Genvalgt Dorthe Boe Danbjørg: ”Der er stadig meget at kæmpe for”

Dorthe Boe Danbjørg bliver stående ved roret som forkvinde for Dansk Sygeplejeråd.

Det stod klart torsdag morgen kl. 8.00, da fristen for opstilling til formandsvalget udløb og ingen modkandidater havde meldt sig på banen.

Nyheden om genvalget kommer frem på andendagen for regeringens uddannelsespolitiske topmøde i Odense, hvor Dorthe Boe Danbjørg sammen med regeringstoppen, ministre og andre aktører bl.a. drøfter regeringens udspil til en ny uddannelsesreform, som blev offentliggjort tidligere i denne uge.

Lige efter fristens udløb fangede Sygeplejersken den genvalgte forkvinde på telefonen til fem hurtige spørgsmål om hendes første år i den varme stol - og et lille kig fremad.

Da du tiltrådte som forkvinde for et år siden, var det bl.a. din ambition, at alle sygeplejersker skulle føle sig favnet af dig og føle, at Dansk Sygeplejeråd havde deres ryg. Hvordan er det gået indtil nu?

”Jeg er meget ydmyg over for, at der kan sidde nogle sygeplejersker derude, som har en helt anden opfattelse af tingene end mig, og som af forskellige årsager måske ikke føler sig inkluderet. Dem vil jeg på ingen måde underkende.

Personligt oplever jeg, at vi ikke længere er så uenige, som vi har været og jeg føler, der er kommet mere samling på os som faggruppe. Jeg har været ude og besøge rigtig mange sygeplejersker på mange forskellige arbejdspladser i år, hvor jeg ikke har oplevet frustrationer på samme måde som tidligere. Et mere synligt tegn på, at vi står mere samlet, er måske også afstemningsresultatet for OK24, hvor medlemmerne i overvejende grad jo stemte ja til den aftale, vi havde forhandlet hjem.

Men selvfølgelig er der stadig mange spørgsmål og også kritiske røster. Det skal der også være, det er jo en del af den demokratiske samtale, vi skal have i en fagforening som DSR."

Du havde også en ambition om, at sygeplejersker skulle anerkendes mere for deres faglighed. Er du og Dansk Sygeplejeråd kommet længere i den kamp?

”Både og. Jeg mener, der stadig er meget at kæmpe for, og at fagligheden er vores vigtigste kamp nu. Vi ser ind i en virkelighed, hvor hvor der f.eks. er kommet anbefalinger fra Robusthedskommissionen om at bruge mere ufaglært arbejdskraft i sundhedsvæsnet. Her skal vi virkelig vise den forskel, sygeplejerskerne rent faktisk gør med deres faglighed og få beslutningstagerne til at forstå, hvorfor det er vigtigt, at sygeplejerskerne stadig får lov til at udøve den.

Lige nu sidder jeg f.eks. til regeringens topmøde i Odense og diskuterer udspillet til den nye uddannelsesreform, hvor man bl.a. vil skære tre måneder af sygeplejerskeuddannelsen. Det ser jeg ikke nødvendigvis som et udtryk for, at man ikke forstår specifikt sygeplejerskernes faglighed, for det er jo stort set alle professionsbacheloruddannelserne, man vil forkorte. Men det er udtryk for, at man vil have bl.a. sygeplejerskerne hurtigere igennem uddannelsen.

Samtidig vil jeg dog også pege på, at uddannelsesudspillet med fokus på efter- og videreuddannelse, hvor der specifikt nævnes flere specialuddannelser, faktisk er en anerkendelse af vores faglighed og af behovet for blandt andet specialisering.  

Med det sagt, så er det vigtigt for mig, at vi i Dansk Sygeplejeråd er offensive og gør regeringen opmærksom på, hvor afgørende det er for kvaliteten i sundhedsvæsnet, at vi bevarer det høje faglige niveau i sygeplejerskeuddannelsen.”

Hvad er du mest stolt af at have opnået indtil nu?

”Jeg synes, vi har opnået mange gode ting i mit første år, men jeg tror, jeg vil fremhæve trepartsaftalen. Så ved jeg godt, der er nogle, der tænker: "Hvordan kan hun være stolt af det, når hun jo ikke fik de kommunale sygeplejersker med i den aftale?" Men det var historisk lønløft og historisk, at man valgte at give de penge uden om overenskomstforhandlingerne. Derfor er jeg stadig meget stolt og glad for det, vi opnåede.

Det er dog vigtigt for mig at sige i den sammenhæng, at det ikke kun er mig, der har opnået den aftale. Det er en hel masse kræfter i Dansk Sygeplejeråd, der har været med til at få den i hus og i virkeligheden er det et arbejde, der er bygget op over mange år med konstant, vedvarende fokus på vores lønefterslæb. Det er jeg også meget ydmyg over for.”

Hvad har været sværest i dit første år som forkvinde?

”Det sværeste har været balancen mellem virkelig gerne at ville lande en trepartsaftale og samtidig være virkelig bekymret over de modydelser, der var krav om. Pengene kom jo ikke gratis, det kostede os også noget. Det har været en stor udfordring for mig.

Det har også været svært – og jeg ved, det også vil være svært fremadrettet – at stå fast, samtidig med at alle sygeplejerske skal mærke, at jeg repræsenterer dem. At jeg er deres stemme. Nogle gange har jeg været nødt til at hugge en hæl og klippe en tå for at sikre, at vi som faggruppe er blevet ved med at have indflydelse i nogle forhandlingsrum, der er vigtige for sygeplejefaget og for sundhedsvæsnet. Det er en kontinuerlig balancegang.”

Hvad vil du kæmpe for de næste fire år?

”Først og fremmest vil jeg kæmpe for faget og fagligheden. På de indre linjer vil jeg kæmpe for, at vi bevarer det fællesskab, vi har haft i Dansk Sygeplejeråd i 125 år og som vi har haft på trods af uenigheder. Vi har stået stærkest sammen. Det skal vi fortsætte med.

Men vi bliver også nødt til at forny os. Det er jo ingen hemmelighed, at tilslutningen til fagbevægelsen generelt er faldende. Derfor kigger vi lige nu i Dansk Sygeplejeråd indad og forsøger at finde ud af, hvordan den politiske organisering skal være fremover. Forandringer er altid svære, men det er et arbejde, der bliver lagt rigtig mange kræfter i, for vi bliver nødt til at ruste os til fremtiden, hvis vi også skal stå stærkt de næste 125 år.”