Sygeplejersken
En krise kommer sjældent alene
Ingen strøm, it-nedbrud og mangel på vand. Der er mange scenarier i spil, når sundhedsvæsenet skal være beredskabsklar. Nye anbefalinger skal ruste hospitalerne, men det er langt fra nok.
Sygeplejersken 2026 nr. 1, s. 52-55
Af:
Anton Kjøller Alexandersen,
Michael Ørtz Christiansen,
Lars Jørgensen
"Det kom bag på mig.”
Annemarie Hellebek var egentlig på ferie den 21. januar, da et strømnedbrud ramte hele Bornholm, og dermed også det hospital, hun er direktør på. Via generatorer kom strømmen på få sekunder tilbage på Bornholms Hospital, men vandtrykket faldt, fordi strømnedbruddet var på hele øen.
“Jeg havde ikke forventet, at vandtrykket blev reduceret så hurtigt. Det influerer på almindelige hygiejnemæssige forhold og implicerer laboratoriedrift, operationsgange og vores dialyse,” siger Annemarie Hellebek om hændelsen, som hun mener, man håndterede godt, men:
“Vi skal justere og opgradere for at kunne køre hospitalet under normale vilkår i 24 timer. Det er noget, vi skal arbejde med.”
Strømsvigtets påvirkning af vandtrykket gjorde, at en række spørgsmål meldte sig på hospitalsgulvet. Må vi tage et glas vand? Må vi trække ud i toilettet? Må vi vaske hænder?
“Det er interessant at vide, at det er det niveau, du skal ind i og tale om. Så kan det i højere grad være vores hygiejnesygeplejersker, vi skal involvere i beredskabsarbejdet, f.eks. i størrelsen af lagre af håndsprit,” siger hun og fortæller, at man evaluerer beredskabet efter hændelsen.
Det kan vise, om der er behov for justeringer som f.eks. flere vandtanke eller nye arbejdsgange. Hun slår også fast, at der aldrig var mangel på drikkevand til patienter under strømsvigtet.
Nye anbefalinger
Netop disse kædereaktioner efter et forsyningssvigt var også i fokus, da regeringen den 20. februar lancerede et totalberedskab og en akutpakke, hvor 1,2 mia. kr. udmøntes på beredskabsområdet.
Heraf går 295 mio. kr. til sundhedsområdet: 220 mio. kr. til regionernes arbejde med at opgradere nødstrømskapaciteten på landets sygehuse og 75 mio. kr. til et mobilt medicinsk modtagecenter til krisesituationer, hvor det skal modtage, fordele og behandle både civile og soldater, der er kommet til skade.
I januar kom Sundhedsstyrelsen desuden med en ny vejledning til sygehusenes drift i tilfælde af forsyningssvigt. De skal kunne opretholde driften i minimum 24 timer ved omfattende strømsvigt, herefter køre på nedsat drift i tre dage og med nøddrift i en uge.
Det er ifølge lektor Rasmus Dahlberg, ph.d., lektor og viceleder ved Center for Samfundssikkerhed og Resiliens på RUC, gode anbefalinger. Men det kræver tre ting, hvis en beredskabsplan skal være en succes. Han siger, at planerne skal være klar, de skal være velkendte og afprøvede.
På landets østligste hospital mener man også, at de nye anbefalinger er fornuftige.
“Men kan vi så leve op til det med det samme? Der vil være noget i det, der vil udfordre os,” siger Annemarie Hellebek, der mener, at den seneste hændelse har vist, at hospitalet er nået langt i sit beredskabsarbejde.
”Jeg tror, vi er lidt længere end nogle af de store hospitaler, fordi de kan skabe redundans ved, at patienterne kan blive henvist til et andet hospital i nærheden, hvis strømmen går. Vi er godt klar over, at vi skal klare os selv,” siger hun.
Pandelamper og powerbanks
Men hvad så med de svageste i kommunerne?
Som en af de første gik Viborg Kommune i 2024 i gang med at designe en beredskabsplan for sundhed og omsorg, hvor et af målene var at kunne levere stabil sygepleje under et svigt af el, vand og varme i op til tre døgn. Her skal Skovvænget, som er et plejecenter i Bjerringbro, agere nødberedskab for ældre borgere med strømkrævende hjælpemidler i nærområdet, hvis ulykken er ude.
“Vi har en stor sal, hvor vi har sat masser af lys og stikkontakter op, hvis vi får brug for at hjælpe de borgere, der har strømkrævende hjælpemidler,” siger Susanne Glerup Persson, der er sygeplejerske og leder af plejehjemmet.
