De sidste af en særlig slags

Deres hænder har fulgt mennesker gennem livets største overgange – fra spædbarnets første åndedrag til den ældres sidste. De har mærket hjerteslagene, når de var stærke, og når de forsvandt, lindret smerte med blid berøring og rolige ord, og stået urokkeligt fast, når verden omkring dem vaklede.

Vicedirektør for Regioner Ella Skifte, ledende regionssygeplejerske, Region Sermersooq Inuuti Fleischer og ledende oversygeplejerske for Operation og Intensivområdet, Arnak Fleischer Hansen har tilsammen brugt mere end et århundrede i Grønlands sundhedsvæsen. Ikke på afstand – men midt i det hele. Nærmest som dets rygrad.

I et system præget af hyppige udskiftninger, vikarer og korte ansættelser, er de blevet, år efter år, vagt efter vagt. Deres kontinuitet er usædvanlig, næsten sjælden. Sammenlagt mere end 120 års tjeneste

De begyndte, da det grønlandske sundhedsvæsen stadig blev styret fra Danmark, hvor beslutningerne blev sendt over Atlanten, og grønlandske stemmer sjældent nåede frem til ledelsesgangen.

De er en del af en generation, hvor arbejdet var en selvfølge. Man blev, til opgaven var løst. Man lærte den nye kollega op og kæmpede for, at grønlandsk sprog og kultur ikke blev glemt i sundhedens sterile rammer – men blev en del af dem.

Undervejs i deres lange karriere har de alle tre, Ella Skifte, Inuuti Fleischer og Arnak Fleischer Hansen, varetaget markante lederposter i Grønlands Sundhedsvæsen. Ikke alene har de stået i front fagligt, men har også medvirket til udviklingen af den store sundhedsorganisation i årtier – en organisation, der strækker sig fra Nanortalik i syd, Tasiilaq i øst og Qaanaaq i nord. Med deres erfaring har de bidraget til opbygningen af strukturer, retningslinjer og samarbejdsformer, der i dag danner rygraden i det moderne grønlandske sundhedssystem.

Dengang gjorde vi det bare

Deres interesse for sygeplejefaget begyndte i en tidlig alder. I en ung alder fungerede Ella som tolk i sin fødeby, Ilulissat. De første ansatser mod den hvidkitlede verden.

For Arnak begyndte det endnu tidligere. Som blot 14-årig havde hun sin første nattevagt i sin fødeby, Uummannaq Sygehus. Hun hjalp til som medhjælper, vaskede patienter og lavede praktiske opgaver. Det var i 70’erne, og arbejdet blev aflønnet med småpenge – men betydningen var stor. Her fandt hun sin retning.

Inden hun blev sygeplejerske, var hun i 80’erne sundhedsmedhjælper i den sydgrønlandske by, Qaqortoq, hvor hun blev kastet ud i opgaver, som til forveksling ligner sygeplejerskernes arbejdsopgaver i dag:

"Vi var tæt på patienterne, og vi blev kastet ud i det hele”, fortæller hun - og oplyser, at hun var med til fødsler, operationer, tog blodprøver, ja, hun fungerede nærmest som lægens højre hånd. Hun fortsætter:

“I dag kræver mange af de opgaver en særlig uddannelse. Dengang gjorde vi det bare.”

Apropos at blive kastet ud i svære opgaver, uden den store introduktion, kender Inuuti også til. Hun var lige begyndt på sygehuset i Aasiaat som sygeplejerske, da hun blev kastet ud i den første selvstændige operationsvagt. Midt i hendes nattesøvn klokken halvtre om natten bankede det på hendes dør. Beskeden var klar: du har en operationsvagt – en patient har blødende mavesår, som skal opereres. Med hjertet oppe i halsen, tænkte hun alle procedurerne igennem trin-for-trin, samtidig med at hun tømte en æske gajoler for at få styr på nerverne.

“Da jeg kom derover, sagde lægen, at patienten først skulle have blod. Så fik vi lige lidt ekstra tid, inden vi skulle begynde. Jeg kunne godt tage det lidt mere roligt, men jeg glemmer aldrig oplevelsen,” kommer det smilende fra hende og fortæller, at sådan var oplæringen dengang: ved at gøre det – og ikke så meget læsning. Det var learning-by-doing i sin reneste form – og i øvrigt: den eneste tilgængelig.

I dag ville mange af deres opgaver kræve flere års efteruddannelse, supervision og specialisering. I dag anerkender de alle tre, at de er glade for de nye tider med bedre indlæring – ikke mindst af hensyn til patientsikkerheden.

Da Grønland tog sundheden hjem

Den 1. januar 1992 overtog Grønland ansvaret for sit eget sundhedsvæsen, og det var mere end blot en administrativ beslutning. Det var en milepæl – og en begyndelse. For første gang blev det muligt at forme et sundhedsvæsen med afsæt i grønlandske behov og værdier og grønlandsk sprog.

Ella husker tydeligt tiden fra dengang, særligt et skelsættende øjeblik. Det var lige efter hjemtagelsen af sundhedsområdet. Sammen med en kollega blev hun interviewet af Grønlands TV-avisen, Qanorooq. Bagtæppet for interviewet var en stor konference, som foregik i Kangerlussuaq, hvor sundhedsvæsenets fremtid var på dagsorden. Deltagerlistens navne afslørede hurtigt, at det udelukkende var embedsmænd og ledere fra toppen – og så godt som ingen med grønlandske rødder.

