Seks år efter: Covid-19 gav os kostbar læring

”Det, jeg vil sige i aften, kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.”

11. marts 2020 står for de fleste danskere indprentet som en helt særlig dag. Fra talerstolen i Statsministeriet bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark blev lukket ned pga. de stigende antal tilfælde af smitte med den nyopdagede covid-19-virus. 

”Det, der først og fremmest ramte os, var en høj grad af usikkerhed og uklarhed om, hvad vi stod over for. Det var primært usikkerheden, der prægede vores handlinger gennem coronakrisen,” siger Mickael Bech, der er professor i sundhedsledelse og politik på SDU og var forsknings- og analysechef i VIVE, da pandemien brød ud.

Forud for pressemødet var gået mange uger med flere og flere historier i medierne om en nyopdaget virus, som kostede den første person livet i begyndelsen af januar. Siden blev der registreret tilfælde af covid-19-smitte i Frankrig, og derfra bredte smitten sig hurtigt til andre dele af Europa, heriblandt Italien. 

”Det bliver relativt hurtigt klart for myndighederne, at covid-19 giver os nogle særlige udfordringer ift. at inddæmme smitten. Men det er først, da vi ser skrækbilleder fra Italien med mange døde og overfyldte hospitalsgange, at det rigtigt går op for os, hvor alvorligt det er. Der er der, vi synker en klump og tænker, at her er noget, vi virkelig er nødt til at gøre noget ved,” siger Mickael Bech.

Følte sig tryggere i frontlinjen

Sygeplejerske Rikke Bech Kristensen husker tydeligt den første nedlukning og den kaotiske stemning, der fulgte i sundhedsvæsnet. Hun var sygeplejerske på Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende på Regionshospitalet Viborg, da covid-19 ramte Danmark, og der nærmest natten over skulle stables et beredskab på benene.

”Akutafdelingen blev delt i to, hvor den ene del blev til obs covid-afsnit. Hver afdeling på hospitalet fik at vide, at vi skulle stille med to sygeplejersker til beredskabet. Jeg kan huske den skrækfølelse, der herskede omkring mig. Alle var bange og ingen vidste, hvad der ville ske eller hvor slemt, det ville blive,” fortæller hun.

Selv var Rikke Bech Kristensen dog ikke i tvivl om, hvad hun ville: Hun meldte sig straks som frivillig til covid-afsnittet.

”Jeg var egentlig ikke selv bange. Jeg har altid været nysgerrigt anlagt og selvom det var kaotisk, og vi blev kastet direkte ud i det uden oplæring, var jeg opsat på, at jeg rent fagligt skulle have noget ud af det her. Jeg kom jo fra et specialafsnit og havde f.eks. aldrig taget en blodprøve, et EKG eller prøvet at suge sekret ud af en patients luftveje før, så jeg sugede viden og kompetencer til mig,” siger hun og fortsætter: 

”Jeg tror også, jeg tænkte, at jeg jo hele tiden ville være iført isolationsdragt på covid-afsnittet, og at jeg derfor var bedre beskyttet mod at blive smittet end hvis jeg arbejdede på et almindeligt afsnit, hvor patienter med covid-19 kunne smutte mellem sprækkerne. Jeg følte mig faktisk tryggere ved at stå i frontlinjen.”

Udtrætning kræver opmærksomhed

I de næste mange måneder var det danske sundhedspersonale – heriblandt sygeplejersker – mere end almindeligt hårdt spændt for. Andelen af behandlingskrævende borgere voksede markant, mens den massive danske teststrategi ikke blot krævede ledige poderhænder, men også uddannet sundhedspersonale.

Mange sygeplejersker meldte sig, ligesom Rikke Bech Kristensen, frivilligt til at tage sig af de coronasmittede. Nogle gjorde det via regionernes lynoprettede coronajobbanker. Andre sygeplejersker fik ikke selv valget og blev flyttet rundt og pålagt nye opgaver i takt med, at man droslede ned for de planlagte operationer og skruede op for nye Covid-19-afsnit. Afdelinger blev lukket ned, optimeret og transformeret. Nogle gange med få timers varsel.

Dertil kom værnemidlerne, som der særligt i starten var mangel på. Det bidrog til både usikkerheden og øgede smitterisikoen. Meget sundhedspersonale blev også selv smittet med corona, hvilket forstærkede presset på dem, der var raske.

En spørgeskemaundersøgelse fra DSR Analyse og Megafon i foråret 2020 viste, at knapt 80 pct. af sygeplejerskerne oplevede, at Covid-19-epidemien har påvirket deres arbejde i høj (47 pct.) eller i nogen grad (31 pct.). Og 16 pct. af sygeplejerskerne har følt sig presset til at acceptere et nyt arbejdssted pga. Covid-19-pandemien, mens hver tredje har følt sig presset til at acceptere nye arbejdsopgaver og hver femte til at acceptere nye arbejdstidspunkter.

Samtidig var der ikke mindst en enorm psykologisk faktor ift. at stå som frontpersonale med en sygdom, man langt fra havde fuldt kendskab til, fortæller Mickael Bech.