Husets nødgeneratorer skal sikre halvdelen af matriklen herunder salen. Skovvængets fire sygeplejersker vil få hjælp af andet sundhedspersonale, hvis udefrakommende borgere skal hjælpes. Centeret har powerbanks, lanterner, pandelamper, batterier og engangsbækkener og –kolber, men har også bedt beboere om at have tæpper og batteridrevet lys. Derfor føler Susanne Glerup Persson sig tryg og sikker på, at man kan opretholde normal drift i 24 timer:
“Det vil jeg mene. Vi kan f.eks. også centralt fra lave et udtræk af, hvad for noget medicin borgerne skal have, og vi har sikret belysning, mad og drikke, så det burde vi være klar til.”
Rekrutteringsudfordringer
I Dansk Sygeplejeråd (DSR) understreger forkvinde Dorthe Boe Danbjørg, at sygeplejersker og andet sundhedspersonale er helt centrale, når Danmark rammes af kriser. Men også at beredskabet, som det er nu, kan få svært ved at følge med bemandingsmæssigt.
“Selvom det går bedre, så er sundhedsvæsenet stadig presset. Sygeplejerskerne har travlt, og det kan være svært at få vagtplanerne til at hænge sammen. Hvis vi skal have et reelt robust beredskab i både kommuner og regioner, skal kapaciteten følge med, og det kan være svært med de rekrutteringsudfordringer, der stadig er flere steder i sundhedsvæsenet i dag,” siger hun.
En ny undersøgelse fra DSR viser, at 43 pct. af de ledende sygeplejersker mangler personale i deres enhed, og 56 pct. af dem vurderer, at den mangel påvirker kvaliteten af sygepleje og behandling negativt. Derudover siger næsten hver fjerde ledende sygeplejerske, at de har svært ved at få besat ledige stillinger.
Hvis strømmen går på hospitalet
Her oplever man ikke, at strømmen går
Vitalt udstyr. Det kan være operationsudstyr eller udstyr til en skopi. Det meste af laboratoriet er også sikret, da blodprøver ikke må gå tabt. Hjerteovervågning, intensivstuer og traumestuer er også omfattet.
Hospitalets telefoncentral og interne telefonsystemer er også sikret
Der er altså tale om, at alt det mest kritiske udstyr, som kan køre videre via et UPS-anlæg (Uninterruptible Power Supply), som er et strømforsyningsanlæg, der fungerer som et intelligent backup-batteri, som sikrer blinkfri elforsyning.
Her bemærker man kort, at strømmen går
Alt på dette niveau er sikret med nødgeneratorer. De forsyner alt på hospitalet, og nødgeneratoren vil normalt starte, hvis der er såkaldt sort lys, altså ingen strøm, i to til fire sekunder. Derefter vil der typisk gå 20-30 sekunder, før generatorerne er startet og kan levere el ud i huset.
Noget udstyr, som ikke genstarter selv, vil dog manuelt skulle sikres, som f.eks. ventilation og røgtenudstyr.
CT-scannere og MR-scannere har et højt energiforbrug, hvorfor de genstartes i den udstrækning, som der er generatorkapacitet til.
Kaffemaskinen indgår også herunder.
Her vil der mangle strøm, indtil elnettet er i funktion igen
Kontorområder, mødelokaler, omklædningsrum, værksteder, kældre og ingeniørgange. Altså alle ikke-patientområder.
Bivirkninger, hvis strømmen går:
Vandforsyningen er dybt afhængig af elnettet, og derfor kan et strømnedbrud give et faldende vandtryk og tilgængelighed af vand.
I værste fald kan man løbe tør for vand.
Bivirkninger på vandtryk og vandforsyning vil påvirke f.eks. dialyseapparater, autoklaver, instrumentvaskemaskiner og bækkenkogere. Funktionerne som toiletskyl og håndvask udfordres straks.
Uden påvirkning, hvis strømmen går:
Adgang til medicinrum, da adgangskort med chip kører på sit eget system og er batteriforsynet.
IT-systemer vil også virke, da de kører på en såkaldt dash-teknologi via nettet, og teleoperatører kan tage over for hinanden, for at sikre, der er dækning
Automatiske døre på hospitalet, da de også er batterisikrede
Illustrationen er et fiktivt eksempel.
Det er udarbejdet ud fra et dansk hospital, men det kan ikke overføres 1:1 til alle hospitaler.