Sygeplejersken
Kvindesygdomme overses i årevis
Kvinder har symptomer i flere år, før de bliver diagnosticeret med f.eks. endometriose. De uopdagede gynækologiske lidelser giver også højere risiko for depression, viser ny forskning. Nu giver politikerne penge til området. På tide, men ikke nok, mener sygeplejersker og forskere.
Sygeplejersken 2026 nr. 1, s. 10-15
Af:
Christina Sommer,
Mathilde Nyfos Ebbesen
Foto:
Marie Boye Thomsen
Mange kvinder lever i årevis med smerter, som ingen kan forklare, eller som bliver negligeret. Ganske enkelt fordi man ikke ved bedre. Eller fordi man ikke har undersøgt det nærmere.
Nogle af de mest udbredte, men langt fra kendte gynækologiske lidelser, er voldsom eller uregelmæssig menstruation, vulvodyni og endometriose samt dysplasi, nedsunken livmoder, inkontinens og smertefulde efterfødselsskader.
Lidelser, som flere sygeplejersker, forskere og patienter håber, vil få meget mere opmærksomhed i fremtiden. Ikke mindst Mette Bjerring Andersen, formand for Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker, som sideløbende med sit kandidatstudie i klinisk sygepleje arbejder på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Kolding Sygehus.
”Vi skal blive meget bedre til at diagnosticere og møde de her kvinder, hvor de er. Hele sundhedsvæsenet skal blive bedre til at tage problematikkerne alvorligt og ikke negligere f.eks. smertefulde menstruationer med råd som ”tag et par panodiler,” siger hun.
Burde være sket for længst
Problemet er efter mange år begyndt at få politikernes bevågenhed. De fem regioner investerer tilsammen 25 mio. kr. i kvinders sundhed de kommende år, og i oktober sidste år annoncerede regeringen, at den afsætter 160 mio. kr. over de næste fire år til at etablere Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed. Det glæder Mette Bjerring Andersen.
”Det er virkelig positivt, at kvindesygdomme endelig får den politiske og samfundsmæssige opmærksomhed, de fortjener. Det har vi advokeret for i mange år. Det er et yderst specialiseret område, som kræver enormt meget af både personalet, samfundet og patienterne selv,” siger hun og uddyber:
”For patienterne betyder det ofte lange udredningsforløb, smerter og nedsat livskvalitet, og for samfundet øgede sundhedsudgifter og tabt arbejdskraft.”
Hun bakkes op af Mette Bliddal, lektor i Forskningsenheden for Gynækologi og Obstetrik, Klinisk Institut på SDU.
”Det burde jo være sket for lang tid siden, for kvindekroppe er bare anderledes og mere komplicerede end mandekroppe pga. vores hormonspejl, altså de konstante svingninger, der er i vores hormoner gennem hele livet. F.eks. under menstruationscyklus, pubertet, graviditet og overgangsalder. Der er behov for flere midler til forskning i deciderede kvindesygdomme, men også i medicin til kvinder i forbindelse med sygdomme, der rammer både mænd og kvinder,” siger hun.
Over 250.000 diagnosticeret
Et lysende eksempel på, hvad forskning på området kan give af viden, står Mette Bliddal selv bag. Hun har forsket i kvindesygdomme og reproduktion i flere år, og i oktober sidste år offentliggjorde hun sammen med forskerkolleger et omfattende registerstudie, der viser, at kvinder med gynækologiske lidelser oftere har depression, både før og efter, de får stillet diagnosen.
Studiet omfatter danske sundhedsdata for over 2,2 mio. kvinder i alderen 15-49 år. Heraf blev 265.891 – svarende til 12. pct. – diagnosticeret med mindst én af de 24 mest udbredte gynækologiske lidelser, f.eks. endometriose, PCOS og menstruationsforstyrrelser.
”Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at 12 pct. af alle kvinder får en diagnose med mindst en af disse lidelser, særligt da det drejer sig om sygehusdiagnoser, som indikerer en vis alvorlighed,” fortæller hun.
Dernæst undersøgte forskerne forekomsten af depression blandt kvinderne tre år før og tre år efter diagnosetidspunktet. Og konklusionen er klar: Forekomsten af depression er højere blandt kvinder med en gynækologisk lidelse sammenlignet med kvinder uden.
Diagnose efter 4-11 år
Studiet viser, at risikoen for depression var 44 pct. mere udbredt blandt kvinderne allerede tre år før diagnosen, og i året efter var risikoen for depression mellem 15 og 109 pct. højere afhængig af gynækologisk lidelse.
