

En uventet opgave

Da Finseninstitutet blev fusioneret med Rigshospitalet i 1990, fulgte hun med som oversygeplejerske. Men hospitalets økonomi havde det skidt, og derfor blev der i 1993 givet politisk grønt lys til at indføre en ny struktur, som skulle samle afdelingerne i tværfaglige centre og sikre en bedre styring med pengene. Hensigten med omstruktureringen var også at styrke forskningen på hospitalet og forbedre patienternes behandling. 

Det blev startskuddet på næste skridt i Helen Bernt Andersens karriere. For der skulle dannes et centerdannelsesteam, hvor der også skulle to sundhedsfaglige konsulenter med. Valget faldt på hende som den ene, og sammen med en overlæge blev hun sundhedsfaglig spydspids for omlægningen.

”Det var uventet, men jeg har altid holdt på, at man skal gribe mulighederne, når man får dem. Så jeg sagde ja til jobbet, selvom jeg jo ikke rigtigt anede, hvad jeg gik ind til,” siger hun.

De næste mange måneder blev omstruktureringen et fuldtidsjob for Helen Bernt Andersen. Sammen med resten af teamet lagde hun slagplaner, omlagde fra top til bund og tegnede omridset til det nye Rigshospitalet. Og derfor glemmer hun aldrig den uvished, hun følte, da hun hørte om direktørens afgang. 

”Alting gik jo heldigvis godt alligevel, og omlægningen blev gennemført i sidste ende. Centerlederne arbejdede ihærdigt for at få det til at lykkes, og jeg blev selv centerchefsygeplejerske for Juliane Marie Centret, da jeg kom tilbage fra barsel. Men det er en af de få gange i mit arbejdsliv, hvor jeg virkelig har følt mig på gyngende grund,” fortæller hun.

Sygeplejen som pejlemærke

Der har været andre tidspunkter i Helen Bernt Andersens karriere, hvor hun har været usikker på det, der lå foran hende. Skyderiet i Field’s Storcenter i 2022 træder frem i hukommelsen. Først uvisheden om omfanget. Hvor mange sårede, hvor mange dræbte? Bagefter timerne i kriseberedskabet for pårørende, der ikke vidste, om deres kære var blandt de levende eller døde. 

Pandemien i 2020 er også et kapitel for sig i scrapbogen. Året, hvor sundhedsvæsenet blev tryktestet i ekstrem grad, og hvor hun også selv smøgede ærmerne op, tog værnemidlerne på og stak nålen i tusindvis af københavnske borgere og ansatte på Rigshospitalet.

Men hun har sjældent rystet på hånden. Det ligger ikke til hende.

”Jeg tror aldrig, jeg har været i tvivl om, at de beslutninger, jeg har truffet, har været de rigtige. Til gengæld har jeg været med til at gennemføre beslutninger, hvor jeg har været uenig – sådan noget som nedskæringer og afskedigelser,” siger Helen Bernt Andersen og tilføjer: 

”Det hører jo desværre med til at være en del af direktionen og have ansvaret for budgetterne. Jeg har dog altid været meget glad for mit samarbejde med de siddende direktører og den øvrige ledelse.”

Selvom hun allerede i 2002 kom på direktionsgangen, har sygeplejen været det pejlemærke, Helen Bernt Andersen har orienteret sig mod. Og hun valgte bevidst en formel lederuddannelse fra. I stedet tog hun kandidatuddannelsen i sygepleje på Aarhus Universitetshospital i 2007.

”Jeg er lidt kontroversiel på den måde, at jeg ikke er enig i den gængse opfattelse af ledelse som et selvstændigt fag. Ledelse er et middel til at nå et mål. Mit mål var at gøre en forskel for patienterne og sikre, at de fik den bedste behandling. Som sygeplejedirektør var det en mærkesag for mig at understøtte forskningen og sikre udviklingen af evidensbaseret praksis,” understreger hun.

Kunsten at se helheden

I alle årene, uanset hvilket kontor, hun har siddet på, eller hvilken jobtitel, hun har haft, har en lille træfigur af en lom fået hæderspladsen på Helen Bernt Andersens skrivebord. Den er kun et par centimeter høj og lidt flere lang, og forestiller en islom med et iriserende sortgrønt hoved og sorte vinger med hvide prikker.

Den har ingenting med sygepleje at gøre. Og så alligevel.

”Jeg fik den som helt ung, da jeg vikarierede som sygeplejerske på Island, før jeg startede i mit første job på Finseninstitutet. Den har fulgt mig overalt og har på en eller anden måde fået en stor betydning i mit arbejdsliv. Når jeg tænker over det, er der nok en form for symbolik i den,” fortæller hun.

F.eks. har hun altid været et stort naturmenneske. Måske har det noget at gøre med hendes halvislandske ophav – hendes mor er fra Island – men skønheden i en fugl, en blomst og en dejlig udsigt har altid været terapeutisk for hende.

”Jeg lader op i naturen og har altid brugt den til at finde ligevægten inde i mig selv. Den giver mig energi og velvære. Naturen er noget, vi som mennesker har til fælles, og nærmest alle kan jo blive enige om, at det føles rart bare at være ude i den. Som kræftsygeplejerske prioriterede jeg at gå ture med mine patienter og opfordrede dem også til at komme ud i naturen, hvis de kunne,” siger Helen Bernt Andersen.

For hende var den lille islom på skrivebordet en konstant påmindelse om helheder. Om at være et helt menneske og se det hele menneske i andre. At vi alle er en del af noget, der er større end os selv.

”Jeg tror, det ligger dybt i alle sygeplejersker. Det gør det i hvert fald for mig. Da jeg blev leder, holdt jeg ikke op med at have blik for helheden. Det skal man selvfølgelig også have, når man i en direktion har 12.000 ansatte under sig,” siger hun og fortsætter:

”Men f.eks. blandede jeg mig meget i indretningen på Rigshospitalet. Hvordan der så ud, hvad der var på væggene. Om der var planter og blomster, steder at sidde, kaffe på kanden, adspredelse – f.eks. et bibliotek. Det betød noget, at patienterne og deres pårørende følte sig velkomne, når de kom ind på hospitalet. At de kunne mærke, der var tænkt på dem, og at de blev mødt på en ordentlig måde.” 

Patienterne var drivkraften

Som formand for Kræftens Bekæmpelse har hun stadig helhedsblikket med sig. Hver gang hun møder de mange frivillige, der får organisationen til at dreje rundt. Når hun taler med kræftramte, tidligere kræftramte og deres pårørende. Når hun holder taler, er ude med indsamlingsbøssen eller giver hånd til de kongelige.

Arbejdet som formand er i øvrigt ulønnet. Det var jobbet som sygeplejedirektør selvfølgelig ikke. Men Helen Bernt Andersen har i sit arbejdsliv altid været drevet af et dybtliggende ønske om at gøre noget godt for alvorligt syge mennesker.

Der var også derfor, hun fra 1992 til 2000 var formand for Foreningen for Palliativ Indsats. At hun blev bestyrelsesmedlem i Børnecancerfonden. Og at hun har haft et utal af store og små projekter på siden, med omsorg og lindring som centrale omdrejningspunkter.

”Mit frivillige arbejde og de mange sideopgaver har været essentielt for mig. Det gav mig indsigt og forståelse, og det har hjulpet mig med at bevare mit blik for patienterne. Det var jo dem, det hele drejede sig om.”