171.000 kr. og en højere månedsløn

En dag sætter Kirsten Merete Wassard sig foran computeren og skriver en mail.  

“Jeg skriver til alle de sygeplejersker på afdelingen, som jeg kan se, ikke er medlem af DSR. Jeg vil gerne gøre dem opmærksom på, at de ikke er på min liste. Måske er de registreret forkert, og så skal vi have styr på det, men der kan også være nogen, som ikke er medlem, som måske gerne vil være det,” fortæller Kirsten Merete Wassard.

Hun er sygeplejerske og arbejder til dagligt på Akut Intern Medicinsk Afsnit på Hobro Sygehus, hvor hun også er tillidsrepræsentant for godt 50 sygeplejersker. 

Et par dage efter, at mailen lander i sygeplejerskernes indbakke, banker det på døren til hendes kontor. En sygeplejerske, der har arbejdet 2,5 år på afsnittet, vil gerne vil have hjælp til at melde sig ind i Dansk Sygeplejeråd. 

“Vi finder en computer og får meldt hende ind. Med det samme falder snakken på, at hun ikke har fået sin anciennitet fra udlandet med sig, og hun undrer sig over, om det kan være rigtigt.”

Sygeplejersken kommer fra Rumænien, hvor hun har arbejdet som sygeplejerske i 2 år og 4 måneder. Hun flytter derefter til Italien og arbejder i 5 år og 1 måned, inden hun kommer til Danmark, hvor hun efter noget tid får dansk autorisation som sygeplejerske. Derefter får hun arbejde på afsnittet i Hobro, og det er kun arbejdet fra Hobro, der ser registreret som anciennitet på hendes lønseddel. Hun har haft sine udenlandske ansættelseskontrakter forbi lønkontoret, men får at vide, at hun skal dokumentere, at hun rent faktisk har arbejdet de steder, hvor hun har været ansat i udlandet.

Graver en gammel arbejdsbog frem

“Så vi bliver enige om, at hun skal prøve at grave gamle dokumenter frem. Det er udfordrende, for når man er flyttet to gange, er der mange ting, man smider ud. Rumænien har nok heller ikke samme e-bokssystem som Danmark. Os der har alderen til det, ved også, vi ikke gemmer gamle lønsedler og den slags.”

Men sygeplejersken graver dybt i de gamle papirbunker, hun trods alt har, og finder en gammel arbejdsbog fra Rumænien. Her er information om, hvornår hun er steget i løn, hvornår hun har opnået en ny kompetence, og man kan se, at hun kontinuerligt har været på arbejde i en årrække. Hun får at vide, at dokumentationen skal oversættes til dansk eller engelsk.

“Men jeg kan hurtigt afkode datoerne, så jeg siger til hende, at vi tager den med og ser, hvad de i første omgang siger.”

Fra Italien finder hun et brev med bekræftelse på, at hun har arbejdet på hospitalet fra en bestemt dato til den dato, hvor hun har sagt sin stilling op. Det hele er på italiensk.

“Jeg sender det for en god ordens skyld til lønkontoret og siger, at vi selvfølgelig nok skal få det oversat.”

Ved ikke, hvad de har ret til

Men kort tid efter står sygeplejersken igen i døren ind til Kirsten Merete Wassards kontor. Hun har et kæmpe smil på læberne.

“Hun har fået sin anciennitet godkendt. Det blev til mange penge. For hun har både ramt fire års-tillægget og lønstigningen efter otte års anciennitet. Og lige rundt om hjørnet venter stigningen efter 10 års anciennitet.”

Kirsten Merete Wassard har ellers været nervøs for, at der ville blive kigget på papirer og fremsendte dokumenter med lup, hvor hvert et lille punktum eller komma skulle vendes og drejes:

“Men det var rimelig ligetil. Det er skønt, at det ikke altid behøver at være så besværligt.”

Sygeplejersken fra Rumænien har helt fra starten haft svært ved at finde ud af, hvem der kunne hjælpe hende. Nu har hun svært ved at få armene ned igen. Kirsten Merete Wassard er glad for, at hun kunne hjælpe og håber, at andre sygeplejersker med udenlandsk erfaring bliver inspireret til at gå samme vej.

“171.000 kr. er mange penge, men de 7.500 kr. fremadrettet hver måned er virkelig noget, man mærker i sin hverdag,” siger hun og tilføjer:

“Det har åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er at synliggøre vores fagforening. Specielt i forhold til dem, der kommer hertil med udenlandsk baggrund og ikke automatisk har fået den information på sygeplejerskeuddannelsen i Danmark og er vokset op med det naturlige i, at mange af os er organiseret i fagforeninger. De ved ikke meget om, hvad de har ret til. Derfor kan de have et ekstra behov for at komme med i det fællesskab.”