”Vi kan altså se, at kvinder, der får en af disse lidelser, har en højere risiko for depression flere år, før de får en diagnose. Vi kan dog ikke se, om de allerede har symptomer på deres lidelse på det tidspunkt, men det er en hypotese. Vi kan også se, at den største forekomst af depression ses hos kvinder med smertefulde lidelser som PCOS og endometriose. Her er risikoen for depression op mod dobbelt så høj som hos kvinder uden,” fortæller Mette Bliddal og fortsætter:
”Her er det jo tankevækkende, at der f.eks. ved endometriose i dag går 4-11 år, fra kvinden har de første symptomer, til hun får diagnosen.”
Tænkes ind i psykiatri
Selvom studiet ikke siger noget om årsag og virkning, viser resultaterne ifølge Mette Bliddal, at fysisk ubehag i underlivet og psykisk mistrivsel ofte følges ad. Forskerne efterlyser derfor en mere integreret indsats mellem somatisk og psykiatrisk behandling, både i udredningsfasen og i opfølgningen, især i almen praksis og gynækologisk regi.
”Mit håb er, at læger og andre sundhedsprofessionelle tager kvinder med fysiske gener i underlivet alvorligt og spørger ind til, om generne påvirker deres mentale helbred og omvendt: Har en kvinde problemer med sit mentale helbred og tegn på depression, skal man også huske at spørge ind til evt. gener i underlivet,” siger Mette Bliddal, der også er spændt på at se, hvordan det kommende nationale center for forskning i kvinders sundhed kommer til at fungere i praksis.
”Vi er jo en del forskningsgrupper rundt om i landet, der arbejder med forskellige emner på området. Jeg håber, at centret kan styrke samarbejdet på tværs af de mange forskningsmiljøer, så vi kan supplere hinanden frem for, at alle midlerne bliver koncentreret et sted.”
Sygeplejerskerne skal med
Netop spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at forskningsmidlerne havner der, hvor de kan gøre mest gavn for både patienter og sundhedsprofessionelle, er Ulrik Bak Kirk også optaget af. Han er forsker ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og har fulgt udviklingen i forskning i endometriose og kvindesygdomme generelt tæt de seneste år. Bl.a. som projektleder på det EU-finansierede forsknings- og innovationsprojekt ’FEMaLe: Finding Endometriosis using Machine Learning’.
”De 160 mio.kr. er en god start, men de rækker ikke langt. Nu skal der handling bag de flotte hensigtserklæringer, og her er det afgørende, at vi får identificeret behovene nedefra ved at tage afsæt i patienternes faktiske behov, så vi kan bruge ressourcerne der, hvor der faktisk er brug for dem,” siger han velvidende, at det er lettere sagt end gjort.
”Der er behov for at involvere en bred gruppe af patienter, ikke kun ”de professionelle”, som er velorganiserede i store patientforeninger. Vi risikerer dog at ende med en kæmpe lang ønskeliste, og derfor er det vigtigt at få fagpersonerne med, især sygeplejerskerne, der har afgørende viden om, hvor systemet knækker i mødet med kvinder – både på hospitalerne, i kommunerne og i almen praksis,” tilføjer han.
Ensartet behandling efterlyses
Skulle politikerne følge rådet om at invitere sygeplejersker med i etableringen af det nye nationale forskningscenter, står formand for Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker Mette Bjerring Andersen klar.
”Vi er ikke et stort selskab, men vi er godt repræsenteret på afdelinger for kvindesygdomme og fødsler over hele landet. Vi er højt specialiserede og har indblik i, hvor der er plads til mere forskning og videndeling, så alle patienter kan blive behandlet lige over hele landet,” siger hun og peger selv på endometriose, blødnings- og smerteproblematikker og efterfødselsskader samt mindre kendte sygdomme som lichen sclerosus som nogle, der fortjener mere opmærksomhed.
Mette Bjerring Andersen håber også, at centret kan være med til at sikre, at den højt specialiserede viden, der findes rundt om i Danmark, kommer ud til alle i hele sundhedsvæsenet, samt at der kommer mere overordnede nationale planer for både diagnose- og behandlingsforløb.
”I dag er der f.eks. stor forskel på at have endometriose i Jylland, på Fyn eller Sjælland, fordi de er langt fremme på området i Nordjylland. Men vi formår ikke rigtigt at tale sammen og få delt vores viden. Sådan skal det ikke være i et lille land som Danmark. Det kan centret forhåbentlig afhjælpe,” understreger hun.
Læs de andre artikler i dette tema:
