Filippinerne kæmper for at beholde deres sygeplejersker

MANILA, FILIPPINERNE – Det er en varm dag. Sådan en dag, hvor tøjet klistrer til kroppen, og huden glinser af fugt. Manila er den tættest befolkede hovedstad i verden, og forureningen hænger som en tung kappe i luften. 

Inde på skadestuen på Bagong Ospital ng Maynila er stemningen hektisk. Overalt er der mennesker, et virvar af syge, pårørende og personale. 

To unge kvinder ligger i den samme seng med deres nyfødte spædbørn. Ved siden af står tre senge med patienter i respiratorer. 

“De er døende,” fortæller en sygeplejerske i forbifarten, “men vi har ikke andre steder at placere dem. Alle stole, alle senge, alle ledige pladser er optaget.” 

Af samme grund sidder 39-årige Daisy Rose Obregon på gulvet. Hun er selv sygeplejerske, men er på skadestuen, fordi hendes et-årige datter Ada har over 40 i feber. De har allerede ventet i otte timer, men nye patienter med mere akutte behov bliver ved med at strømme ind. 

Ada er genert. Hendes øjne er matte, og hun krøller sig sammen i sin mors favn. Alligevel springer Daisy op, da vi fortæller, at vi er fra Danmark. Det viser sig, at hun de sidste mange år har kæmpet for at komme til udlandet for at arbejde, skabe sig en bedre fremtid for sig selv og sine seks børn. 

Det vender vi tilbage til. Daisy er nemlig langt fra den eneste sygeplejerske, der drømmer om at forlade Filippinerne.

Survival mode 

Ifølge tal fra de filippinske sundhedsmyndigheder arbejder mere end 50 pct. af alle uddannede sygeplejersker i udlandet. Det har store konsekvenser for landets eget sundhedsvæsen, der mangler flere end 350.000 sygeplejersker. 

Den store sygeplejerskemangel har ført til, at 200 hospitaler er lukket, og yderligere 800 hospitaler er lukningstruede eller delvist lukket. Det viser en rapport fra The Philippine Hospital Association. 

På Bagong Ospital ng Maynila fortæller hospitalsdirektør, Aileen Lacsamana, at 25 pct. af de ansatte sygeplejersker årligt siger op, fordi de har fået arbejde i udlandet: 

“Vi har været nødt til at sænke forventningerne til de sygeplejersker, vi ansætter, fordi der ikke er nok kvalificeret personale. Nu handler det mere om kvantitet frem for kvalitet,” siger hun. 

“Jeg vil beskrive det sådan, at det filippinske sundhedsvæsen er i survival mode - og det har det været længe,” fortæller professor og forsker i global sundheds- og omsorgsmigration Renzo Guinto. Han er selv født og opvokset i Filippinerne og har længe været vidne til, hvordan sundhedsvæsenet er blevet mere og mere presset. 

“Vi mangler faciliteter, vi mangler ressourcer, og vi har en konstant udskiftning af personale, fordi så mange sygeplejersker rejser til udlandet. Det betyder, at mange ikke får den rette behandling, ligesom mange i landdistrikterne slet ikke har adgang til behandling,” fortæller han. 

Af samme grund forstår han også godt, hvorfor så mange filippinske sygeplejersker ønsker at forlade landet. 

“Jeg tror, det er meget menneskeligt at ønske sig et bedre liv, og med sygeplejersker ser vi, at mange faktisk formår at løfte deres familier ud af fattigdom ved at rejse ud for at arbejde."

Dating apps  

Det er tidlig eftermiddag. Daisy står ude på vejen og vinker. Hun viser os om i en baggård. Vi kanter os uden om en mand, der er midt i et bad, og kommer ind i et smalt rum uden vinduer, hvor Daisy bor med sin kæreste og fire af sine seks børn. 

Ada bliver båret rundt af sin storebror, der elegant svinger hende over hovederne på de to mindre søskende og hen i en køjeseng, hvor hele familien sover sammen.  

“Jeg er ved at blive desperat,” siger Daisy som det første. 

I årevis har hun kigget efter muligheder i udlandet. Men det er dyrt og ikke mindst svært med seks børn på slæb. 

Daisy kommer fra kystbyen Bacolod på øen Negros, som er den fjerdestørste blandt Filippinernes mere end 7.000 øer. Her voksede hun op under trange kår, hvorfor hendes forældre insisterede på, at hun skulle være sygeplejerske. 

“Det anses som en af de bedste uddannelser, fordi det giver mulighed for at komme til udlandet for at tjene penge,” siger hun.

Alle filippinske sygeplejersker skal dog som minimum arbejde et år i landet, inden de rejser ud pga. den omfattende personalemangel. Selv fik Daisy arbejde på en børneafdeling på et offentligt hospital, og her mærkede hun hurtigt, hvilke vilkår man som sygeplejerske i Filippinerne er nødt til at arbejde under.

Travlheden var ekstrem, patientantallet endeløst, og flere gange ugentligt blev hun nødt til at tage dobbeltvagter, fordi der manglede personale til at overtage, når hun fik fri. Trods det slidsomme arbejde, lød månedslønnen på sølle 730 kroner, så da året var omme, begyndte Daisy at kigge efter muligheder i udlandet. 

