Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Nu er de kommunale sygeplejersker på forhandlingsbordet  

OK24-forhandlingerne for de kommunalt ansatte er skudt i gang, og forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, har pakket soveposen.

Publiceret: 

13. februar 2024

Senest opdateret: 

14. februar 2024

Af:

Mathilde Nyfos Ebbesen

mne@dsr.dk
62734515

Forkvinde Dorthe Boe Danbjørg bevægede sig kl. 11 op mod ’kravenes port’ med de andre forhandlere på det kommunale område, der blandt andet udgør hovedforhandler for de kommunalt ansatte, Mona Striib, og topforhandler for de kommunale arbejdsgivere, Michael Ziegler. Det var foran Kommunernes Landsforenings hovedsæde på Amager, de kommunalt ansatte stod klar til at presse arbejdsgiverne, da forhandlingerne på det kommunale område tirsdag blev skudt i gang.  

Sygeplejersken fangede forkvinde Dorthe Boe Danbjørg, inden hun gik ind, og spurgte til hendes forventninger og ønsker til forhandlingerne på sygeplejerskernes vegne:  

”Jamen, jeg tænker, at det som altid bliver nogle hårde og svære forhandlinger, for det er jo de afsluttende forhandlinger, så vi skal blive enige med arbejdsgiverne om den overordnede ramme og organisationsmidlerne og en lang række andre detaljer. Så jeg tænker, at vi får nogle hårde timer forude. Jeg har også taget min sovepose med.”  

Ja, hvorfor har du det? 

”Jeg tænker, at det kommer til at trække ud, for det er nu, vi skal blive endeligt færdige, vi skal blive enige med arbejdsgiverne om alle detaljerne i OK24.” 

Hvilke ønsker går du til bordet med for sygeplejerskerne?  

”Vi har jo hørt, hvad sygeplejerskerne ønsker, og de vil have mere i løn. Det er det vi kæmper for. Vi kæmper for at få den højest mulige ramme, så vi kan sikre, at man får flere penge mellem hænderne - at man får det, man kalder en reallønsfremgang. Det er også det, vi har en forventning om nu, for ved forliget på statens område er der kommet en reallønsfremgang. Derudover vil vi gerne have det, der hedder organisationspuljer, for der kan vi gå ind og sætte nogle konkrete aftryk på lige præcis sygeplejerskernes overenskomst.”  

Og du føler dig klar? 

”Ja, vi er klar!” 

Forhandlingerne om det kommunale arbejdsmarked starter blot to dage efter, at forliget på det statslige område landede. Når et forlig på det kommunale område ligger klar, er det de ansatte i regionernes tur til at forhandle.