"Det var nyt for mig, at lægerne gerne vil høre, hvad jeg tænker om patienten"

”Jeg kiggede med det samme på min kollega og sagde 'Stop, et barn! Det går da ikke?'.” 

Det fremgår tydeligt af Javad Torkamangholamis mimik, at han blev meget overrasket, da han for første gang så et barn komme gående ind på gangen på det højteknologiske og klinisk rene Afsnit for Intensiv Behandling på Herlev Gentofte Hospital.  

”I mit hjemland kan de pårørende ikke altid besøge deres kære. De kan ofte kun hilse på gennem et vindue eller CCTV-kamera. Og her kom der et barn. Men min kollega sagde bare 'Jo, jo Javad. De må gerne være her'.” 

Javad Torkamangholami er en af de godt 20 iranske sygeplejersker, der i løbet af 2023 og 2024 har gennemført en evalueringsansættelse på Herlev Gentofte Hospital. Og at pårørende må komme på besøg hos intensivpatienter i Danmark er bare én af mange nye rutiner og færdigheder, som Javad Torkamangholami har skullet lære for at kunne få varig autorisation til at arbejde som sygeplejerske i Danmark.  

”Arbejdskulturen er anderledes mange steder i Iran. På min gamle arbejdsplads arbejdede vi mere i teams omkring en patient, hvor en teamleder fortalte, hvem der skulle gøre hvad. Som mandlig sygeplejerske er det også en refleks for mig at hjælpe kvindelige kolleger - f.eks. hvis der skal flyttes en stol eller løftes tunge ting. I Danmark arbejder vi alle meget mere selvstændigt om patienterne,” siger han og tilføjer:  

”Det var også helt nyt for mig, at lægerne gerne vil høre, hvad jeg tænker om patienten. Men det fungerer så godt. Det er jeg meget glad for.” 

Dansk via Youtube  

Javad Torkamangholami fik dansk autorisation i april i år, godt halvandet år efter han sammen med sin kone og nu 11-årige datter satte fod på dansk jord i oktober 2022. Drømmen om en bedre fremtid med mere velstand og frihed for især datteren havde fået familien til at afsøge jobmuligheder i udlandet.  

En kammerat fra sygeplejestudiet i Iran havde talt godt om Danmark, og inden længe havde Javad Torkamangholami søgt om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Sagsbehandlingen tog dog tid, bl.a. pga. corona og papirtrækkeri mellem de to lande, fortæller han.  

”Det tog 19 måneder, før Styrelsen for Patientsikkerhed havde godkendt min uddannelse. Min kone er også uddannet sygeplejerske, men hun søgte først om godkendelse, da vi var kommet til Danmark. Det tog 21 dage”.  

Javad Torkamangholami taler virkelig godt dansk, selvom det er med accent, og han nogle få gange skal lede lidt efter ordene og have assistance fra ordbogen på sin mobil.  

Sprogundervisningen begyndte da også flere måneder inden afrejse, hvor de danske gloser blev trænet ved hjælp af videoer på Youtube og sprog-appen Duolingo. Og så snart familien var landet i Danmark og på plads i deres nye hjem i Herlev, stod den på danskundervisning hver dag – både i sprogskole og derhjemme.  

”Jeg læste 10 timer om dagen. Min lærer syntes vist, at det var lidt meget,” siger han med et smil og fortæller, hvorfor familien bosatte sig i Herlev. 

”Vi ville gerne bo i København. Og så begyndte vi at kigge efter lejelejligheder, men også hvor vi kunne få arbejde. Og her opdagede vi Herlev Gentofte Hospital. Fra vinduet i vores soveværelse kan vi se hospitalet, og hver morgen jeg stod op, kiggede jeg ud ad vinduet og sagde 'Der vil jeg arbejde en dag'. Det, syntes min kone, var lidt skørt.”  

Timelønnet runner  

Men i marts 2023 følte Javad Torkamangholami sig endelig klar til at søge drømmejobbet på Herlev Gentofte Hospital intensivafsnit. Familien havde levet af sin lille opsparing og lånt penge af flere iranske venner bosat i Danmark, da pengeoverførsler mellem Iran og Danmark nærmest er umulige pga. EU’s sanktioner mod landet. 

Han sendte en mail direkte til oversygeplejerske Laila Nielsen og fik til sin overraskelse et svar med invitation til en samtale et par dage senere. Samtalen gik godt, oversygeplejersken havde bemærket hans lange erfaring med intensivspecialet, og kort tid efter var han til samtale igen, denne gang med intensivsygeplejerske Lise Andersen, der også er klinisk sygeplejespecialist.  

De var alle enige om, at der manglede lidt sprogligt, før Javad Torkamangholami kunne starte i en evalueringsansættelse, men jobbet som timelønnet runner var hans. Og som runner lærte Javad Torkamangholami afsnittet, kolleger og det danske sundhedsvæsen bedre at kende samtidig med, at han fortsatte danskundervisningen ved siden af.  

