Forbered dig på hybridangreb: Vær irriterende

En fjendtlig statsmagt angriber vandværket og lukker for vandet i hele lokalområdet i en uge, også til det lokale hospital. Strømmen bliver afbrudt i et hybridangreb, nødgeneratoren virker ikke og strømafbrydelsen kan vare i flere dage. Udenlandske hackere får det centrale patientsystem til at gå i sort og ingen kan sige, hvornår det kommer til at virke igen.

Sygeplejerske, hvad gør du?

Ovenstående scenarier kan måske lyde voldsomme, men i en verden, hvor trusselsbilledet mod Danmark ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har ændret sig til det værre og den sikkerheds- og geopolitiske situation er under hastig forandring, er det ikke nok at være forberedt på epidemier og kortvarige kriser.

Det mener Rasmus Dahlberg, der er beredskabsforsker. Han har skrevet bøger om kriseledelse og samfundssikkerhed og peger på, at ansatte i sundhedsvæsnet fremover skal være klædt på til at kunne håndtere længerevarende krisesituationer og krigsførelse fra fremmede magter.

”Når vi taler om angreb udefra, er der to typer af trusler, der kan ramme sundhedssektoren. Den ene er angreb, der er direkte rettet mod sundhedsvæsnet. Den anden er angreb rettet mod andre sektorer eller mål, som har afledte effekter, der påvirker driften i sundhedsvæsnet,” fortæller han.

Angreb fra alle sider

Men betyder det så, at man i det danske sundhedsvæsen nu skal planlægge, hvordan man drifter i et scenarie, hvor fronten kun er et stenkast væk og missiler falder fra himlen? Skal sygeplejersker have skudsikre veste og hjelme på, når de går på arbejde? Skal vi berede os på, at russiske tanks kan rulle over grænsen og rette skytset mod såvel hospitaler som militære installationer?

Ikke helt. Ifølge Rasmus Dahlberg er det i diskussionen om beredskab i sundhedsvæsnet nemlig mere relevant at tale om hybridkrigsførelse – det vil sige angreb sammensat af flere forskellige elementer, hvor truslen kommer fra flere fronter på samme tid og hvor det kan være svært at identificere, hvem der står bag.

”Mange tror, at hybridkrigsførelse er et andet ord for cyberangreb, men det er ikke helt rigtigt. I princippet kan hybridkrigsførelse sagtens omfatte konventionelle angreb med f.eks. bomber eller droner, men man skal mere se det som en slags gråzone, hvor der ikke rigtigt er krig, men heller ikke fred,” forklarer Rasmus Dahlberg og fortsætter: 

”Det kan være vand- eller strømforsyninger, der bliver afbrudt eller vigtige it-systemer, der bliver nedlagt. Serverkabler, der skæres over eller gasledninger, der bliver saboteret. Det kan f.eks. også være flygtningestrømme, der dirigeres i vores retning for at skabe kaos og destabilisere vores samfund.”

Mørke zoner mudrer billedet

I Danmark er beredskab en sektoropdelt affære. Politiet har f.eks. lov og orden inden for landets grænser, imens forsvaret har ansvaret for håndteringen af trusler udefra og sundhedsvæsnet har ansvaret for alt, der berører borgernes sundhed.

Derfor er det som udgangspunkt Sundhedsstyrelsen, der er den øverste myndighed for krisehåndtering i sundhedsvæsnet, imens ansvaret for at koordinere beredskabsplanlægningen og operative indsatser ligger hos regionerne, kommunerne og hospitalerne selv. Af samme årsag var det også daværende direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, der på pressemøde efter pressemøde tonede frem på tv-skærmene sammen med regeringstoppen under håndteringen af covid-19 epidemien.

Den form for opdeling er der både styrker og svagheder ved i en krisesituation, forklarer Rasmus Dahlberg.

”På den ene side er det selvfølgelig godt, at angreb mod f.eks. sundhedsvæsnet bliver håndteret dér, hvor ekspertisen er. Hvem ved bedre, hvad der skal til for at drifte et sundhedsvæsen under angreb, end de mennesker, der arbejder i sundhedsvæsnet?” siger han og fortsætter: 

”På den anden side gør sektoropdelingen det svært at koordinere indsatser, når angrebene rammer snitfladerne mellem sektorer. Derfor er hybridangreb problematiske, fordi de netop er målrettet de mørke zoner, hvor det er uklart, hvem der bør gøre hvad. Det gør det også svært at forberede sig, fordi man ikke helt ved, hvad det er, man skal forberede sig på.”

Rasmus Dahlberg peger dog på, at regeringen i august sidste år oprettede et nyt ministerium – Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.

”Måske kan de blive det ansvarshavende organ, der kan lave en overligger for beredskabsindsatsen. Altså et slags nationalt beredskabssystem lig det amerikanske DEFCON, men hvor alle på tværs af sektorer ved, hvad de skal gøre, når vi træder et trin op eller ned ad stigen,” siger han og fortsætter:

”Det kan også være, vi skal bevæge os mere i retningen af et ”situation room.” En krisestyringscentral, hvor sektorerne sidder sammen og håndterer både de små bump i det daglige og de store kriser, hvor det hele buldrer og brager.”

Organisationer er organismer

Men hvordan skal man som beredskabsansvarlig – eller bare som helt almindeligt sundhedspersonale – så forholde sig, når de gule breaking-bjælker brager derudaf med trusler om krig, politikerne sætter turbo på oprustningen af forsvaret og statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler, at situationen er den mest alvorlige siden Anden Verdenskrig?

Man skal for det første ikke gå i panik. Og spørger man Rasmus Dahlberg, skal man især som beredskabsansvarlig insistere på, at der skal være en plan A, en plan B og en plan C for det hele.

”Når jeg underviser mennesker, der skal ud og arbejde med krisehåndtering, har jeg en fast læresætning, jeg altid bruger: Be the most annoying person in the room. Udpeg svaghederne hver eneste gang, du finder dem,” siger han og giver et eksempel.

”Sæt dig ned og find på ti scenarier for, hvad der kan ske, hvis strømmen går i en uge, hvis der bliver slukket for vandet lige så længe, hvis russerne sender en mand ind på hospitalet, der saboterer alt, hvad han kan komme i nærheden af. Gå til ledelsen og spørg, om der er en plan for det hele. Når der er en plan for det hele, så sæt dig ned og find på ti nye.”

Ifølge beredskabsforskeren er det bedste forsvar mod hybridkrigsførelse nemlig det, han kalder resiliens – et begreb, der med lidt elastik kan det oversættes til “dynamisk modstandsdygtighed”. Det handler om at forstå organisationer mere som organismer end som mekaniske systemer.

”Jeg har f.eks. lige været i fitnesscenter, hvor jeg har udsat min krop for en masse stress og ubehageligheder. Det gør jeg, fordi jeg ved, den bliver stærkere af det. Det er i princippet det samme, der gør sig gældende ved beredskab,” forklarer han og fortsætter:

”Resiliens handler om mere end bare øvelse. Når man f.eks. øver krisescenarier på hospitaler, skal det ikke kun være for at tjekke, om de ansatte kender til beredskabsplanen og ved, hvad de skal gøre i en specifik situation. Det skal først og fremmest handle om at stressteste. At identificere svaghederne og finde ud af, hvad der sker, hvis situationen ændrer sig og beredskabsplanen pludselig ikke dur.”