”Usikkerheden er faktisk eklatant høj gennem hele pandemien. Bl.a. er man i begyndelsen ikke helt sikker på, hvordan virussen spredes. Er den luftbåren? I hvor høj grad er den det? I hvor høj grad spreder den sig via fysisk kontakt?” siger Mickael Beck og fortæller samtidig, at udbrændtheden også handlede om at blive placeret i nye specialer og tildeling af flere vagter:

”Man fandt samtidig ud af, at det drejede sig om en længerevarende omfordeling af ressourcer i sundhedsvæsenet. Det betød, at der kom en udtrætning af personalet, og der gik det lidt sent op for os, at vi simpelthen var nødt til at være klar på at understøtte personalet i sådan en situation. Der manglede nogle samtaler og noget debriefing.”

Mickael Beck nævner netop et psykologisk beredskab ift. sundhedspersonalet som en af de vigtigste læringer af pandemien.

”Den udtrætning, der sker, er noget, man virkelig skal være opmærksom på. Det sætter sig til noget, der kan tage meget lang tid at komme sig over – eller i værste fald bliver permanent. Vi var simpelthen ikke beredte på at have et beredskab på den front. Det vil vi være næste gang, det – eller noget lignende – sker,” fastslår han.

En hård tid – men med sammenhold

Usikkerheden, udtrætningen og udbrændtheden kan Rikke Bech Kristensen sagtens genkalde sig. Selvom hun personligt formåede at holde dampen oppe, og også var en del af beredskabet, da anden bølge ramte fra december 2020 til april 2021, mistede hun flere kollegaer undervejs.

”Det var en rigtig hård tid og folk sagde op. Vi vidste aldrig, hvad vi mødte ind til og hver dag var der nogle nye retningslinjer, vi skulle forholde os til. Det var også hårdt at gå med mundbind og visirer – det er varmt og ubehageligt, og man blev skør af det til sidst. Omsorgsarbejdet blev f.eks. også meget sværere gennem den barriere, værnemidlerne skabte,” fortæller Rikke Bech Kristensen.

Men sideløbende med de mange udfordringer oplevede hun også et sammenhold, som gav hende energien og lysten til at fortsætte.

”Folk passede på hinanden og trådte til, når der var brug for det. Vi gik altid to og to, så vi kunne hjælpe hinanden. Jeg var også enormt benovet over, hvor godt vi blev taget imod på akutafdelingen. Som sygeplejersker ved vi jo godt, at det selv i normale situationer kræver ressourcer at skulle lære nye kollegaer op, men her stillede alle bare op,” siger hun.

”Vi kan godt klare det”

I det hele taget er vi som befolkning bedre rustet nu til en krise, end vi var i begyndelsen af 2020. Det mener Mickael Bech, der peger på, at fleste af os stadig har corona-pandemien i frisk erindring.

”Dertil kommer, at prepping er blevet normalt, og fra politisk hold er både militært beredskab og planer i tilfælde af forsyningssvigt kommet højt op på dagsordenen i den seneste tid. Dette gør, at vi som befolkning nu står med en helt anden tilgang til en kommende krise lig covid-19-pandemien,” siger han og fortsætter:

”På hospitalerne fik man erkendelsen af, at man har en anden handlemulighed, når uventede situationer opstår. Samtidig vil befolkningen også have en anden beredthed. Alt det andet, vi gør for at være beredte f.eks. i tilfælde af strømsvigt, kommer os til gode i til fælde af en ny epidemi. Vi har preppet og er meget mere bevidste om, hvor omfangsrigt det kan blive,” siger han.

Rikke Bech Kristensen fik også en masse læring med sig fra covid-19. Hun blev så inspireret af sin tid i beredskabet, at hun endte med at skifte job. Hun er i dag ansat på det selvsamme akutafsnit, hvor hun passede covid-patienter – og hun vil ikke tøve med at stille op igen, hvis en ny epidemi eller krise skulle banke på.

”Jeg er klar, hvis der bliver brug for mig. Jeg føler mig godt rustet til at skulle håndtere en krise, for nu har jeg indsigt og en masse viden om, hvad det indebærer,” siger hun.

Rikke Bech Kristensen genkender også den læring om handlemuligheder, som Mickael Bech beskriver. For hende var det en vigtig erfaring fra pandemien, at meget kan lade sig gøre, så længe man arbejder sammen om at finde løsninger.

”I et krisescenarie vil det altid være bedst, hvis indsatsen kan bæres af dem, der gerne vil og melder sig frivilligt. Hvis folk føler sig tvunget til det, vil der helt naturligt opstå modstand og så vil der være mange, der siger op. Men personligt fandt jeg ud af, at vi faktisk godt kan klare en krise i sundhedsvæsnet, hvis vi står sammen,” siger hun.

Tre ud af fem sygeplejersker er usikre på, hvad de skal gøre i tilfælde af en krisesituation, viser ny undersøgelse. Læs mere her.

4 ud 10 ledende sygeplejersker mangler sygeplejersker i deres enhed. Det er uholdbart i en tid, hvor der er krav om et robust beredskab. Læs mere her.

Det ramte laboratoriedriften, operationer, dialyse og ikke mindst vandforsyningen på Bornholms Hospital, da strømmen gik på øen. Læs mere her.