Men det er svært, siger hun igen, og fordi alle vil ud, er det oftest kun de mest ressourcestærke, der kommer afsted. Vejen ud af fattigdom - udlandet - som Daisy altid har beroet sig på, har vist sig ikke at være så ligetil. 

“Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at komme væk. Jeg har ansøgt om at blive au pair, jeg har været på dating apps for at finde udenlandske mænd. Jeg har sendt ansøgninger til Canada, USA, ja selv Dubai. Men det er svært. Der er mange om buddet, og det koster rigtig mange penge at få fat i de rigtige dokumenter.”

Sygeplejerskefabrik 

Filippinerne har længe været tildelt titlen som verdens største eksportør af sygeplejersker, og omtales ofte som en decideret “sygeplejerskefabrik”. Migrationen startede allerede i 1950’erne, da USA i sin tid som kolonimagt i landet havde integreret et amerikansk pensum på sygeplejerskeuddannelserne for at “civilisere befolkningen”. 

Det gjorde det nemmere for filippinske sygeplejersker at opnå arbejdstilladelse i særligt engelsktalende lande, hvor de i dag udgør en betydelig procentdel af den samlede arbejdsstyrke.

Sidste år meldte Danmark sig også på banen, og regeringen annoncerede en bred politisk aftale om rekruttering af sundhedspersonale fra Indien og Filippinerne. 

En aftale, der blev cementeret, efter udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i midten af december besøgte Filippinerne og underskrev en partnerskabserklæring.

Sidenhen har regeringen dog ændret fokus, så den nu primært søger social- og sundhedsassistenter fra landene. 

Men aftalen førte til stor debat om det, der populært kaldes care og brain drain, som ifølge eksperter og organer som den internationale Sygeplejerskeorganisation, ICN, beskriver rige landes rovdrift på fattigere landes sundheds- og omsorgspersonale.

ICN anslår, at vi nærmer os “en global sundhedskrise”, da vi i 2030 vil komme til at mangle hele 13 millioner sygeplejersker på verdensplan, hvilket de seneste år har fået vestlige nationer til at intensivere jagten på udenlandsk arbejdskraft.

Det er problematisk, mener Howard Catton, som er administrerende direktør i ICN, fordi der er mange faldgruber i den måde, international rekruttering i øjeblikket er skruet sammen på.

“Vi har nogle retningslinjer og et globalt kodeks, ja, men det er frivilligt, og det betyder, at det ikke er særlig effektivt.”

Han mener i stedet, at vi bør kigge på, hvorfor international rekruttering overhovedet er nødvendigt.

“Årsagen til hele det her problem er, at mange politikere bliver ved med at se på sygeplejersker som en udgift frem for en investering, og derfor tyr de til kortsigtede løsninger som rekruttering af udenlandsk arbejdskraft frem for at investere nok i uddannelse og bevarelse af deres eget sundhedspersonale,” siger han.

Den udvikling bekymrer også den filippinske professor Renzo Guinto. WHO anbefaler, at vestlige lande begrænser deres afhængighed af udenlandsk arbejdskraft, men lige nu ser tendensen omvendt ud.

“Jeg vil ikke sige, at jeg er imod, at Danmark rekrutterer sygeplejersker fra Filippinerne, men jeg vil sige, at det kommer med et ansvar - både i Danmark og i Filippinerne. Fra dansk side synes jeg, at man skal give en økonomisk kompensation for de sygeplejersker, man rekrutterer,” siger han.

Et bedre liv 

Daisy sidder med hovedet begravet i sin telefon. Hun er blevet optaget i en Facebookgruppe for filippinske au pairs i Danmark og er begyndt at skrive med en kvinde i København. 

“Hun spurgte, hvorfor jeg ville arbejde som au pair, når nu jeg er uddannet sygeplejerske. Det er et godt spørgsmål, men lige nu er jeg bare et sted, hvor jeg vil gøre alt for at komme væk. Jeg blev født fattig, jeg vil ikke dø fattig.” 

Hun hæver hovedet og kigger på børnene, der klumper sig sammen i sengen. 

Situationen er svær. Daisy er arbejdsløs og bagud med tre måneders husleje. Hendes kæreste, der også er sygeplejerske, er aldrig hjemme. Han er døgnvagt for en 88-årig mand, der ikke vil have, han tager hjem, fordi det kan føre til smittefare. 

“Ingen mødre ønsker at forlade deres børn,” siger Daisy efter en stund, “men måske bliver jeg nødt til at tage afsted alene.” 

“Jeg er af den overbevisning, at dét at være fattig er ens eget valg. Og jeg vil sørge for, at mine børn og børnebørn får et bedre liv end mig.” 

Hvorvidt det kommer til at ske er dog usikkert. Efter et par måneder taler vi med Daisy igen, der fra Filippinerne fortæller, at situationen er uændret. Hun kæmper stadig, venter stadig, men håbet er intakt. 

En eller anden dag skal hun nok komme væk, siger hun.