Nyhed
Prisvinder hjælper socialt udsatte på tværs af faglighed og sektorer
Indsatsen for de socialt udsatte borgere i Den Sociale Sygeplejeklinik i Aabenraa går på tværs af både kommune, region og faglige skel. Klinikken blev for nyligt hædret med prisen ’Den Gyldne Tråd 2025’.
Publiceret:
8. december 2025
Senest opdateret:
8. december 2025
Foto:
Vinderne af 'Den Gyldne Tråd 2025'. Fra venstre er det Kira Boisen, Lone Meier og Randi Wilkens Eskildsen. Privatfoto
Den Sociale Sygeplejeklinik i Aabenraa er vinder af ’Den Gyldne Tråd 2025’, som mediet Kommunal Sundhed står bag.
Flere gange om ugen kommer en socialsygeplejerske og en social- og sundhedsassistent fra Aabenraa Kommune til værestedet Den Blå Oase – der drives af Blå Kors i Aabenraa – for at hjælpe kommunens socialt udsatte borgere ift. deres sundhed i Den Sociale Sygeplejeklinik. Hver anden torsdag får klinikken også besøg af en socialsygeplejerske fra Sygehus Sønderjylland, som agerer vigtigt bindeled mellem det kommunale tilbud og sygehuset.
Brugerne af Den Blå Oase omfatter bl.a. borgere, som har udfordringer med ensomhed, psykisk sygdom, misbrug, alkohol og andre sundhedsområder.
”Vi havde i Aabenraa Kommunes kommunalt-lægelige udvalg (KLU) nogle drøftelser om denne gruppe af borgere, som er i udsatte positioner. Det er borgere, som måske ikke altid kommer til læge eller formår at følge den behandling, der skal til, for at de bliver raske. Det er mennesker, som på en eller anden måde ikke rigtigt passer ind i den måde, vi tænker sundhedsvæsen på,” fortæller Maja Gammelgaard, der er socialchef i Aabenraa Kommune.
Resultatet af drøftelserne i KLU blev, at Den Sociale Sygeplejeklinik blev etableret i 2021, og i dag drives i et tværsektorielt samarbejde med Aabenraa Kommune, Sygehus Sønderjylland, de praktiserende læger og Blå Kors.
”Vi ville etablere noget i nogle rammer, som denne gruppe af borgere kender. Ofte er udfordringen at få en ordentlig kontakt til de udsatte. Så vi forsøgte at lave et sundhedstilbud, der kommer til dem – hvor de er – i stedet for, at de skal komme til sundhedstilbuddene,” siger Maja Gammelgaard.
På fornavn med personalet
En af grundene til, at Den Sociale Sygeplejeklinik fungerer, er, at brugerne på Den Blå Oase møder de samme ansigter og oplever et stort element af genkendelighed, når de står over for sundhedsvæsenet.
En af de personer, som brugerne kender og er på fornavn med, er Lone Meier. Hun er socialsygeplejerske på Sygehus Sønderjylland, hun er i Den Sociale Sygeplejeklinik hver anden torsdag og medvirker direkte til, at indsatsen bliver tværregional.
”Genkendeligheden har en kæmpe betydning for borgerne. Vi kommer ned og siger hej, og man får nogle krammere. Vi sætter os ned, griner og pjatter, giver et fodbad, måler blodtryk og klipper nogle negle. Det gør også, at jeg kender dem, når de kommer på sygehuset, hvor jeg kan komme forbi dem. Det hele er meget familiært,” fortæller Lone Meier, som siden sygehuset blev tilknyttet indsatsen i 2022, ofte har været en gennemgående figur for en udsat borger, når denne skulle indlægges på sygehuset og komme sig efter udskrivelsen.
Sjælesørger og negle-dame
Lone Meier er socialsygeplejerske af titel, men timerne i Den Blå Oase rækker også ud over det sygeplejefaglige.
