Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Ny digital løsning er win-win for både borgere og sygeplejersker

Telemedicinløsningen TeleKOL reducerer behovet for akutindlæggelser og giver borgerne mulighed for at mestre deres sygdom fra hjemmets trygge rammer. I 2024 er løsningen rullet ud til hele landet, og ifølge KOL-sygeplejerske Ruth Hjerrild Low er den digitale løsning god, selvom det også kræver tilvænning.

Publiceret: 

13. september 2024

Senest opdateret: 

13. september 2024

Af:

Maja Anna Rasmussen

mrn@dsr.dk
Ruth Faaborg telemedicin

Foto:

Michael Drost-Hansen (arkivfoto)

En tryggere hverdag. Færre akutindlæggelser. Bedre mestring af egen sygdom. 

Telemedicinløsningen TeleKOL er et landsdækkende telemedicintilbud til borgere med KOL, og den nye digitale løsning i hjemmet har gode resultater og er med til at øge livskvaliteten for borgere, der lever med den alvorlige lungesygdom. De lærer at mestre egen sygdom bedre og får på den måde en tryggere hverdag. Det fortæller Kommunernes Landsforening (KL).  

Sygeplejerske Ruth Hjerrild Low, der til dagligt arbejder med borgere med lungesygdommen KOL i Faaborg-Midtfyn kommune, genkender fordelene ved arbejdet med telemedicinløsningen.

”Borgerne behøver ikke at forlade hjemmet for at få kontakt med sygeplejersker. På den måde kræver det mindre energi for borgerne at have samtaler med sygeplejerskerne, end hvis de skulle møde fysisk op,” fortæller Ruth Hjerrild Low.

Borgerne bliver henvist fra egen læge eller hospital og får uddelt en tablet og måleredskaber, og herefter oplærer sygeplejerskerne borgerne i at bruge systemet. Løbende måler borgerne værdier såsom puls og iltoptag i blodet, og sygeplejerskerne gennemgår resultaterne. Hvis der er tegn på forværring, undersøger sygeplejersken om der er behov for yderligere behandling, lyder det yderligere fra KL.

72 procent oplever øget tryghed

Resultater med telemedicin til KOL fra Region Nordjylland og 11 kommuner, TeleCare Nord (2012-15), har vist 11 procent færre indlæggelser, 20 procent kortere indlæggelser sammenholdt med kontrolgruppe og at 62 procent oplevede øget kontrol med sygdommen, samt at 72 procent oplevede øget tryghed og at mestre sygdommen bedre. 

Kilde: kl.dk 

Sygepleje over en skærm

De første målinger udføres sammen med borgeren, og i de første 14 dage laves der daglige målinger for at bestemme borgerens såkaldte referenceområde. Derefter sker målingerne to gange om ugen. Sygeplejersker overvåger målingerne og kan sende beskeder eller arrangere videomøder, fortæller Ruth Hjerrild Low om den telemedicinske proces.

Hun tilføjer, at teknikken først og fremmest kræver, at sygeplejerskerne lærer at håndtere kamera og skærmkommunikation. I arbejdet med telemedicin bliver faget brugt på en anderledes måde, nemlig over en skærm.

Ruth Hjerrild Low har arbejdet med telemedicin i 10 år og har gode erfaringer med arbejdet, der dog har krævet både tilvænning og tilpasning:

”Telemedicin kræver tilpasning i sygeplejefaget, da det ændrer på, hvordan sygeplejersker bruger deres sanser til observation,” fortæller sygeplejerske Ruth Hjerrild Low.

Ruth Hjerrild Low har skullet vænne sig til at arbejde over en skærm og særligt oplevelsen af ikke at være fysisk til stede har krævet tilpasning. Ifølge hende skyldes det særligt, at sygeplejefaget er et sanseligt fag, hvor sygeplejerskerne i høj grad bruger deres forskellige sanser som f.eks. berøring i arbejdet med borgerne.

Til gengæld fortæller Ruth Hjerrild Low, at sygeplejerskerne lærer at spørge ind til andre ting, når de ikke er fysisk til stede.

”Man opbygger stadig en tillidsfuld relation med borgeren over tid,” fortæller KOL-sygeplejersken.

Fremtidige muligheder

Systemet for den telemedicinske løsning TeleKOL er primært til rehabilitering, men Ruth Hjerrild Low ser muligheder for, at man i fremtiden kan videreudvikle løsningen:

”Nogle borgere kan opleve forværring hurtigt, så systemet kunne drage fordel af hyppigere opfølgninger eller akut adgang til hjælp,” siger Ruth Hjerrild Low.

Telemedicinering er også udviklet til andre patientgrupper såsom hjertepatienter. Ruth Hjerrild Low ser yderligere potentiale i at udrulle den digitale løsning til andre områder som f.eks. borgere med psykiske lidelser.