Nyhed
Etiske idealer i demensplejen
Et nyt studie kortlægger etiske principper, hvordan de beskrives og hvor stor vægt de får i de politiske dokumenter på demensområdet i 17 EU-lande.
Publiceret:
23. februar 2026
Senest opdateret:
23. februar 2026
De fleste EU-lande fremhæver værdighed, selvbestemmelse og personcentreret omsorg som bærende principper i deres nationale demensstrategier. Men bag de enslydende formuleringer gemmer sig markante forskelle i, hvad værdierne betyder, og hvordan de omsættes til praksis. Det viser et nyt internationalt studie, som belyser nationale demensstrategier i 17 EU-lande.
Forskere fra Statens Institut for Folkesundhed har været primus motorer for projektet og har i samarbejde med andre europæiske forskere kortlagt, hvilke etiske principper der fremhæves, hvordan de beskrives, og hvor stor vægt de får i de politiske dokumenter. Studiet ’Ethical Principles in European National Dementia Strategies: A Framework Analysis’ er netop publiceret i Journal of Aging & Social Policy og skal give beslutningstagere et bedre overblik over både fælles værdier og blinde vinkler i europæisk demenspolitik.