Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Dansk Sygeplejeråd vokser: Flere melder sig ind

Over 76.000 sygeplejersker er nu medlem af Dansk Sygeplejeråd, der både i fagforeningen og studenterorganisationen oplever fremgang i medlemstallene efter tidligere års nedtur. Det vækker glæde hos bl.a. forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg. ”Når medlemstallet vokser og flere vælger fællesskabet til, står vi stærkere,” siger hun.

Publiceret: 

9. april 2026

Senest opdateret: 

9. april 2026

Af:

Helle Lindberg Emarati

hli@dsr.dk
Dansk Sygeplejeråd har nu flere end 76.000 medlemmer

Foto:

Anton Kjøller Alexandersen

Den nedadgående kurve er for alvor knækket og antallet af sygeplejersker, der melder sig ind i Dansk Sygeplejeråd, vokser igen støt. Det viser nye medlemstal.

Fagforeningen, der netop har sendt sygeplejerskernes nye overenskomstaftaler til afstemning på det kommunale og regionale område, kunne pr. 1. marts fejre den stigende organiseringsgrad med et medlemstal på 76.266. 

Det er 1.473 flere end sidste år og en markant fremgang fra 2024, hvor medlemstallet i Dansk Sygeplejeråd ramte sit laveste niveau i mere end 20 år. Men den udvikling er altså vendt nu – og det vækker glæde hos forkvinde Dorthe Boe Danbjørg.

”Det er rigtig dejligt, at flere sygeplejersker melder sig ind i deres fagforening, ikke mindst i en tid, hvor fagbevægelsen generelt oplever medlemsnedgang. Når medlemstallet vokser og flere vælger fællesskabet til, står vi meget stærkere i forhold til at forbedre sygeplejerskernes løn, arbejdsvilkår og rettigheder,” siger hun.

Flere medlemmer giver forhandlingsmuskler

Dorthe Boe Danbjørg peger på henholdsvis covid-19 og den efterfølgende sygeplejerskestrejke i 2021 som de primære årsager til, at medlemstallet i Dansk Sygeplejeråd tog et drastisk dyk på lidt over 7.000 – fra 79.506 medlemmer i 2021, det højeste nogensinde, til blot 72.429 medlemmer i 2024.

"På sigt bliver hele grundlaget for den danske model og fagbevægelsen, der har sikret os alle de rettigheder, vi nyder godt af i dag, undermineret, hvis alle melder sig ud af fællesskabet."

Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd

”Mange meldte sig ud og mange forlod også helt sygeplejefaget efterfølgende. Derfor gør det mig naturligvis rigtig glad, at den negative spiral nu er brudt. At vi repræsenterer et så stort antal af sygeplejerskerne som muligt er fuldstændig afgørende for f.eks. vores forhandlingsmuskler, og at vi har noget at skulle have sagt over for arbejdsgiverne,” forklarer Dorthe Boe Danbjørg.

Hun henviser til, at man blot skal kigge over til det private arbejdsmarked for at blive mindet om, at gode arbejdsvilkår og en ordentlig løn – eller sågar bare en overenskomstaftale – ikke er en selvfølge, og at det derfor har stor betydning, at man er medlem af en fagforening.

”Nogle sygeplejersker tænker måske, at de jo får den samme løn og de samme rettigheder, uanset om de er medlem af Dansk Sygeplejeråd eller ej, og det er for så vidt også rigtigt. Når jeg forhandler med arbejdsgiverne, kommer det jo alle sygeplejerskerne til gode. Men på sigt bliver hele grundlaget for den danske model og fagbevægelsen, der har sikret os alle de rettigheder, vi nyder godt af i dag, undermineret, hvis alle melder sig ud af fællesskabet,” siger Dorthe Boe Danbjørg. Hun tilføjer:

”Derudover har vi i Dansk Sygeplejeråd en rigtig stærk rygrad i form af sagsbehandlere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, kredspolitikere og mange andre, der hver eneste dag hjælper sygeplejersker med at sikre, at deres rettigheder bliver overholdt. Det får man heller ikke, altså f.eks. adgang til rådgivning og hjælp, hvis man ikke medlem.”

Også fremgang blandt studerende

Hos Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS, der er en del af Dansk Sygeplejeråd, er der også grund til at smile. Studenterorganisationen oplever nemlig ligesom moderorganisationen fremgang i medlemstallet – en udvikling, som forperson i SLS, Nicolaj Laue Juhl, tilskriver en målrettet indsats.

”Vi har organiseret 1.000 flere medlemmer sidste år og det er vi enormt stolte af, for vi har arbejdet hårdt på at være synlige og højne kendskabet til SLS blandt de sygeplejestuderende. Vi har også virkelig mange aktive frivillige, der gør en kæmpe organiseringsindsats ude på uddannelsesstederne, og nu er vi nået til et punkt, hvor jeg ikke længere oplever, at de studerende spørger hvorfor de skal melde sig ind, men hvordan,” fortæller han.

I skrivende stund er 6.906 sygeplejestuderende medlem af SLS, der som en del af overenskomstforhandlingerne netop har landet en ny aftale om ansættelse og løn i den sidste praktik.

”Det har vi kæmpet for i to år, og vi har også på andre områder gjort en dyd ud af at tale med vores medlemmer om det, der fylder og omsætte det til reel politisk indflydelse. Det tror jeg også er en af grundene til, at flere melder sig ind,” siger Nicolaj Laue Juhl.

Han opfordrer i samme åndedrag endnu flere studerende til at blive en del af studenterorganisationen.

”I et organiseret fællesskab kan vi forandre tingene sammen. Det blev f.eks. tydeligt i forbindelse med uddannelsesreformen, hvor SLS fik en central plads i arbejdsgruppen for udviklingen af den nye uddannelse,” siger Nicolaj Laue Juhl. Han fortsætter: 

”Vi hjælper og støtter sygeplejestuderende på mange måder. Vi har mange sociale arrangementer på uddannelsesstederne, vi har afholdt Danmarks største karrieredag og vi har fokus på at øge trivslen hos de studerende. De kan også søge om legat under udlandsophold og vi har deres ryg, mens de er under uddannelse, f.eks. hvis de oplever problemer i praktikken eller får en arbejdsskade.”