Psykiatrien flytter ud i naturen

”Jeg føler, at jeg i haven får mere, end jeg giver. Nogle gange kan man godt som sygeplejerske føle, at man bliver tømt fuldstændig for energi, fordi man skal være noget for andre mennesker. Men det her sted giver mig noget – ikke kun stedet, men også menneskerne her.”

Lone Jensen er psykiatrisk sygeplejerske i distriktspsykiatrien i Roskilde. I størstedelen af sin arbejdsuge færdes hun i ambulatoriet i distriktscenteret og tager imod patienter – men ikke hver tirsdag formiddag. Her går hun mellem lilla blomster og mynteblade i Sct. Hans Have i Roskilde.

Hun er havevært for patienter tilknyttet psykiatrien. Patienterne kommer i haven for at få et fællesskab – for at føle sig nyttige – for at få håb til, at de kan gro, ligesom haven gør.

”Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen af dem, der kommer i vores projekt, som er en del af arbejdsmarkedet. Det her kan være noget, der giver en følelse af, at man er en del af noget, hvor man bidrager, og det tænker jeg, vi alle sammen har brug for - at bidrage med noget,” fortæller Lone Jensen.

Haven er en del af projektet ’Mennesker har brug for mennesker’, der er finansieret af VELUX Fonden og er et samarbejde med de socialøkonomiske virksomheder, VeteranHaven i Slagelse og Sct. Hans Have i Roskilde, den regionale psykiatri, den kommunale socialpsykiatri og brugerrepræsentanter fra psykiatrien.

Lone Jensen er en af de få, der får løn for at komme i haven. 15 pct. af hendes løn bliver finansieret gennem projektet, så hun kan være i haven mellem kl. 9 og 12 om tirsdagen. De fleste af de fremmødte er patienter eller frivillige.

”Hvis man ikke lever i en familie, hvor der er brug for en, hvis man ikke har et arbejde, hvor der er brug for en, hvor er der så egentlig brug for en? Det er noget, haven kan rigtig meget,” fortæller hun.

I haven får de fremmødte opgaver, de skal stå for. Nogle skal samle bær, andre skal sortere mynte. En slår altid græs, og en anden er ekspert i at vande. Lone Jensen forklarer, at naturen, områdeansvar og fællesskabet tilsammen udgør et trygt rum, hvor de fremmødte mærker, at de bidrager med noget til samfundet.

Subtil, men vigtig faglighed

”Jeg kommer her, fordi det giver mig rigtig, rigtig meget. Jeg holder meget af at være ude i naturen. Der er højt til loftet, og jeg holder meget af fællesskabet herude. Og så hjælper det mig i min recovery-proces.”

Sille Vibe Rasmussen er en af de psykiatriske patienter, der kommer i haven. Hun sidder på en bænk under en parasol. Hendes fingre er stadig lyserøde efter at have ribbet solbær af stilke.

”Det giver mig sådan en forbundethed til andre mennesker og til naturen. Det giver mig noget håb. Jeg er lidt naturspirituel – og det her med, at man kan se på naturen, at alting ikke behøver blomstre hele året, at selv efter den hårdeste vinter kommer blomsterne op igen – det giver mig rigtig meget. Og så giver det mig noget jeg-styrke,” fortæller Sille Vibe Rasmussen.

Hun fortæller, at hun bruger Lone Jensens sygeplejerskefunktion som en ekstra hånd i ryggen:

”Hvis jeg har en dårlig dag, så kan jeg ligesom sige, at jeg har en dårlig dag. Jeg har lige brug for, at de er noget ekstra omkring mig. Eller jeg har lige brug for, at de er på en opgave sammen med mig.”

Det er en af grundene til, at Lone Jensen mener, at det at være i Sct. Hans Have om tirsdagen er sygepleje. Hendes faglighed er altid med hende, selvom hun for det meste holder sin sygeplejerskefunktion subtil i haven:

”Altså, psykiatrisk sygeplejerske er jo ikke nødvendigvis et brækket ben, vel? Eller det er det faktisk slet ikke. Men der er jo stadig nogle handicaps, og nogle af dem er synlige, og nogle af dem er meget usynlige. Men jeg har den erfaring og faglige viden, der gør, at jeg ikke træder ind over folk, men kan hjælpe et menneske med at finde ressourcerne i sig selv og selv komme videre,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg skal jo ikke bære folk. Det gør ingenting for mennesker, at man bærer dem rundt. Det skal bare lige være nok til, at de selv støtter sig videre. Og så har jeg en faglig viden og en psykiatrisk baggrund, der gør, at jeg helt subtilt kan være med til det. Og være der, hvor der er brug for ekstra støtte.”