”Jeg elsker, at mit arbejde er så varieret. Jeg er både socialrådgiver, sjælesørger og negle-dame. Jeg giver også NADA-behandling med akupunktur, og er praktisk gris. Det er ikke så stift,” siger Lone Meier og fremhæver desuden det kollegiale fællesskab med social- og sundhedsassistent Randi Wilkens Eskildsen og socialsygeplejerske Kira Boisen, som begge er en fast del af den sundhedsfaglige bemanding i klinikken:
”Det er virkelig et fantastisk og unikt, samskabende fællesskab, vi har. Det hænger rigtig meget sammen med, at vi alle tre brænder for denne borgergruppe og for at få nedsat ulighed i sundhed. Så det, at man har et fælles mål og en fælles vision, betyder bare rigtig meget,” siger Lone Meier, der lige har haft 30-års jubilæum som sygeplejerske, og som udover Sygehus Sønderjylland har arbejdet i et lægehus, på et plejehjem, Danfoss’ skadeklinik og på et herberg i Sønderborg.
Sygehuset er ikke farligt
Det viste sig altså hurtigt, at det gav rigtig god mening at bringe sygeplejen til de udsatte borgere, hvor de befinder sig. Det fik kommunen til at inddrage andre fagområder, og siden starten i 2021 er der kommet flere funktioner til. I dag kan brugerne af Den Blå Oase også møde kommunens mobile, sociale tandklinik samt en sagsbehandler fra kommunens myndighedsafdeling, der kommer forbi og laver såkaldt fremskudt visitation.
”De tager derned og er tilgængelige i værestedet ud fra devisen om, at man kan nå at fange rigtig mange ting ved bare at være tilgængelige, inden noget når at blive et stort problem. Så når der er en social sygeplejeklinik, er der jo et leben af mennesker, fordi borgerne efterhånden har lært, at det er den dag, de kan få hjælp til både det ene og det andet,” siger socialchef Maja Gammelgaard.
”En anden rigtig god ting er, at borgerne finder ud af, at sygehuset ikke er så farligt, som de måske tror. Mange af dem er ikke særlig glade for at komme på sygehuset, men det hjælper meget, hvis de ved, at jeg er der og kan tage imod dem eller komme forbi deres stue, mens de er der,” fortæller Lone Meier.
Forskning om effekt på vej
Som følge af de gode tilbagemeldinger fra både borgere og personale siden opstarten i 2021 er tilbuddet blevet udvidet. Sundhedsklynge Sønderjylland har bl.a. sat midler af til at starte en social sygeplejeklinik op i de øvrige tre sønderjyske kommuner: Sønderborg, Haderslev og Tønder.
Der mangler stadig konkrete tal på og resultater af indsatsen, men Aabenraa Kommune har finansieret et forskningsprojekt, der bl.a. skal måle effekten af indsatsen i Den Sociale Sygeplejeklinik.
”Vi vil gerne have konkret at vide, hvad den sundhedsøkonomiske effekt egentlig er af sådan et tilbud. Vi kan jo alle sammen hurtigt blive enige om, at det er vel nok et godt tilbud; borgerne er glade, medarbejderne er glade og de praktiserende læger er glade, men hvad er effekten egentlig af det? Vi har ikke resultaterne endnu, men vi er meget spændte. Jeg regner med, at vi i første kvartal af 2026 kan melde noget ud”, siger Maja Gammelgaard.
Den Gyldne Tråd
- Den Gyldne Tråd uddeles af mediet Kommunal Sundhed og hylder tværsektorielle indsatser i det nære sundhedsvæsen.
- Prisen blev uddelt første gang i 2016.
- Prisen uddeles til initiativer i det nære sundhedsvæsen, der udmærker sig ved:
- Tværsektorielt samarbejde
- Borgerinddragelse
- Utraditionel og velfungerende organisationsform
- Nytænkning og engagement i det nære sundhedsvæsen
- Dokumenterede resultater
- Skaleringspotentiale
- Implementeringsgrad
- De to øvrige nominerede projekter i 2025 var ’Tværsektorielt Rejsehold’ fra Aarhus Kommune og ’Fri for UVI’ fra Odense og Nyborg Kommune.