”Jeg startede med fire timer om ugen. Jeg fulgtes primært med en anden runner, Mettesofie, der også er sygeplejerske. Vores opgave var at gøre stuerne klar. Fylde op og sørge for, at alt var, som det skulle være.” 

Mange overraskelser  

Efter fem. måneder som runner startede Javad Torkamangholami endelig i sin evalueringsansættelse som sygeplejerske på afsnittet. Han blev tilknyttet klinisk sygeplejespecialist Lise Andersen, som havde tilrettelagt evalueringsforløbet. Hun havde bl.a. udarbejdet lokalt tilpassede kompetencemål og var sammen med oversygeplejerske Laila Nielsen ansvarlig for evaluering af forløbet.  

I de første uger var Javad Torkamangholami desuden fast tilknyttet en bestemt sygeplejerske i afdelingen, som han fulgte i alle vagter. På det tidspunkt var der endnu ikke oprettet fælles forløb for udenlandske sygeplejersker på hospitalet, så al undervisning og introduktion til det danske sundhedsvæsen og til funktionen og ansvarsområder som sygeplejerske i Danmark, blev varetaget af afdelingen. Han arbejdede 37 timer om ugen og fortsatte med danskundervisning privat ved siden af.  

Udstyret på intensivstuerne skræmte ham på ingen måde. Det var det samme, han arbejdede med i Iran om end udstyret der var nogle år ældre. Men det er ikke kun børn på gangene og stor inddragelse af pårørende generelt, han har skullet lære at håndtere som sygeplejerske i Danmark, fortæller han og kommer med endnu et par eksempler.  

”Jeg blev meget overrasket, da jeg hørte om det første gang: At en patient kan fravælge genoplivning. Det er slet ikke et emne i Iran, det skyldes måske vores religion? Og jeg har heller ikke været med til familiesamtaler før. Det gør iranske sygeplejersker ikke,” siger Javad Torkamangholami og fortsætter:  

”Vi står heller ikke for kontakten mellem sygehus og patientens kommune, hvis de skal have hjælpemidler eller pleje ved udskrivelse. Vi har slet ikke sådan et system i Iran”. 

Nervøs i begyndelsen 

En anden ting, Javad Torkamangholami også har skullet vænne sig til, er håndtering af patienternes nedre hygiejne. 

”Som mand udførte jeg ikke nedre hygiejne på kvindelige patienter. Det var lidt svært for mig i begyndelsen, men som mine kolleger sagde 'Javad, du er sygeplejerske og skal hjælpe med alt det, patienten har brug for'. Og det er slet ikke noget problem for mig, jeg arbejder som dansk sygeplejerske nu. Men ønsker patienten en anden sygeplejerske, er det også ok.” 

Javad Torkamangholami lægger ikke skjul på, at han var meget nervøs, da han startede som runner.  

”Hvad hvis kollegerne ikke kunne lide mig – hvis de ikke ville tale med mig? Og hvad med patienterne? Men de har alle været så søde. Mange er også nysgerrige og spørger ind til, hvor jeg kommer fra, og hvordan der er i mit hjemland.” 

Drømme trods savn 

En evalueringsansættelse tager som udgangspunkt seks måneder, men kan forlænges ved behov. Det blev Javad Torkamangholamis’ ansættelse, som han afsluttede i april i år efter ni måneder.  Evalueringen byggede på Styrelsen for Patientsikkerheds skema for evalueringsforløb, og beslutningen om, at han havde klaret det, blev truffet af Lise Andersen og Laila Nielsen. De havde også løbende haft statussamtaler med Javad Torkamangholamis og vurderede også hans faglige og sproglige kompetencer ud fra de lokalt tilpasset kompetencemål.  

Kort tid efter var den danske autorisation en realitet og drømmen om et job som fastansat sygeplejerske på Afsnit for Intensiv Behandling på Herlev Gentofte Hospital gået i opfyldelse.  

”Jeg var meget glad og stolt. Og nu skal jeg sammen med en anden sygeplejerske, der også har afsluttet sin evalueringsansættelse, holde oplæg for sygeplejersker, der skal til at starte i evalueringsforløb. Vi skal fortælle om vores oplevelser og erfaringer, det glæder jeg mig meget til." 

Javad Torkamangholamis familie er også ved at falde godt til i Danmark – hans kone er pt. i gang med sin evalueringsansættelse på Frederiksberg Bispebjerg Hospital. De savner alle tre familie og venner i Iran, men Javad Torkamangholami er ikke i tvivl om, at de bliver i Danmark.  

”Vi har allerede fået nye venner og haft mange gode oplevelser Danmark. Her er meget smukt og trygt at være. Og jeg drømmer om at tage specialuddannelsen i intensiv sygepleje en dag,” siger han.