Efter 40 år i psykiatrien er Jørgen stadig nysgerrig på den menneskelige fortælling

Selv efter 40 år i psykiatrien er det stadig relationerne og de menneskelige møder, der driver sygeplejerske Jørgen Peter Søderlind Jensen. Han kender stemmerne, smerten og stilheden, og han ved, hvordan man når ind bag facaden hos mennesker med svære psykiske lidelser.

Som en fast del af det ambulante team i retspsykiatrien i Middelfart kører han hver uge ud til omkring 35 patienter på institutioner, bosteder og i private hjem. Her bringer han sin enorme faglige ballast i spil og kalder sig uden tøven specialist. Ikke bare i psykiatri, men i mennesker.

”Jeg ser det egentlig som et arbejde som alle andre, men jeg betragter mig som specialist inden for mit felt, og det synes jeg er fedt at kunne bidrage med,” fortæller han.

Han understreger, at de mennesker, han møder, er eksperter i deres eget liv. Hans opgave er at bringe sin sygeplejefaglige viden i spil, så han bedst muligt kan støtte og hjælpe dem på deres vej.

For Jørgen Peter Søderlind Jensen handler arbejdet ikke kun om diagnoser og behandlinger, men i høj grad om den menneskelige fortælling.

”Det er deres egen historie, der er det vigtigste. Den fortælling har ofte større betydning for, hvor langt de kan komme, end noget andet. Samtidig har jeg både faglig viden og evnen til at skabe kontakt, også med mennesker, som kan være svære at nå. Det er netop det at opbygge en god relation, der er afgørende,” siger han.

Relationen mellem sygeplejerske og patient er hjørnestenen i hans arbejde, og den bygges op gennem nærvær og åbenhed.

”Det handler om ikke at have en fastlåst forestilling om, hvad man kommer ud til. Man må være åben, og nogle gange meget åben. Det kræver mod at være til stede i situationen, uden at vide, hvad det fører med sig. Men det er dér, relationen begynder,” forklarer han.

Tillid er nøglen 

I retspsykiatrien møder han patienter, som har en psykisk sårbarhed og samtidig en dom, de skal forholde sig til. 

”Mange forstår ikke eller accepterer ikke, hvorfor de er dømt. Det kan føles uretfærdigt for dem, og det er deres virkelighed, som vi må møde med respekt,” siger han.

Med sin systemiske tilgang søger han at forstå hele mennesket bag dommen:

”Jeg er oprigtigt nysgerrig på, hvad de kommer med, hvad de har med i bagagen, hvor har det været godt at være dem, og hvor har det været svært? Det hjælper os med at vende en straf til støtte og hjælp.”

At skabe tillid tager tid og kræver konsistens. Mange patienter har aldrig haft grundlæggende tillid til andre mennesker, og det betyder, at relationen skal bygges op skridt for skridt.

”Derfor er konsistens vigtig, at jeg kommer igen og igen, holder aftaler og overholder tider, så de kan regne med mig. Det tager tid, men det er vejen til tillid,” fortæller han.

Tidligere arbejdede Jørgen Peter Søderlind Jensen i et mobilt akutteam, hvor han oplevede en anden form for relationsarbejde, en tilgang han savner i dag. Her var mulighederne større for at gribe folk tidligt. Det mobile akutteam blev dog afskaffet grundet besparelser.

”Når vi trådte ind ad døren, var folk glade for, at vi kom. Det var et tilbud om at blive hørt og set, hvilket er kernen i relationsarbejdet,” mindes han.

En terapeutisk tilgang

En vigtig del af hans faglige fundament er en terapeutiske tilgang. Han har gennemført en tre-årig terapeutuddannelse i systemisk familieterapi, som han mener har været en stor hjælp i hans arbejde og afgørende i psykiatrien.

”Hvis man vil arbejde i psykiatrien, er det en stor fordel at have det med sig. Jeg har været heldig at kunne tage flere videreuddannelser, der blev betalt af arbejdspladsen. Sygeplejen giver mulighed for faglig udvikling, og det betyder meget for at holde til et langt arbejdsliv,” siger han.

Efter et langt arbejdsliv prioriterer han nu at fokusere på kerneopgaven og på at dele sin viden med de yngre kolleger.

”Det handler om at vise, at man bliver klædt godt på til opgaven. Vi har stærke faglige traditioner i sygeplejen, og vi formår at ruste folk grundigt til det ansvar, der følger med. Det skal vi være stolte af og blive bedre til at fortælle videre,” siger han.

Supermand, der ikke vil stoppe

Efter mere end 40 år i psykiatrien ved Jørgen Peter Søderlind Jensen godt, at et skifte muligvis er ved at nærme sig. Men han har ingen planer om at stoppe.

”Jeg har fire år tilbage til pension, og om et år kan jeg gå på efterløn. Det giver en frihed i tanken at vide, at man kan trække det kort, hvis det bliver nødvendigt, men for nu har jeg ingen planer om at stoppe,” fortæller han og tilføjer med et smil:

”Jeg er jo supermand – men det ved jeg jo godt, at jeg ikke er. Det mærkes, at jeg har været i faget længe, men friheden til at kunne vælge gør, at jeg stadig har gejst og overskud.”

Selvom Jørgen Peter Søderlind Jensen brænder for sit arbejde og stadig møder ind med engagement og faglig stolthed, er han ikke blind for de store udfordringer, psykiatrien står overfor – særligt den massive mangel på sengepladser.

”Vi har patienter ude i samfundet, som burde være indlagt, men der er ikke plads. Derfor må vi intensivere de ambulante besøg og følge dem tættere, end vi måske har kapacitet til. Det er en hård realitet – både for patienterne og for os, der forsøger at holde dem oppe,” forklarer han.

Hvis ikke vi sætter tidligt ind, risikerer vi at tabe mennesker alt for tidligt, advarer Jørgen Peter Søderlind Jensen. Han ser igen og igen, hvordan ubehandlede problemer i barndommen kan føre til misbrug, psykisk sygdom og i værste fald en dom:

”De forsøger at klare sig selv, men det går sjældent godt. Vi gør meget i børn- og ungeområdet, men det er ikke nok, og konsekvenserne viser sig ofte først i voksenlivet. Det er dem, vi møder igen senere i psykiatrien.”

Sikkerhed fylder meget, når man arbejder med patienter, der både har en psykisk lidelse og en dom. Det kræver omhyggelig planlægning og overvejelse af, hvor mødet bedst kan foregå.

”Det handler om at skabe tryghed både for patienten og personalet,” forklarer Jørgen Peter Søderlind Jensen og fortsætter:

”Jeg møder dem med nysgerrighed frem for frygt. Ofte har de oplevet noget i livet, som gør, at de føler sig nødt til at passe ekstra på sig selv. Derfor vurderer vi altid, om vi skal mødes i hjemmet, i lokalpsykiatrien eller et andet sikkert sted, hvor vi hurtigt kan få hjælp, hvis det bliver nødvendigt.”

Som en flot anerkendelse af sit livslange arbejde har Jørgen Peter Søderlind Jensen modtaget en fortjenstmedalje af sin arbejdsgiver og skal snart til audiens hos kongen for at modtage den.

”Min chef søgte for mig, og heldigvis fik jeg lov – det er en stor ære,” siger han stolt.