Ingen sygdom i haven

To kvinder og to mænd står klædt i samme grønne t-shirt om et bordbænkesæt og piller mynte. De står i læ for den bagende sol under en parasol. Der står ’havevært’ på ryggen af dem alle – så det er ikke til at gennemskue, hvem der er patienter i psykiatrien, og hvem der er frivillige.

”Du er jo så ung,” siger en af de myntepillende haveværter, henvendt til en ung mand, der er tilknyttet psykiatrien.

”Det var jo forfærdigeligt at blive 25, så var det ikke endagstømmermænd længere, så var det todagstømmermænd,” svarer den unge mand.

”Nå for søren, ja, så er det en helt anden snak,” siger en af kvinderne.

”Og til sidst så tog det overhånd,” fortsætter manden: ”Jeg var jo alkoholiker.”

”Det er du færdig med?” spørger en af kvinderne med mynten mellem handskefingrene.

”Ja.”

”Det er jeg glad for at høre.”

Psykiatrisk sygeplejerske Lone Jensen forklarer, at den form for dialog er, hvad haven blandt andet kan. Man kan tale om det, der svært at sige højt. Man kan også lade være. Og selvom det ikke nødvendigvis er meningen, at der skal tales om sygdom i haven, så er det noget af det, der definerer det fællesskab, de alle indgår i.

”Haven er ikke sygdom. Hvis nogen kommer og siger, at de gerne lige vil snakke med mig, så kan jeg godt finde på at sige, at vi lige går ud af haven. For selvom haven er et tryghedsrum, så skal det ikke være psykologisk rådgivning én til én.”

Haven skal favne patienternes recovery – et udtryk for, at det ikke er sikkert, at de kan blive 100 pct. raske, men at de kan lære at leve et godt og fyldestgørende liv alligevel.

”Altså, psykiatrien skriger på aktiviteter, fordi vi ved jo godt, at man får det ikke bare bedre af at vente. Når det gælder psykisk sygdom, så drejer det sig ikke kun om sygdom, det drejer sig om at leve. Det synes jeg egentlig, at psykiatrien godt kan bruge noget mere af. Og det der med forbindelsen til civilsamfundet og at samarbejde på tværs, det giver så god mening,” forklarer Lone Jensen.

Som sygeplejerske, som menneske

Nogle gange kan man ikke skille fagpersonen og mennesket ad. Sådan har Lone Jensen det, når hun er i Sct. Hans Have:

”Jeg skal da gerne indrømme, at denne her have også gør noget for mig personligt. Det kan godt være, at jeg er sygeplejerske, men jeg er også stadig et menneske. Det er man rigtig meget som sygeplejerske, man har mennesket med. Her er jeg lidt mere personen end kun fagpersonen.”

Hun fortæller, at hendes funktion i haven ikke er grunden til, at hun tog jobbet – men det er en del af grunden til, at hun fortsætter:

”Jeg vil ikke sige, at man som sygeplejerske i psykiatrien mister håbet, men nogle gange kan man godt synes, at det kan være svært at blive ved med at bære at have et menneske som patient, som står på kanten af livet. Det kan faktisk være ret tungt. Og det kan også være, at man mister håbet selv i forhold til, om det her giver mening at blive ved med at arbejde med. Og der synes jeg jo, at haven giver mig lidt ekstra overskud.”

Lone Jensen fortæller, at hun på et politisk plan ville ønske, at flere aktiviteter som haven bliver prioriteret i psykiatrien i fremtiden.

”Det er ikke fordi, at man kan gå ud og svinge med sygeplejersker, der er ikke supermange sygeplejersker at give af, og der er mange, der trækker sig fra det offentlige sygehusvæsen. Så jeg synes, det er rigtig fint, at der kommer noget ind i det offentlige sygehusvæsen, som taler ind i, hvad man som fagperson også har brug for. En form for bekræftelse i, at noget af det, jeg gør, virker. Jeg synes, det giver mening, at jeg får lov til at se noget af produktet.”

Stod det til Lone Jensen ville hun brede recovery-haven ud over hele landet. For nu er det et tilbud i Sct. Hans Have i Roskilde og i VeteranHaven i Slagelse. Projektet ’Mennesker har brug for mennesker’ har fået midler, så det kan løbe til udgangen af 2025. Derefter håber Lone Jensen på, at det kan fortsætte – men det kræver, at de samarbejdende instanser vil betale de midler, der hidtil er kommet fra VELUX Fonden.