“Vi undrede os. Vi havde lige hjemtaget sundhedsområdet til Grønland, og så var vi ikke med til at forme fremtidens sundhedsvæsen i vores land” fortæller Ella, som tydeligt huskede nervøsiteten, da de luftede kritikken i det offentlige rum, da det var en kritik af systemet. Det var man ikke vant til på dette tidspunkt.

Men ordene vakte genklang i samfundet. Qanorooq fulgte op med flere indslag, og en offentlig debat begyndte at tage form. Gradvist begyndte ændringerne at tage form. En af de markante ændringerne var en begyndende hjemtagelse af sundhedsuddannelserne til Grønland, herunder Sygeplejeskolen, hvor Arnak var en af de førstuddannede sygeplejersker.

At arbejde i Grønland – men føle sig som gæst

Selvom sundhedsvæsenet for længst var hjemtaget til Grønland, mærker Arnak Fleischer Hansen stadig den danske kulturdominans i hverdagen på sygehusene. Det skal ikke forstås som en kritik af det danske personale, da hun er glad for deres tilstedeværelse – og så længe Grønland ikke er selvsupplerende med egen personale, så er det et grundvilkår, vi naturligvis skal acceptere. Sådan er det bare.

Men ifølge Arnak er udfordring særligt på det sproglige område, hvor størstedelen af personalet taler dansk – og patienterne taler i overvejende grad grønlandsk. Her oplevede hun, at det oftest var patienten, der sprogligt skulle tilpasse sig – og ikke omvendt. Det har hun svært ved. Og det samme gjaldt hendes grønlandsk personale, som oftest har dansk som deres andetsprog. Da hun selv blev leder, forsøgte hun selv at skabe forandringer, så der også blev gjort plads til den mere eftertænksomme, stille grønlænder.

”Jeg prøver at italesætte det over for mine danske kollegaer, at de skal være opmærksomme på deres grønlandske kollegaer, at de ikke taler i samme hastighed. Mange grønlænderne bliver meget nemt overset til et møde”, forklarer hun og gør opmærksom på, at hun selv skal gøre sig ekstra umage for at blive hørt. 

Hun fortsætter opsummerende - med et smil på læben:

”Jeg oplever til tider, at jeg arbejder i Danmark – og jeg går hjem til Grønland."

Når fællesskabet forandrer sig

I dag er det sjældent, man fejrer "kobberbryllup" med sin cheflæge. Men det gjorde Inuuti, da hun var forstander på Aasiaat Sygehus. Her arbejdede hun i årevis med hendes cheflæge og et team af grønlandske sygeplejersker, hvor relationerne var tætte, og rutinerne stærke.

Ella oplevede det samme, da hun var forstander på Ilulissat Sygehus i begyndelsen af 00’erne. De var ikke bare kolleger – de var et fællesskab. En fasttømret stab, hvor alle kendte hinanden.

Dernæst huskede de også, at fællesskabet var anderledes blandt personalet. Personaleboligerne var tæt placeret ved siden af hinanden – og med jævne mellemrum holdt man fællesspisninger, hvor særligt de nyansatte havde mulighed for at lære de andre at kende. Og om sommeren grillede de sammen i fjeldet, hvor Inuuti særligt husker en Sankt Hans Aften, da en af lægerne brød ud i operasang, som var en skøn oplevelse..

Tiden var også en anden dengang. Begge huskede også tiden, hvor man hyppigt arbejdede mere end de fastsatte 40 timer om ugen. Det var ikke noget, de tænkte over – det gjorde man bare dengang.

”Dengang tilpassede man sit privatliv til arbejdsliv – og i dag er det omvendt”, kommer det fra dem begge, men de anerkender og accepterer, at de yngre generationer i dag har andre prioriteter; mere fokus på work-life-balance.

Flere vikarer

Sådan var det før sundhedsreformen, hvor 17 distrikter blev til fem regioner. I dag er virkeligheden en anden: Færre fastansatte – og flere vikarer fra fortrinsvis Danmark, og det er ikke uden problemer, ifølge Ella.

”Der er mange forskelle mellem Danmark og Grønland – og en af dem er levevilkårene. Hvis en patient for eksempel bliver sendt hjem til en mindre by for at blive genoptrænet, er det ikke sikkert, at den pågældende patient har adgang til en fysioterapeut, eller at deres hus har rindende vand, måske skal de hente vand ved en vandpost. Og derfor kan man ikke bare sende patienten hjem, da de vil få svært ved at klare sig uden hjælp”, forklarer Ella og understreger, at det ikke er en kritik af vikarerne, men en ærgrelse over, at der ikke er flere fastansatte i Grønlands sundhedsvæsen.

I et helt arbejdsliv har de tre kvinder viet deres arbejdsliv til omsorg, retfærdighed og ansvar. Nu håber de, at sundhedsvæsenet fortsat udvikles – med respekt for det, der var, og mod på det, der kommer.

Og selvom de måske snart hænger kitlen på knagen, så slipper de aldrig helt ansvaret. For det har aldrig ”bare” været” et arbejde for dem. Det har været en del af deres liv og identitet.